icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Vold i praktikken

Ingen krav til seminarierne

Landets seminarier er ikke forpligtet til at undervise de studerende i, hvordan de tackler at blive udsat for vold i praktikken. En del af dem gør det dog alligevel, men både PLS og Vold Som Udtryksform synes, det kan gøres bedre

  • Af Karianne B. Blem
  • 10-2007 /

Når den ny pædagoguddannelse træder i kraft til august står der ikke et ord i paragrafferne om, at seminarierne skal forberedes på den risiko for vold, der er når de kommer i praktik.

Henrik Pedersen, der er kontorchef i undervisningsministeriet og har særlig ansvar for blandt andet pædagoguddannelsen, siger:

– Nej, sådan et detaljeringsniveau er ikke angivet i bekendtgørelsen. Men der står, at seminarierne skal forberede de studerende på praktikken, og så er det uddannelsesinstitutionerne som via studieordningen fastlægger indholdet udfra loven og bekendtgørelsen.

– Og med den nye pædagoguddannelse indfører vi jo en specialisering i uddannelse, så de studerende får obligatorisk undervisning i blandt andet mennesker med nedsat funktionsevne og sociale problemer. Og her er et af de centrale kundskabs­ og færdighedsområder

“omsorg, magt og relationsdannelse”. I det vil jeg mene, at vi kommer ind på den problematik, mener Henrik Pedersen og henviser i øvrigt til den praktikvejledning, som praktikstederne skal give.

– Her ligger der en opgave i at sætte den studerende ind i, hvad det er for nogle mennesker, man arbejder med på institutionen. Og da er det naturligt at gøre opmærksom på problemstillingen, siger han.

Henrik Pedersen har ikke tidligere hørt om pædagogstuderende, der udsættes for vold i praktikken.

– Men hvis det er en kendt problematik, så vil jeg antage, at vores uddannelsessteder er klar over det og at de i forbindelse med forberedelserne til praktikken kommer ind på problematikken, siger han.

En del af forberedelsen

Socialpædagogen har med hjælp fra Rektorforsamlingen lavet en rundspørge blandt landets 32 seminarier, og den viser, at 12 ud af de 15, der svarede, har emnet risiko for vold i praktikken med inde i deres forberedelser af de studerende. Fire af de 15 beskæftiger sig konkret med emnet under “indkaldene” – det vil sige, når de studerende mødes på seminariet undervejs i praktikken.

– Men det er ikke tilfredsstillende, at alle seminarier ikke gør det, siger Julie Manley Vorsaa formand for PLS.

– Derfor bør seminarierne vælge at prioritere konflikthåndtering inden praktikken og sørge for at tage emnet op, når de studerende mødes undervejs i  praktikken, siger hun, og understreger, at det ikke er PLS’ ønske, at det skal være en del af uddannelsesbekendtgørelsen.

– Vi håber blot på, at seminarierne tager emnet ind som en naturlig del af undervisningen.

Også Dorthe Perlt mener, at seminarierne bør klæde de studerende bedre på til de situationer, de studerende kommer til at stå i som praktikanter.

– Konflikthåndtering bør være en del af undervisningen. Det er ikke kun vigtigt i forhold til beboerne, men også i forhold til kollegerne – hvor konflikterne bliver en større og større del af hverdagen, siger hun.

John Gulløv, der er formand  for Rektorforsamlingen, mener at vold i praktikken er et velkendt emne på seminarierne.

– Det er ikke et emne, der er fremmed for seminarierne, og mit indtryk er, at det er noget, man almindeligvis kommer ind på i uddannelsen lige som mange andre væsentlige temaer, siger han.

At emnet ikke indgår konkret i den nye pædagoguddannelse, er han godt tilfreds med.

– Det har ikke været Rektorforsamlingens ønske at lave en alenlang ingrediensliste til bekendtgørelsen. Emnet er jo er en del af seminariemiljøernes daglige undervisning, siger han.

 

 

Det siger loven:

§ 16. Uddannelsesinstitutionen forbereder forud for hver praktikperiode de studerende på periodens mål, jf. bilag 7, og på uddannelsen i praktikken, herunder på studiemetoder. endvidere vejleder uddannelsesinstitutionen den studerende i udarbejdelse af uddannelsesplanen, jf. § 14, stk. 1.

stk. 2. Uddannelsesinstitutionen indkalder i løbet af praktikperioden de studerende til uddannelsesinstitutionen til undervisning og vejledning. Undervisningens indhold tager udgangspunkt i de studerendes erfaringer fra praktikken med henblik på den studerendes refleksion over og analyse af pædagogisk praksis samt af betingelserne herfor. Uddannelsesinstitutionen skal i øvrigt under praktikperioden løbende være i kontakt med praktikstedet og den studerende og om nødvendigt yde vejledning til den studerende og deltage i tilpasninger af praktikforløbet.

stk. 3. efter praktikperioden inddrager uddannelsesinstitutionen løbende de studerendes erfaringer fra praktikken i undervisningen på uddannelsesinstitutionen. endvidere inddrager institutionen praktikstedets udtalelse om praktikforløbet i den løbende vejledning af den studerende.

kilde: www.uvm.dk

 
 
 


 

På Vold som udtryksforms hjemmeside kan du læse temaet ”Vold mod studerende i praktik.” Her finder du blandt andet finde rapporten ”Vold mod studerende i praktik – en spørgeskemaundersøgelse” fra 2000 og pjecen ”At arbejde med mennesker kan give ar på krop og sjæl.” 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse, Arbejdsmiljø