icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Udviklingsprojekter

28 gange arbejdsglæde

28 projekter landet over skal med støtte fra Socialpædagogerne udvikle metoder og værktøjer til at øge både arbejdsglæden, synligheden af det socialpædagogiske arbejde og indflydelsen på de rammer, arbejdet foregår i

  • Af Jens Nielsen
  • 24-2009 /

Projekt ’Socialpædagogerne på arbejdspladsen’


De 28 projekter er udvalgt blandt hele 126 ansøgninger, og hver får de nu op til 100.000 kr. til frem til næste sommer at udvikle, afvikle og dokumentere deres projekt.

11 af de 28 har 100 procent fokus på arbejdsglæde, otte handler om at synliggøre det socialpædagogiske arbejde, mens de resterende ni har to eller alle tre fokuspunkter på programmet.

Hele det store forbundsprojekt – ’Socialpædagogerne på arbejdspladsen – arbejdsglæde, indflydelse og synlighed’

–er en udløber af det faglige tema på den seneste kongres. Afrapporteringen fra de 28 projekter bliver forelagt på kongressen i november 2010.

Læs mere på www.sl.dk/arbejdsglæde

Dagen var startet godt for forbundets næstformand, Benny Andersen. Det var ellers en grå og trist morgen af den slags, der må have inspireret digteren Henrik Nordbrandt til at skrive sit hadedigt om november. Men det tyngede ikke næstformanden den morgen i Kolding.

–Jeg følte stor arbejdsglæde her til morgen, erklærede han som det første.

Og det var selvfølgelig meget passende, da han netop bød velkommen til et opstartsseminar for forbundets store projekt ’Socialpædagogerne på arbejdspladsen – arbejdsglæde, indflydelse og synlighed’. Her deltog to repræsentanter for hver af de 28 arbejdspladser, som nu med støtte fra forbundet skal i gang deres projekter med fokus på, ja, arbejdsglæde, synlighed og indflydelse.

Erfaringerne fra projekterne, der afsluttes til juni, skal så opsamles og præsenteres på kongressen i november 2010. Men helt centralt er det, at den viden, der nu skabes, skal gives videre, understregede Benny Andersen i sin velkomst:

–Der er brug for at få fortalt de gode historier. Historier, vi kan bliver klogere af, og som kan bringe os videre. Historier om indsatser, der  kan øge arbejdsglæden og indflydelsen på eget arbejde, og som fører til mere anerkendelse og anseelse, sagde han og gav de tre fokuspunkter nogle ord med på vejen:

–Vi har valgt at bruge store ord. Vi kunne naturligvis have valgt andre ord som trivsel og velvære. Men nej, vi er ærgerrige. Det handler om arbejdsglæde. Om følelsen af glæde og tilfredshed, når vi har udført et godt arbejde, som gør os fagligt stolte. Det handler om at løse opgaverne i et samarbejde, hvor begejstring og glæde er udgangspunktet for det arbejdsmæssige fællesskab om brugernes trivsel, sagde Benny Andersen.

Om indflydelse konstaterede han, at det at have indflydelse på sit eget arbejde har stor betydning for arbejdsglæden og engagementet. Synligheden handler både om at stå frem og stå ved sit arbejde og om at blive set og anerkendt for det.

Og tingene hænger sammen, konstaterede han:

–Det giver bedre socialpædagogik, når socialpædagogerne trives og er glade for at gå på arbejde, og det gør de på arbejdspladser, hvor forholdene er gode, og arbejdet er meningsfyldt, sagde Benny Andersen.

Tingene skal op på bordet
Og så trak deltagerne ellers for alvor i arbejdstøjet. Resten af den første dag blev ledet af udviklingskonsulent Søren Kai Christensen, der sporede dem ind på de mange aspekter, der skal tages højde for, når man som arbejdsplads kaster sig ud i noget så dristigt som udviklingsprojekter – og skal bevæge sig fra ord til handling:

–De positive ord i jeres ansøgninger skriver sig direkte ind i projektets ånd. Men nu fanger bordet! Og jeg kan love jer, at det bliver spændende at sætte fælles handling bag ordene – at forstå det  samme ved dem og komme fremad. Det skal være tydeligt, hvad der er på spil. Det er vigtigt at huske, at I hver især kommer ind i ethvert projekt med en bagage af personlig og faglig viden, sagde han.

Han opfordrede projektmagerne til at sætte sig klare mål – men også fra starten at afgrænse og fokusere. Kun sådan er det muligt at holde fast og holde gejsten oppe og se alle delsucceserne, sagde han

–Spørg jer selv: Hvad er helt præcist udfordringen eller landvindingen i projektet? Og hvorfor er det det? Og for hvem: borgerne, de pårørende, pædagogerne? Og når I taler om, hvad det er, I vil opnå, så skal I være sikre på, at I mener det samme, når I snakker om ’kvalitet’ og ’succes’. Tingene må op på bordet, sagde Søren Kai Christensen.

Mange bække små
Og i en efterfølgende diskussion kom der så sporenstregs en række overvejelser og dilemmaer op på bordet.

I et af projekterne havde man overvejet projektlederens rolle i forhold til lederen: Bliver man leder for lederen, eller bliver man undermineret?

–Ja, det skal aftales helt ned på det konkrete plan: hvem skriver referater og den slags. Men det handler også om et par andre ting: Kompetencegrænser – hvem må hvad? Og det handler også om, at de andre medarbejdere må tage et ansvar. Man vil jo gerne være kollega med kollegerne bagefter, kommenterede Søren Kai Christensen.

En anden projektrepræsentant mindede om, at forsamlingen af socialpædagoger har været udsat for masser af projekter på deres arbejdspladser. Forbundet må derfor ikke have alt for store forventninger, sagde hun.

Og en tredje deltager supplerede ved at sige, at de på hendes arbejdsplads ville prøve at holde projektet ’nede ved jorden’.

–Godt nok skal forbundet have en rapport, men først og fremmest skal det jo virke for os, sagde hun.

Vagn Michelsen, leder af forbundets Socialfaglige afdeling, svarede, at det handler om ’mange bække små’.

–Erfaringerne fra de 28 projekter – og oplæggene fra de næsten 100, der ikke har fået støtte – kan tilsammen antyde retningen for forbundets videre indsats på arbejdspladserne, og de konkrete resultater kan fungere som anbefalinger, som kongressen næste år kan bygge videre på, sagde han.

Sådan fordeler projekterne sig 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø