icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Pensionskassen

Højere pension ved valg af ny ordning

Mange medlemmer af pensionskassen skal træffe valg om ny pension senest den 10. oktober

Flere medlemmer af pensionskassen PKA har her i starten af september fået brev fra PKA om, at de med fordel kan vælge i ny pensionsordning. De skal i givet fald have truffet deres valg senest den 10. oktober.

Den nye ordning gælder allerede for medlemmer optaget fra januar 2006. Denne ordning er bedre tilpasset ny lovgivning, ændret levealder, aktuelt renteniveau og lignende. De får derfor højere pensioner og bedre løbende regulering.

Det er denne ordning, som øvrige medlemmer får mulighed for at flytte over på.

I det nye nummer af Pensionskassen september 2008 skriver administrerende direktør Peter Damgaard Jensen, at tilbuddet om en ny pensionsordning sendes til de cirka 100.000 medlemmer, som PKA vurderer vil have en fordel ved at skifte.

Og hvem er så det? Det, indrømmer Peter Damgaard Jensen, kan være svært at sige kort, fordi der ikke er nogen skarp aldersgrænse eller optagelsesdato:

- Det afhænger helt af, hvordan dit hidtidige opsparingsforløb har været. Helt firkantet kan vi sige, at har du fået tilbuddet, så er det fordi vi mener, at du har fordel af tilbuddet.

- Skal jeg gøre det lidt mindre firkantet, kan jeg sige, at er du over 40 år , og er du optaget før 1995 , så er der stor sandsynlighed for, at du har fået tilbuddet. Er du allerede pensionist, er du formentlig også blandt dem. Og så er vores anbefaling næsten  endnu stærkere, skriver Peter Damgaard Jensen.

Flere oplysninger
For de medlemmer, der har lyst til at få flere oplysninger om den nye pensionsordning er der arrangeret møder i de større byer over hele landet. Hvor og hvornår møderne holdes kan man se i den informationsfolder ‘10 gode spørgsmål og svar’, som er udsendt om den nye ordning.

Man kan også gå ind på pensionskassens hjemmeside, www.pka.dk

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Pension