icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
top_1128x600.jpg
– Vi skal finde løsninger på moderne udfordringer. Samtidig skal vi også holde fast i de vilkår, der gør, at man kan holde til et helt arbejdsliv, sagde kredsformand Peter Sandkvist på Socialpædagogerne Midt- og Vestjyllands generalforsamling. Få highlights her.
Generalforsamling Midt- og Vestjylland

Vi har alle en stor opgave foran os

Faglighed, rekruttering og det moderne arbejdsliv var på dagsordenen, da Socialpædagogerne Midt- og Vestjylland holdt generalforsamling. – Vi skal udbrede kendskabet og forståelsen for, at det har betydning at prioritere den socialpædagogiske faglighed, sagde Peter Sandkvist, der blev genvalgt som kredsformand

Omkring 70 medlemmer fra en bred vifte af socialpædagogiske arbejdspladser var mødt op, da Socialpædagogerne Midt- og Vestjylland holdt generalforsamling den 11. oktober 2023. Her skulle de vælge kredsbestyrelsen for de næste to år og desuden høre, hvad der har optaget kredsen siden sidste generalforsamling – og vedtage det fremtidige arbejde.

I sin mundtlige beretning fremhævede kredsformand Peter Sandkvist særligt udfordringerne med, at der er færre socialpædagoger på de socialpædagogiske tilbud lokalt såvel som nationalt.

– Socialpædagogernes faglighed forandrer liv. Det ved vi, der sidder i dette lokale. Nu har vi en stor opgave i at udbrede kendskabet og forståelsen for, at det har betydning for borgerne, kollegaerne og for socialområdet som helhed, at den socialpædagogiske faglighed prioriteres, sagde han.

Kredsformanden pegede bl.a. på, at den manglende anerkendelse i høj grad handler om økonomi og kultur.

– Underfinansiering og besparelser fylder alt for meget på vores område. Det er udtryk for manglende prioritering fra kommunernes og regionens side, når man lukker et specialtilbud for udviklingshæmmede frem for noget andet. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt. Men det handler også om kultur. Der er en kultur om, at alle, der er gode med mennesker, kan varetage et job på socialområdet. Men der er mere i arbejdet end at være god til mennesker, sagde han.

I sin tale kom kredsformanden også ind på Socialpædagogernes bud på løsninger – nemlig at sikre attraktive arbejdspladser, at sætte power på merituddannelsen og at få en ny, attraktiv socialpædagogisk uddannelse.

– Jeg har talt meget om faglighed, men faglighed kan ikke siges uden ordet arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøet er vigtigt, når vi taler om socialpædagogiske arbejdspladser. Et godt arbejdsmiljø er stærkt medvirkende til, at vi kan udfolde vores fag og herigennem udvikles vores område, sagde han.

Den rette balance

Netop diskussionen om, hvordan man skaber attraktive arbejdspladser og arbejdsvilkår, der harmonerer med det moderne arbejdsliv og yngre generationers ønske om en bedre balance mellem arbejde og privatliv, fyldte i aftenens debat. En af dem, der tog ordet, var Bo Bakbo-Carlsen.

– Kunne man forestille sig, at man kunne arbejde for mere fleksibilitet på vores område? Vi kigger ind i et arbejdsmarked, hvor flere vil arbejde freelance. Vi er enormt låste af de arbejdstidsregler, der er. Det er virkelig en begrænsning for at kunne rekruttere og fastholde, sagde han og blev suppleret af Dorthe Dalsgaard Øster:

– Vi har talt om rekruttering og fastholdelse og bl.a. drøftet, om man kan tænke mere kreativt i forhold til fritvalgsordning – de unge vil nogle andre ting for at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen, sagde hun.

På generalforsamlingen blev kredsbestyrelsen for de næste to år valgt.
På generalforsamlingen blev kredsbestyrelsen for de næste to år valgt.
Formand for Socialpædagogerne Benny Andersen deltog på generalforsamlingen og fortalte bl.a. om forbundets arbejde med at få prioriteret den socialpædagogiske faglighed. Han sagde bl.a.: – I regeringens lovprogram ligger der nu et konkret forslag om at udarbejde en specialeplan for det specialiserede område, som vi foreslog i 2012. Det handler om, at vi må have en plan for, at der er de specialiserede tilbud med den specialiserede viden, der er brug for. Det er jeg rigtig glad for. Det løser ikke alt på en gang, men det er starten på en bevægelse. Det er rigtig godt, men det giver jo ingen mening, hvis man ikke også forholder sig til, om den rette faglighed er til stede for, at man kan kalde sig et specialiseret tilbud, sagde han.
Formand for Socialpædagogerne Benny Andersen deltog på generalforsamlingen og fortalte bl.a. om forbundets arbejde med at få prioriteret den socialpædagogiske faglighed. Han sagde bl.a.: – I regeringens lovprogram ligger der nu et konkret forslag om at udarbejde en specialeplan for det specialiserede område, som vi foreslog i 2012. Det handler om, at vi må have en plan for, at der er de specialiserede tilbud med den specialiserede viden, der er brug for. Det er jeg rigtig glad for. Det løser ikke alt på en gang, men det er starten på en bevægelse. Det er rigtig godt, men det giver jo ingen mening, hvis man ikke også forholder sig til, om den rette faglighed er til stede for, at man kan kalde sig et specialiseret tilbud, sagde han.

Årets udviklingspris

I år gik Socialpædagogerne Midt- og Vestjyllands udviklingspris til Fyrtårnet/Kridthusets personale. Fyrtårnet blev udviklet af personalet på en personaledag for nogle år siden. Det er et fritidstilbud til borgerne på Rosenholm i Herning. Her er der forskellige spilaktiviteter, diskotek, grillhygge osv. Tilbuddet har åbent hver anden torsdag, og først på ugen modtager borgerne en fin skriftlig indbydelse, så de har noget at glæde sig til.

– Priskomitéen har i udvælgelsen af Fyrtårnet lagt vægt på den nytænkning, der ligger i Fyrtårnet. I en tid, hvor økonomien er presset, har man udviklet et nyt tilbud, som er en kæmpe succes, og hvor borgerne elsker at være, sagde Birgit Hunskjær, som sammen med Helen Hansen repræsenterede pris komitéen.

Peter Sandkvist understregede, at der ikke findes nemme svar eller løsninger på de komplekse udfordringer, fremtiden bringer.

– Vi skal finde løsninger på moderne udfordringer. Samtidig skal vi også holde fast i de vilkår, der gør, at man kan holde til et helt arbejdsliv, sagde han.

Fremtidige indsatser

På generalforsamlingen præsenterede kredsnæstformand Lene Skovsager kredsens politiske indsatsområder for de kommende to år. Her vil der være fire primære og ligestillede dagsordner: 'Socialpædagogernes faglighed forandrer liv', 'Lokalpolitisk indflydelse', 'Arbejdsmiljø' og 'Mange i fællesskabet sikrer indflydelse.'

– Faglighed har betydning for opgaveløsningen, og vi ved, at det også har stor betydning for, hvordan man oplever sit arbejdsliv. Fundamentet er, at samarbejdet fungerer, opgaver løses, og at der er trivsel for medarbejdere og borgere. Så arbejdsmiljøet er stadig et af de emner, kredsbestyrelsen gerne vil have, at fagforeningen arbejder med, sagde hun.

LÆS MERE om kredsbestyrelsens fremtidige arbejde i den skriftlige beretning

 

Fremtidigt kredssamarbejde

Socialpædagogerne Midt- og Vestjylland og Socialpædagogerne Østjylland har indledt en administrativ sammenlægning således, at de to kredses ansatte bliver en personalegruppe. Ved at samle kompetencerne styrkes kredsenes rådgivning og service over for medlemmerne.

I dag er der fortsat to kontorer, et i Herning og et i Aarhus, men de erstattes i løbet af 2024 af et fælles kredskontor i Silkeborg.

– For nogle vil der være lidt længere til kredskontoret, andre vil komme tættere på. Sådan er det med sådanne beslutninger. Men langt de fleste sager bliver løst via telefon, onlinemøde eller ved, at en konsulent kører ud til medlemmet eller medarbejdergruppen. Vi er overbeviste om, at vi bliver et endnu mere specialiseret og kompetent kredskontor, sagde Peter Sandkvist.

De to kredses politiske arbejde er fortsat adskilt.

Tak til gamle og velkommen til nye

Forud for valget til kredsbestyrelsen takkede Peter Sandkvist for den store indsats til kredsbestyrelsesmedlemmer Henrik Nørgaard og Torben Tang Larsen, der ikke genopstillede.

Formand Peter Sandkvist, næstformændene Anders Røn Kallesøe og Lene Skovsager samt hovedbestyrelsesmedlem Helene Hansen blev alle fire genvalgt. Derudover er medlemmerne af kredsbestyrelsen de kommende to år:

  • Anne Mette Nielsen
  • Birgit Hunskjær
  • Lene Andersen
  • Poul Haarder
  • Stine Thybo Skovbakke
  • Helle Petersen
  • Line Møller Mathiasen
  • Maja Hell Granholm (suppleant)
  • Hanne Laier (suppleant)
  • Charlotte Holm Jensen Egemose (suppleant)

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse