Far og mor har forandret sig
De fem børn i familien Shatle & Chehade er tydeligt tilfredse med, hvad deres far og mor har lært på Familieværkstedet Inter i Århus. – Nu har de mere tid til os, og vi har fået det sjovere. Både far og mor leger med os, og vi går mere ud sammen, fortæller de tre ældste sønner, tvillingerne Walid og Ibrahim på 10 og Bilal på 9 år
– Familien har fået det bedre, konstaterer Nabiha Chehade.
Det er mest hende, der taler og fortæller om deres forløb på Familieværkstedet Inter i Århus.
| – Jalal og jeg fordeler ansvaret. Han hjælper mig herhjemme, og det forundrer mine veninder. Nabiha Chehade |
– Sådan er Jalals natur, forklarer Nabiha Chehade.
De to ældste drenge, Ibrahim og Walid havde problemer i skolen. De var slemme til at drille hinanden og andre og på den måde forstyrre i timerne. De kom også op at slås, når de var ude at lege. Et andet problem, som både forældre, lærere og pædagoger i fritidshjemmet havde, var at drengene ikke rettede sig efter, hvad der blev sagt.
– De sagde „ja-ja“, men gjorde ikke det, man bad dem om, beskriver Nabiha Chehade.
– Vi var dybt frustrerede og vidste ikke, hvad vi skulle gøre, så vi gik til en familierådgiver i kommunen, og hun foreslog Familieværkstedet Inter. For problemerne lå ikke hos børnene alene. Vi forældre havde brug for hjælp til at opdrage vores børn bedre.
Nabiha Chehade og Jalal Shatle er palæstinensere fra Libanon. Jalal har boet i Danmark siden han var 12 år, da hans forældre flygtede til landet sammen med deres børn. Han har gået i dansk folkeskole, på en Tvind efterskole og siden haft arbejde. Men han har aldrig fået egentlig undervisning i dansk, ej heller i arabisk. Så i dag har han kun to halve sprog.
– Jalal fik øje på mig, da han var på besøg i Libanon. Vi blev gift, og jeg kom til Danmark for 11 år siden, fortæller Nabiha.
Foruden at tage sig af familien med fem børn har hun gået til danskundervisning i 1 1/2 år, og arbejdet på et dagcenter, i et supermarked og hos en bager. Lige nu er hun sygemeldt, fordi hun har nogle slemme migræneanfald.
Da jeg via tolken spørger Jalal Shatle, hvad han arbejder med, går Ibrahim i gang med at svare for ham. Han har et øjeblik glemt, at det ikke er ham, der styrer familien. Han får roligt at vide, at nu er det far og mor, der bliver interviewet, og at han nok skal få lov at sige noget lidt senere. Jalal Shatle arbejder på et frugtlager.
Familien bor i en lejlighed i Gjellerupparken i Brabrand ved Århus, hvor der bor mange fremmedsprogede familier. Forældrene har valgt, at børnene skal gå i skole et stykke vej fra hjemmet, hvor der er flere danske børn end på den lokale.
– Vi har haft motionsdag i dag, fortæller Ibrahim, som går i 3. klasse. Bilal, der går i
2. A uddyber: – Jeg har løbet på rulleskøjter.
Godt at være i en gruppe
Nabiha Chehade synes ikke, det var svært eller flovt at tale om familiens problemer i en gruppe med andre familier, hun ikke kendte.
– Vores problemer ligner hinanden, selvom der selvfølgelig var forskelligheder. De andre kunne opdage noget ved os, og vi kunne kigge på dem.
– Jeg kunne spejle mig i de andre. Nogle gange fangede jeg nogle ting hos dem, som jeg selv ville have gjort, men kunne se måske ikke var så gode, og så rettede jeg på mig selv. Vi lagde også mærke til det positive ved hinanden.
Hun mener, det er bedre at være sammen med andre end at være alene. Nu, bagefter render de ind i hinanden eller taler sammen i telefon engang imellem. Men de har ikke dannet et formaliseret netværk.
– Umiddelbart kan jeg ikke få øje på løsninger, som de kan give mig, siger Nabiha Chehade.
– Når det gælder råd om børnenes opdragelse, henvender jeg mig til fritidshjemmet.
Doaa på fem har i et stykke tid forsøgt at afbryde sin mor ved at rykke hende i ærmet. Jalal rejser sig, tager Doaa i hånden og går ud i køkkenet med hende for at finde ud af, hvad hun vil.
Nabiha kan fortælle videre: – Vi fandt ud af, at vi skulle holde mere øje med børnene, registrere deres bevægelser og vide, hvor de var. Tilbringe mere tid med dem, end vi gjorde, og at vi burde være langt mere tålmodige. Give os tid til at lytte til børnenes ord, og finde ud af, hvad deres mening var.
– Arabere taler med deres børn på lang afstand. Råber til dem. Det fandt vi ud af ikke nyttede noget. Vi skulle tæt på og have øjenkontakt.
En glad far
Jalal og Doaa kommer igen ind i stuen. Doaa tager et ordentligt læs kirsebær på en tallerken. Nabiha vender sig og siger noget til hende. Formentlig noget om, at hun skal dele med gæsterne, for hun lægger halvdelen af kirsebærrene tilbage i frugtskålen – uden brok eller piveri.
– Jeg har været meget glad for at være med, siger Jalal Shatle.
– Jeg gik med for at lære mine børn at kende. Før kendte jeg dem ikke. Jeg vidste ikke, hvad de ville, eller hvordan jeg skulle opdrage dem.
Nabiha indskyder: – Før vi var på familieværkstedet, kunne Jalal let tænde af over for børnene, blive hidsig og vred.
I det arabiske samfund er manden på behørig afstand af familiens problemer. Faren er ude på arbejde og moren er hjemme.
– Men nu befinder vi os i Danmark, og vi prøver at efterligne danskerne. Det er noget anderledes, når begge forældre er ude i dagtimerne. Så skal de dele ansvaret. Det er lidt svært, ikke?, mener Nabiha Chehade.
Taber en arabisk mand ansigt, når han tager sig af sine børn?
– Sådan ser den arabiske verden på det, fortæller Jalal Shatle.
– Men jeg mener, jeg er den samme, selvom jeg beskæftiger mig med mine børn og familien. Da vi var på besøg i Libanon, var jeg også sammen med børnene og tog mig af dem.
Nabiha Chehade tilføjer: – Jalal og jeg fordeler ansvaret. Han hjælper mig herhjemme, og det forundrer mine veninder.
Tilfreds med at vride hjernen
Forældrenes mål var, at de skulle få børnene til at høre efter uden at bruge belønning og straf, som de tidligere havde gjort.
– Det var svært til at begynde med, men vi fandt ud af hen ad vejen, at vi skulle holde ord og vise børnene, at det er os, der bestemmer, forklarer Nabiha Chehade.
Det andet mål var at tilbringe mere tid sammen med børnene, og det har de, efter hvad børnene siger, gjort.
Siden de er blevet færdige med behandlingen på familieværkstedet har forældrene holdt tæt kontakt til børnehave og fritidshjem for at kunne fange eventuelle problemer i opløbet, så de ikke blev forværret.
– Børnene er meget glade, når vi dukker op på institutionen, siger Nabiha Chehade.
– De ser, vi interesserer os for dem og holder øje med, hvordan de har det, og hvad de foretager sig.
Når Jalal Shatle engang imellem har tidligt fri, går han på fritidshjemmet for at snakke med børnene og være med til at lege eller spille. Det er en stor succes.
– Behandlerne har arbejdet hårdt med os. De har virkelig bestilt noget. Alt hvad vi bragte på bane, tog de sig af, og de var gode til at gøre os opmærksomme på ting, vi havde overset. Vi fik den nødvendige tid til at tale og tænke, beskriver Nabiha Chehade.
Hun er især glad for at være taget seriøst.
– Jeg syntes virkelig godt om spørgsmålene, de stillede mig. Der er aldrig nogle, der har stillet lignende spørgsmål. Det var ligesom at blive eksamineret.
– De spurgte mig om, hvad jeg mente og tænkte om det, vi talte om. Virkelig nogle spørgsmål, jeg kunne bruge, og som jeg skulle arbejde hårdt med, vride hjernen for at svare på dem.
– Frem for at fortælle mig, hvad der var forkert, og hvad jeg skulle gøre i stedet, brugte de spørgsmålene til, at jeg selv skulle finde frem til svaret på, hvordan jeg skulle handle.
Hjemmeopgaverne mener hun var udmærkede. Der var en hensigt med dem og familien skulle drage en lære af dem.
– Behandlingen er lykkedes, mener Nabiha Chehade.
Til et evalueringsmøde på socialforvaltningen i Århus er Nabiha Chehade kommet med et forslag, som hun mener, kan være nyttigt for andre: Kommunen skal arrangere nogle foredrag om, hvordan man opdrager børn – for nygifte og forældre til små børn, der har deres oprindelse i andre kulturer.