Magten forsvandt, pædagogikken blomstrer
Det er ikke blevet lettere at være pædagog på Østerhuse i Kerteminde, men langt mere tilfredsstillende. Beboerne med Prader Willi Syndrom og pædagogikken blomstrer efter at brugen af magt er reduceret og de syv beboere har fået større ansvar for deres egen hverdag. Med tydelig og professionel støtte fra pædagogerne
To personer traver rundt i en lille skov i Kertemindeområdet. Det er mørkt og stjerne klart.
Ordene er få, men velvalgte, fra den ene persons side. Den anden mumler vredt. Der går lang tid mellem ordene, stemningen er lidt aggressiv, lidt forceret.
Den ene person er klart afvisende over for den anden, men åbner undervejs langsomt mere op.
Dialogen er forsigtig og ændres fra “Har du lyst til at komme med hjem?” og “Nej!!” til “Har du lyst til at komme hjem og få en kop varm kakao?” og “Ja, måske…”.
Og den sene udflugt ender med, at de to følges ad hjem og får afsluttet turen med en snak i fællesrummet – og en kop kakao.
| – For os som pædagoger handler det om at turde give slip. Det er en læreproces både for os og for beboerne. De skal lære at udnytte den selvudfoldelse, de har mulighed for uden at påføre sig selv nederlag, og vi som pædagoger skal lære, at det er i orden at slippe ansvaret Anne Rasmussen |
De to personer henholdsvis en beboer fra boenheden på Østerhuse og pædagog Anne Rasmussen.
Beboeren insisterede på at forlade Østerhuse et par timer tidligere, meget urolig til mode og ude af balance. Anne Rasmussen valgte at gå med, da det ikke lykkedes at motivere beboeren til at blive hjemme og få hold på sig selv og sin sindstilstand.
Gåturen, den meget rolige og velvalgte dialog fra Anne Rasmussens side medfører, at beboeren af sig selv vælger at tage med hjem frem for at vandre rundt uden mål og med, i en tilstand af vrede og frustration, forårsaget af sit Prader Willi Syndrom(PWS).
Tidsaspektet er vigtigt. Det tager tid at snakke sig ind på beboeren frem for at trumfe en løsning igennem med magt. For to år siden havde en til svarende situation formentlig betydet en flere timer lang fastholdelse af beboeren, indtil vedkommende var faldet til ro.
Men det pædagogiske udviklingsprojekt “Fra skal til kanpædagogik. Prader Willi syndrom – pædagogik set i lyset af Serviceloven” blev sat i gang på Østerhuse i Kerteminde i 2004 for at minimere brugen af magt og udvikle andre handle mønstre hos beboerne.
Og resultatet er i dag markant: – Vi har ikke fået det lettere, men vi er blevet meget mere tilfredse, og pædagogikken blomstrer. Beboerne og vi lærer hele tiden at bruge os selv på nye måder og har lukket op for nye kompetencer, siger pædagog Anne Rasmussen Rasmussen.
Helt let har processen imidlertid ikke været, erkender hun.
Mindre magt, mere dialog
I 2003 sammenlægges Hus A og værkstedet med daghjemmet Låddenhøj og bliver til det nuværende Østerhuse. – Sammen med forstander Carl Lykke Jensen sætter jeg fornyet fokus på dilemmaerne i det pædagogiske arbejde. Vi præciserer, at selvom beboerne har brug for konsekvens, rammer og struktur, så skal Serviceloven overholdes, og magtindgreb minimeres. Specielt er det problematisk, at efterlevelse af den stramme struktur og de faste regler ofte fører til konflikter. Konflikterne bliver jævnligt så voldsomme, at personalet bliver nødt til at føre en beboer på værelset eller foretage en fastholdelse, indtil beboeren er faldet til ro, fortæller afdelingsleder Jette Hansen, der tiltræder sin stilling, da projektet sættes i gang.
Samtidig fastslår Jette Hansen, at reduktion i beboernes kost ikke må bruges som en del af en konsekvenspædagogik.
For eksempel skal beboerne have ret til at spise aftensmad sammen med de øvrige beboere, selv om han eller hun ikke er blevet færdig med de af talte praktiske opgaver.
– Maden serveres i vores hus, og så er det op til beboeren at finde ud af, om jeg vil spise nu, eller når jeg er færdig med mine gøremål. Dette er for nogle beboere nok til at give frustration, men må være en del af deres læreproces, siger Jette Han sen.
Fra ledelsen lægges der op til en 180 graders drejning af pædagogikken, hvor dialog skal afløse magtanvendelse.
Og hvor refleksion skal afløse kritik: “Når vi ikke længere må det, som vi gjorde tidligere – hvad må vi så?”
Østerhuse er på det tidspunkt et velanskrevet tilbud for voksne personer med Prader Willi Syndrom(PWS). Pædagogikken tager udgangs punkt i mange skalgøremål, faste rammer og skemalagte aktiviteter for de syv beboere.
Rammerne skaber konflikter, når beboerne ønsker at gøre ét, mens medarbejderne fastholder noget andet af lutter omsorg og pædagogiske hen syn til beboerne.
Fastholdelser og anden magtanvendelse er en tilbagevendende pædagogisk handlemåde.
Medarbejderne er med forstander Carl Lykke Jensens ord villige til at sætte deres eget helbred på spil for at give beboerne, hvad de betragter som nødvendig omsorg.
– Vi var en personalegruppe, der var meget for ankret i os selv. Vi havde en samarbejdsform, hvor flertallet bestemte, og på grund af de mange konflikter fik vi ikke altid talt med hinanden og reflekteret over det, vi gjorde, siger Anne Rasmussen, som selv har været pædagog på Østerhuse i 20 år.
Dialogen blandt medarbejderne var præget af kritik, når der blev fokuseret på bestemte handlinger. Men samtidig var der generel enighed om den pædagogiske kurs og de pædagogiske værktøjer, herunder brugen af fastholdelse.
Frustrationer og støtte
Forstanderen formulerer sammen med Jette Han sen mål og indhold for projektet.
Personalets tryghed vakler, og de føler, at der sås tvivl om deres faglighed. Der opleves en kløft mellem personalet og ledelsen i forhold til grund læggende pædagogiske spørgsmål.
Flere giver udtryk for, at de er enige i, at der bør ske ændringer i pædagogikken, men at det er me get svært at afskaffe tidligere grundholdninger og handlemønstre.
På personalemøderne er der ikke den fornødne tid til at drøfte pædagogik, holdninger og værdier. Medarbejderne mangler derfor et fælles fundament for arbejdet.
– I personalegruppen medfører vores udmeldinger en del frustration og usikkerhed, og man giver udtryk for, at man ikke længere “må give beboerne det, de har behov for”. Medarbejderne frygter, at en total efterlevelse af Servicelovens regler og intentioner vil skabe usikkerhed og kaos hos beboerne, og at enkelte vil udvikle psykoser, fortæller Jette Hansen.
Men projektet sættes i gang, og der afvikles temamøder, udviklingsdage, amtets pædagogiske konsulenter involveres i projektet, og medarbejderne får undervejs supervision og faglig sparring, når det er svært at fastholde målet i en kompleks hverdag.
Hvor forstanderens rolle er at formulere og præcisere de overordnede rammer for projektet, er Jette Hansens rolle som afdelingsleder tæt på medarbejderne. Dels ved at udfolde projektet i praksis og sparre med medarbejderne om nye handlemønstre og pædagogiske værktøjer. Dels ved at støtte medarbejderne, når den øgede frihed for beboerne betyder en følelse af tab af kontrol, når beboerne insisterer på for eksempel at bevæge sig uden for huset, selvom de er ude af balance.
– Jeg understreger, at beboerne er voksne, at vi skal støtte og motivere dem på alle måder, men at fastholdelse og magt ikke skal bruges, siger Jette Hansen om den del af sin rolle.
Successen spirer og blomstrer
Projektet tager form i kraft af de små hverdagsmæssige ændringer af praksis.
Et eksempel: Østerhuse har ikke badeværelse til hver enkelt beboer, men fælles baderum. Af praktiske grunde er der derfor aftalt badetid for den enkelte beboer. En beboer gør voldsom modstand, når pædagogen kundgør, at det nu er ved at være tid til bad. Den pågældende bliver vred og frustreret, og det har hidtil været nødvendigt at henvise til proceduren, for at få vedkommende i bad. Nu introduceres beboeren i stedet til badeintervallet i god tid, så forberedelserne til badet indgår i det samlede interval for badetiden. Selve badetiden er ikke ændret, men varslingen af badetiden foregår i bedre tid, så beboeren kan gennemføre sine egne gøremål op til badet: Finde brusesæben, det bløde håndklæde, den rene bluse og hvad der ellers gør badet til et rart gøremål. Resultat: Badet afvikles uden protester og bliver til en rar rutine.
Et andet eksempel: Hidtil har aftalte fælles aktiviteter uden for hu set været afviklet for alle, uden undtagelse. En af beboerne beder nu om at måtte blive hjemme fra den planlagte fælles tur i biografen og giver udtryk for, at det ville være dejligt bare at være hjemme alene. De ansvarlige pædagoger afgør, at det er i orden, og det aftales, at beboeren kan ringe, hvis der er problemer. Da de andre kommer hjem efter en rar tur, giver den pågældende beboer udtryk for stor tilfredshed med at være sluppet for turen og har bare været på værelset og hørt musik og slappet af med sine egne ting.
– For os som pædagoger handler det om at turde give slip. Det er en læreproces både for os og for beboerne. De skal lære at udnytte den selvudfoldelse, de har mulighed for uden at påføre sig selv nederlag, og vi som pædagoger skal lære, at det er i orden at slippe ansvaret. Også selvom beboere måske udsætter sig for negative oplevelser, siger Anne Rasmussen.
En negativ oplevelse kan for eksempel være, at en bestemt beboer bevæger sig rundt på egen hånd og inviterer sig selv inden for hos en frem med familie, der griller uden for på terrassen. Beboeren forlader ikke frivilligt familien, som til sidst må tilkalde politiet for at få beboeren hjem igen.
Her handler den pædagogiske refleksion om, at erkende, at beboeren trods motivation, grundig dialog og forskellige alternative muligheder alligevel vælger at følge sine egne veje. Pædagogerne har ikke fysisk mulighed for at følge med i den pågældende situation, men står til rådighed på mobiltelefonen. I sidste ende bliver politiet involveret, og det er et nederlag for beboeren.
Konstant læring
– Læringen for både os og for beboeren består i at være klar til at lytte til oplevelsen uden at kritisere, men i stedet bruge oplevelsen som afsæt for at ændre adfærden næste gang. Hele tiden være klar til at vurdere det vi gør i forhold til de situationer, beboerne kommer ud for, siger Anne Rasmussen.
Anne Rasmussen og Jette Hansen er enige om, at den professionelle socialpædagog er parat til at se på mennesket frem for på diagnosen. Læringen består derfor i hele tiden at holde fokus på den enkelte beboer og hans eller hendes udvikling og udgangspunkt her og nu.
I processen på Østerhuse betyder det blandt andet, at der fokuseres på det, der går godt i den videre proces.
– Beboerne er på forskellige niveauer og har brug for helt forskellig støtte til deres selvudvikling. Når de daglige udfordringer lykkes og konflikten afløses af en succesoplevelse for beboeren, ja, så bliver jeg fagligt stolt og glad, først og frem mest på beboerens vegne.
– For så er jeg klar over, at vi er på en rigtig god vej, hvor vi støtter beboerne i at håndtere livet på en værdig måde, siger Anne Rasmussen.
| Om Østerhuse Østerhuse er et bo og aktivitetstilbud for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicaps bestående af fire bosteder (to afdelinger) til 25 personer, et daghjem med 42 fuldtidspladser, et særligt ungdomstilbud for 10 personer samt et dagcenter/værksted for otte personer. Enhederne er beliggende i nyborg og Kerteminde Kommune. Østerhuse blev oprettet i 2003 ved en sammenlægning af Daghjemmet Låddenhøj og to tidligere Miniboafdelinger Fra 2007 overgår Østerhuse til Region Syddanmark. Boafdelingen i Nyborg overgår dog til Nyborg Kommune. Om hus A og Askvej Hus A og Værkstedet Askvej er Østerhuses særlige bo og aktivitetstilbud til personer med Prader Willi syndrom (PWS) – beliggende i Kerteminde. Hus A er en stor villa i to plan, hvor der bor syv personer. alle har eget værelse, men må deles om tre badeværelser samt opholdsrum. Værkstedet Askvej er beliggende i en pavillion 20 meter fra boenheden. Her bliver beboerne dagligt beskæftiget med kreative aktiviteter, sang, musik, projekter, motion og praktiske gøremål. Om Prader Willi syndrom PWS er et medfødt handicap, der blandt andet er karakteriseret ved: mental retardering i forskellig grad ringe grad af mæthedsfølelse, der ofte fører til livstruende overvægt lav voksen højde spinkel muskulatur voldsomme vredesudbrud/adfærdsproblemer Nogle af de symptomer, der ses ved PWS, skyldes en fejlfunktion af Hypothalamus (hjernecenter), der blandt andet regulerer hormondannelse og sultfølelse. Hos cirka 95 procent af dem, der har PWS, kan påvises en fejl på kromosom 15. denne fejl påvises kun ved specielle kromosom- eller dna-undersøgelser. Om PWS – pædagogik Personer med Prader Willi syndrom har ofte svært ved at indgå i et almindeligt botilbud for udviklingshæmmede. dels vil der være for mange fristelser i form af “tilgængelige” madvarer i køkkenet eller på medbeboeres værelser, og dels kan adfærdsmæssige problemstillinger give meget uro og utryghed for såvel de øvrige beboer som personalet. Personer med Prader Willi syndrom kan være meget forskellige og skal således behandles individuelt. i større eller mindre grad har de alle dog brug for pædagogisk støtte til: sikring af en sund og varieret kost Vægtkontrol tryghed i forhold til mad – herunder sikkerhed for aftalte daglige måltider og begrænsning af egen adgang til fødevarer. struktureret hverdag daglig motion Forebyggelse og løsning af konflikter. |