icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Stordrift

Tre institutioner fik fælles ledelse

De er alle døgninstitutioner for børn med psykosociale problemer og hører under Fyns Amt. Personalet har lavet en film om at finde fælles fodslag. - Vi ville, udover at afklare de fælles værdier, også lære hinanden at kende og have gavn af hinanden, siger lederen for alle tre institutioner

  • Af Bodil Rohde
  • 23-2004 /

- Vi har ønsket at være aktive, og vi har villet have indflydelse på det værdigrundlag, som vi sammen skal arbejde på, siger leder Birgit Hjelme og tillidsrepræsentant Peter Christensen fra Dyrehaven i Kerteminde.

Sammen med Flintagerløkken og Lykkebo i Odense har Dyrehaven siden 1. januar i år haft fælles administration og ledelse. Alle tre er døgninstitutioner for børn med psykosociale problemer De tre institutioner blev lagt sammen som led i Fyns Amts kapacitetstilpasning på området, og for personalet har det betydet, at de skulle have en organisationskultur, som er baseret på et fælles værdigrundlag. Det har de selv fået stor indflydelse på via et kultursammensmeltningsprojekt, som har givet dem alle mulighed for at være med til at afklare de fælles værdier, siger medarbejderne.

- Vi skal selvfølgelig følge amtets overordnede politiske målsætning og udmønte den i praksis, siger Birgit Hjelme. Men derudover har der været mulighed for at påvirke det værdigrundlag, vi skal arbejde på, og det har vi benyttet os af. Vi har haft en målsætningsdebat og lavet film, og alle 28 medarbejdere på institutionerne har været med til at afklare de fire værdier, kvalitet, nærvær, ansvar og glæde, - som vi nu arbejder efter.


Film om værdierne
"Kultursammensmeltning - er det muligt" hedder det projekt, som blev brugt til at sætte gang i samarbejdet mellem de tre institutioner, og som indeholdt både en målsætningsdebat og en filmproduktion.

Personalet har selv udarbejdet projektet, der er finansieret med 120.000 kroner fra Fyns Amts personaleudviklingspulje, samt fra institutionernes kursusmidler.

Birgit Hjelme: - Vi var enige om, at vi ikke bare skulle have et administrativt fællesskab. Vi ville - udover at afklare de fælles værdier - også lære hinanden at kende og have gavn af hinanden. Desuden ville vi gerne prøve noget nyt. Så vi blev enige om at arbejde med værdigrundlaget, og undervejs opstod ideen om at lave film om de fire værdier.

Peter Christensen: - Filmprojektet var en god mulighed for at finde sammen. Her var der ingen af os, der var verdensmestre, og alle startede samme sted. Det var et tostrenget forløb, hvor vi - over fem dage - dels diskuterede værdier og dels lærte noget om at lave film. Ud af det kom der fire små film om værdierne plus en film om filmene. Det var en spændende proces, og der er ingen tvivl om, at alle har fået øjnene op for, at vi kan forskellige ting menneskeligt og fagligt, og at vi virkelig kan bruge hinanden til noget på tværs af institutionerne. Så på den måde er kultursammensmeltningen lykkedes.

Arbejde for glæden
Med afklaringen af værdierne har institutionerne fået et fælles afsæt i det daglige arbejde. Samtidig har det også været nødvendigt at afklare, hvad man egentlig mener med hvad, og hvordan for eksempel glæden skal bruges i dagligdagligdagen?

Birgit Hjelme: - Vi skal arbejde for glæden i huset. Her er det for eksempel glæden over at have nogle børn, som har venskaber og relationer sammen. Glæde er også at se vores teenagepiger stå i køkkenet og grine, mens de har gang i madlavningen. Det er, at vi kan gå med børnene til afdansningsbal eller heppe på dem på fodboldbanen, og at huset er åbent for deres venner og kammerater. Det er den slags glæde, vi skal skabe rum for.

Peter Christensen: - Det er ikke sådan, at de fire værdier er faldet ned fra himlen. Vi har arbejdet med dem tidligere. Men nu er der blevet stillet skarpt på dem. De er blevet konkretiseret, og ud fra det kan vi gøre tingene bedre. De er blevet gyldige måleparametre, og vi vil gerne måles på dem.

Forældre og børn
Hele sammensmeltningsprocessen har skabt en ny vision på Dyrehaven, som går på, at ikke bare personalet, men også børn og forældre skal lave film om, hvilke værdier de mener skal gælde for de tre institutioner.

- Nu har vi fået et fælles værdisæt for personalet, og det fungerer godt, siger Birgit Hjelme og Peter Christensen. - Det kunne også være spændende at få at vide, hvilke værdier, børnene og deres forældre gerne vil have. Det kunne være spændende at kombinere deres værdisæt med vores. Så får vi for alvor en helhed.

Stordrift
I de fleste amter har man politisk besluttet at lave stordriftsformer ved at lægge to eller flere institutioner sammen, så der bliver en fælles ledelse. En sammenlægning kan betyde både faglige og ansættelsesretlige problemer for medarbejderne. På de næste sider fortæller vi, hvordan tre institutioner på Fyn fandt fælles fodslag ved at lave en film om værdier. Og i Roskilde skal to meget forskellige institutioner blive til en, og det skaber problemer.


Dyrehaven i Kerteminde og Flintagerløkken og Lykkebo i Odense er døgninstitutioner for børn med psykosociale problemer. De tre institutioner er blevet slået administrativt sammen l. januar i år - med Dyrehavens Birgit Hjelme som leder.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledere