icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdsmarked

Seniorer vil gerne blive

Men de ønsker at blive værdsat på arbejdsmarkedet for deres kompetencer og vil ikke sættes i bås bare på grund af deres alder

  • Af Kurt Ladefoged
  • 19-2004 /

Der er blæst om de ældre - eller seniorerne - på arbejdsmarkedet. I samfundsdebatten taler man på den ene side om "det grå guld", der skal motiveres til at blive på arbejdsmarkedet. Andre taler om "en ældrebyrde", der sidder på flæsket og rager goder til sig, mens ungdommen tvinges til at knokle.

Faktum er, at der er brug for seniorerne på arbejdsmarkedet, og at seniorerne også gerne vil fortsætte med at arbejde. Men desværre er de ældre omgivet af så mange myter og fordomme, at mange vælger stå af arbejdsmarkedet i utide.

Det viser blandt andet en undersøgelse, som Mandag Morgen Nyhedernes Tænketank netop har foretaget for Ældresagen. Rapporten "De nye seniorer" om ældre og arbejdsmarkedet er en del af SeniorForandringsProjektet og giver et omfattende billede af den nuværende seniorgenerations adfærd, krav og kompetencer i forhold til arbejdslivet.


Krav om respekt
Et godt helbred er ikke overraskende en forudsætning for at få seniorer til at blive på arbejdsmarkedet. Men over halvdelen svarer også, at de gerne vil blive, hvis de kunne videregive deres erfaringer - og at der var opbakning til det fra arbejdspladsen.

Mange seniorer føler, at respekt og påskønnelse over for dem daler med alderen. Men hvis disse faktorer var til stede, ville det motivere mange til at fortsætte med at arbejde.

Seniorerne ønsker ingen særbehandling. De ønsker at blive set på som personer og ikke som en aldersgruppe. De vil ikke opfattes som en grå masse, som skal omfattes af ensartede seniorpolitiske principper.

De vil i stedet behandles som selvstændige individer med egne værdier og føler sig ikke mere knyttet til jævnaldrende kolleger end til andre kolleger.

Men undersøgelsen viser også, at der er en stor kløft mellem den måde ældre medarbejdere opfattes på og så den måde, de opfatter sig selv.

Seniorerne ser sig ikke som en svag gruppe, der skal have særbehandling. De føler i stedet, at de er lige så kritiske og antiautoritære som deres yngre kolleger. Alligevel omfattes seniorerne af myter og fordomme, som stammer fra industrisamfundets tid, hvor de i virkeligheden allerede i halvtredsårs alderen var nedslidte og udtjente på arbejdsmarkedet.


Et opgør koster
Men et opgør med de gamle fordomme koster noget til gengæld. Seniorerne skal vænne sig til at blive stillet over for de samme krav som alle andre. De skal være parate til omstilling og forandring. Og de skal være klar til at give afkald på de forhold, der automatisk følger med alderen - blandt andet anciennitet og automatiske lønstigninger.

Samtidig må seniorerne selv træde i karakter og udforme deres bud på, hvordan et moderne arbejdsliv for seniorer ser ud.

Et krav er også, at lovgiverne og myndighederne skal adskille sygdom og nedslidning fra det at være senior. Endelig skal man på arbejdspladsen udvikle en personalepolitik, der skaber rum og udfoldelsesmuligheder for den enkelte senior. Ikke for at vise socialt ansvar, men fordi det kan betale sig.

Mandag Morgens rapport viser også, at der samfundsmæssigt er brug for seniorerne. Beregninger i rapporten viser, at hvis sammensætningen af befolkningen i dag var den samme, som den ventes at være i 2050, ville der mangle 90 milliarder kroner i det offentlige regnskab. Det svarer til33.000 kroner pr. dansker i alderen 20 til 61 år.

Sagt på anden måde vil danskerne i 2050 være nødt til at blive på arbejdsmarkedet - vel at mærke på fuld tid - til de bliver 69 år, hvis de skal forsørge alle dem, der ikke er på arbejdsmarkedet. Denne beregning tager dog ikke højde for andre beskæftigelsesmæssige instrumenter som for eksempel at tilføre øget arbejdskraft via indvandring. Så vil man undgå denne løsning, skal der træffes foranstaltninger til at øge beskæftigelsen blandt seniorerne, konkluderer rapporten.

Hele rapporten kan ses på hjemmesiden: www.aeldresagen.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse