icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdsmiljø

Vold sender mange på førtidspension

Ny undersøgelse viser, at psykiske lidelser forårsaget af vold på arbejdspladsen sender mange socialpædagoger og socialrådgivere på førtidspension

Trusler og vold fra klienter og beboere på socialrådgivernes og socialpædagogernes arbejdspladser har i de seneste 10 år sendt et stigende antal socialrådgivere og socialpædagoger på førtidspension.

Det viser en undersøgelse, som Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har foretaget på vegne af Pensionskassernes Administration (PKA).

I undersøgelsen er 30 socialrådgivere og socialpædagoger blevet interviewet om, hvad der udløste den psykiske lidelse, der førte til, at de fik førtidspension.

I 17 af sagerne er det arbejdsbetinget, og i 13 ud af disse sager har voldelige episoder været den udløsende faktor.

Undersøgelsen viser, at mens der i 1997 kun blev tilkendt 25 førtidspensioner til socialpædagoger og socialrådgivere på grund af psykiske lidelser, så var tallet i 2007 oppe på 80.

Den markante udvikling i antallet af førtidspensioneringer har da også fået alarmklokkerne til at ringe i PKA:

Arbejdspladsernes ansvar

Jørgen Møller Christiasen, cand. psych. og ansvarlig for undersøgelsen hos CASA, er overrasket over den klare tendens:

- Det er velkendt, at vold og trusler er meget udbredt på institutioner med socialt udsatte, men jeg er meget overrasket over, at det fylder så meget i forhold til førtidspensioneringer. Så arbejdspladsen har en enorm betydning for at forhindre, at folk ryger på førtidspension, siger Jørgen Møller Christiansen til PKA Nyt.

I undersøgelsen fremhæves det blandt mange af de interviewede, at arbejdspladsens indsats i forbindelse med voldelige episoder har været mangelfuld eller decideret ikkeeksisterende.

Revalideret til faget

Et bemærkelsesværdigt resultat af undersøgelsen viser, at omkring en tredjedel af de socialrådgivere og socialpædagoger, der deltog i undersøgelsen, er blevet revalideret til deres nuværende fag – de fleste på grund af helbredsproblemer, andre på social indikation og længere ledighed.

Blandt de undersøgte socialrådgivere var 42 procent med lidelser i bevægeapparatet blevet revalideret, Det tilsvarende tal hos socialpædagoger var 33 procent.

- Revalideringen til faget kan derfor betragtes som værende forsøg på at skabe et skånejob, og som for manges vedkommende ikke har været en succes, hedder det i undersøgelsens konklusion.

Forbundsformand Kirsten Nissen, der samtidig er næstformand i pensionskassen for Socialrådgivere og Socialpædagoger, finder det også problematisk, at så mange af de førtidspensionerede er blevet revalideret til faget.

- Når man skal arbejde som for eksempel socialpædagog, skal man både være psykisk og fysisk stærk. Og så nytter det ikke, at man revaliderer fysisk og psykisk sårbare mennesker til faget.

- Det kan ikke blot blive til et yderligere nederlag for den pågældende, men også gå ud over de borgere og kolleger, vedkommende skal arbejde sammen med, siger Kirsten Nissen.

- Men når det er sagt vil jeg gerne understrege, at man ikke skal finde sig i vold på arbejdspladsen – hverken i større eller mindre grad. Derfor er det ledelsens ansvar, at man både pædagogisk og ved indretning af arbejdspladser og boliger gør alt for at forebygge voldsepisoder, siger Kirsten Nissen.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø