Om natten bestemmer spøgelserne
Daghjemmet Egebjerghus har mange brugere. Om dagen rummer huset seksten voksne med funktionsnedsættelse. Når dag bliver til nat, er det fire spøgelser, der tager over
Det begyndte en weekend, hvor et af børnene blev væk. Eller måske begyndte det dengang, rengøringskonen kom om natten. Eller måske var det, da personalet kunne høre trin på trappen op til førstesalen, mens alle sov. I hvert fald kom spøgelserne til Egebjerghus om natten. Og de er der stadig.
Tre kilometer fra Kirkeby-frakørslen på motorvejen mellem Odense og Svendborg ligger Daghjemmet Egebjerghus. 16 voksne med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse bruger stedet om dagen. Om natten og i weekenderne står det tomt.
- Vi sad og spiste, da han sagde, at der sad et spøgelse mellem mig og det barn, jeg spiste sammen med. Det var uhyggeligt.Kia Dylsing |
Derfor fik Fyns Amt for omtrent ti år siden den ide at bruge Egebjerghus som aflastningsenhed for børn i weekenderne. Pludselig summede stedet af aktivitet både dag og nat – og det vakte gamle ting til live.
Stedets nuværende leder, Karin Nielsen, har samlet en håndfuld af personalet i kaffestuen en kold efterårsmorgen for at høre socialpædagogerne Heidi Rasmussen og Kia Dylsing fortælle om dengang, det blev lidt for spændende at arbejde på Egebjerghus.
Rengøringsvanvid
-En dag blev en af pigerne væk, fortæller Kia Dylsing.
-Det var en af de små piger, og vi ledte efter hende alle steder.
Pigens gråd kunne høres ganske tydeligt. Det lød bestemt som om, hun sad i køkkenelevatoren, der går mellem kælder og stue. Men der var hun ikke: De fandt hende i kontoret på førstesalen.
-Det mærkelige var, at hun ikke selv kunne gå op ad trappen. Hvordan er hun kommet derop? Hun sagde, at hun var sammen med en, der hed Thomas, siger Kia Dylsing.
Kort tid efter brokkede en af de andre ansatte sig over, at rengøringsdamen kom så tidligt om morgenen i weekenderne. Fra madrassen i soverummet kunne personalet se lys fra gangen gennem en revne under døren.
-Vi kunne se rengøringsdamen trille forbi med sin vogn. Den larmede helt vildt, siger Kia Dylsing.
-Og når vi stod op, var der blevet rykket på rullebordene i gangen.
Men der var ingen rengøringshjælp i weekenden, oplyste den daværende leder. Vagtselskabet var det heller ikke.
Spøgelset sad med til bords
Nu begyndte personalet at blive vækket om natten af trin på trappen op til førstesalen. I køkkenet blev skabe åbnet og lukket og servicet flyttet. Når personalet og børnene kom hjem fra ture, stod dørene på vid gab, og lyset var tændt.
-Børnene kunne se spøgelserne, siger Kia Dylsing.
En af pigerne blev gode venner med det, der hed Thomas. Hun ville have ham med, når de skulle spise, og han bad hende nogle gange om at komme med ned i kælderen. Andre af børnene blev kede af det.
-Nogen gange græd de og sagde ‘hjælp dem’. De talte om to drenge, fortæller Heidi Rasmussen.
En dag var en ny vikar på arbejde sammen med Kia Dylsing.
-Vi sad og spiste, da han sagde, at der sad et spøgelse mellem mig og det barn, jeg spiste sammen med. Det var uhyggeligt.
Vikaren kom aldrig igen.
Clairvoyanten flygtede
Da personalet fik for meget af det ukendte, tilkaldte de en clairvoyant. Ifølge ham husede Egebjerghus intet mindre end fire spøgelser. Thomas var en dreng, hvis mor havde været indlagt og var død, dengang stedet var et sygehjem. De to andre drenge var brødrene Gunnar og Poul, der i 1950 blev kvalt af deres far, som var forstander for sygehjemmet. Og så var der den gamle rengøringskone, der var kommet igen i vrede over børnenes larm og griseri.
-Den clairvoyante var spooky, siger Kia Dylsing.
-Han sagde, at huset ikke vil forstyrres, og han nærmest flygtede herfra.
Inden han gik, forsøgte den clairvoyante at hjælpe børnene videre. Men det var kun Thomas, der ville. Gunnar og Poul er der stadig. Efter den clairvoyantes besøg fik personalet nok af spøgelserne. De forsøgte at ignorere dem, men de forladte børn ville have opmærksomhed og begyndte at skubbe til personalet. En dag blev der skubbet til kokken, da hun stod ved komfuret.
-Så sagde vi fra, vi turde ikke være her mere, siger Kia Dylsing.
Stedet stoppede som aflastningsenhed, og børnene kom på weekend andre steder.
Siden da arbejder de kun om dagen på Egebjerghus.
Værner om stedets atmosfære
Kia Dylsing og Heidi Rasmussen har ikke været på Egebjerghus siden dengang, aflastningsenheden stoppede. Nu er de tilbage, og mens de fortæller deres historie, begynder luften i kaffestuen på førstesalen at blive kold. Et par af de unge pædagoger skutter sig.
Mange af de nuværende ansatte kommer i tanke om, at de også har hørt barnestemmer i kælderen eller larm på førstesalen, når de har været alene. Et par stykker har hørt en gammel telefon ringe, som de ikke kan finde.
Alle gisper, da døren går op ind til kontoret, der ligger op ad kaffestuen. Det er heldigvis bare en fra personalet.
-Det her hus er meget specielt, og vi værner om kulturen her på stedet, siger leder Karin Nielsen, da fortællingen er slut.
-Det giver en særlig atmosfære.
Lampen i entreen Egebjerghus blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet af en lokal teglværksdirektør. Han fik hjælp fra en arkitekt med sans for det okkulte, og da huset stod færdigt, var der ikke mindre en syv spir og en davidsstjerne. I løbet af det 20.århundrede har huset været privat bolig, privat syge- og plejehjem, kommunalt plejehjem og amtsligt / regionalt daghjem. Lampen i entreen har hængt der siden, huset blev bygget. Den bliver ikke fjernet. -Da vi flyttede ind for 20 år siden, fik vi at vide, at vi ikke må fjerne den. Den hører til her. Det er som om, alting vil gå galt, hvis vi flytter den, siger pædagog Lena Nielsen. |
Mordet i soveværelset ‘Forstander i Stenstrup kvæler sine to Børn’. Sådan lød forsidehistorien på Svendborg Avis den 13. marts 1950. Den 37-årige forstander på Syge- og Plejehjemmet Egebjerghus, William Pedersen, havde kvalt sine to drenge på 4 og 8 år i familiens soveværelse på førstesalen. Det værelse, som i dag bliver brugt til kontor. ‘Efter sigende gik Uroen i Verden ham stærkt på Nerverne’, skrev avisen dengang, hvor blandt andet Koreakrigen var under opsejling. William Pedersen blev løsladt kort tid efter mordene. -Det talte man meget om dengang, husker Margrethe fra Lokalhistorisk Arkiv. Ifølge en clairvoyant holder børnene stadig til i huset. Den clairvoyante gik blandt andet ned i husets kælder. Der var sket så grimme ting dernede, at han ikke ville sætte ord på det. |
Pletten på gardinet Der er en kaffeplet på det florlette gardin i vinduet i opholdsstuen. Måske er det derfor, rengøringskonen holder til der. Hun står der i timevis, vred, indesluttet og godt træt af griseriet. Men rengøringskonen er død. Kim Sørensen dvæler også altid længe ved det sted. Han er vred og hamrer på varmerørene, så det gungrer på førstesalen. Kim Sørensen er en af de seksten brugere på daghjemmet. Et andet af hans opholdssteder er det lille lysthus i haven. Lysthuset blev bygget af den første ejer. Her sov han til middag eller holdt øje med trafikken. Vinduerne havde små, røde gardiner og i hvert af dem stod en pelargonie. Da Egebjerghus var plejehjem fra 1967-1985 blev lysthuset brugt som kapel. Kim Sørensen er ikke brugerens rigtige navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt. |
Telefonen i køkkenelevatoren Telefonen ringer. Mange gange. Uophørligt. Men der er ingen, der tager den – for ingen ved, hvor telefonen står. -Den lyder som en gammeldags, sort telefon, siger pædagog Lena Nielsen. -Når den ringer, lyder det som om, den står i den gamle køkkenelevator. Men den er der ikke. Køkkenelevatoren er fyldt med tasker. |