Har Jens ret til at drikke sig ihjel?
Gør socialpædagogen Tom det rigtige, når han accepterer, at misbrugeren Jens vil drikke sig ihjel? Spørgsmålet har skabt debat på Facebook
Tom gør klart det rigtige! Tom gør absolut ikke det rigtige! Så forskelligt vurderer medlemmer af Socialpædagogens Facebook-gruppe det faglige dilemma, der blev præsenteret i sidste nummer af bladet:
I en nedrivningsmoden og direkte sundhedsskadelig lejlighed bor alkoholikeren og hashmisbrugeren Jens, der har forskanset sig fra omverdenen. Han vil hverken se eller tale med nogen – bortset fra socialpædagogen Tom, der arbejder på det forsorgshjem, hvor Jens on and of er kommet de seneste år.
Lige nu er det Jens’ plan at drikke sig ihjel, men Tom håber, at han når at tænke sig om, inden det kommer så vidt. For Tom er det altafgørende vigtigt at vedligeholde den gode relation til Jens. Tom lægger for eksempel vægt på, at han vil fortsætte med at besøge Jens, når han vil se ham, og blive ved med at være vedholdende, troværdig og møde Jens som ligeværdig. Han prøver hverken at være moraliserende, fordømmende eller nedladende over for Jens på trods af hans opførsel og adfærd. I stedet udviser han tolerance og forståelse for Jens’ problemer og accepterer den måde, han lever på, samt hans misbrug.
Klappes eller buhes
Deltagerne i Socialpædagogens Facebook-gruppe er uenige om, hvorvidt der skal klappes eller buhes af Toms indsats.
På den ene side mener Mette Tøt, at Tom gør det helt rigtige.
– Der er jo en grund til, at Jens kun ønsker Tom i sit hjem – nemlig at Tom møder ham, der hvor han er, og dette er jo anerkendelse i sin bedste form. Alternativet ville være, at Tom bruger sin magt på at fordømme Jens, hvilket med 100 procents sikkerhed vil ende deres relation, og så har Jens slet ingen kontakt med omverdenen. Her har Tom i det mindste en mulighed for at følge Jens og i yderste tilfælde skride til handling, hvis Jens falder om af druk… Uden Tom lader det jo til, at Jens kunne falde om i sin lejlighed og ligge der til han døde. Vi kan ikke bestemme over andre mennesker, selv om det ligger i vores natur som pædagoger. Folk skal selv ville hjælpes, skriver hun.
En bjørnetjeneste
Synne Nielsen mener derimod, at Tom både gør sig selv og Jens en bjørnetjeneste.
– I virkeligheden kunne man mistænke Tom for at nyde den position, han har hos Jens, som den uundværlige og Jens’ link til omverdenen. Det er en misforstået goodwill at vise Jens, der ikke opnår en forbedring i sit liv, fordi Tom er bange for at tage konfrontationen med Jens. Umiddelbart lyder det godt, at Tom møder Jens, der hvor han er – men jeg savner, at Tom motiverer og giver Jens mod på livet igen, i stedet for bare at være tilfreds med at være en del af Jens’ møblement, som siger ja og amen af frygt for at blive nægtet adgang til Jens’ ‘liv,’ skriver hun.
Tina Bakke Christensen er enig i, at Tom bør stå fast og give råd og vejledning, der peger væk fra at drikke sig ihjel.
– Men det skal ske på en måde, så Tom netop ikke bliver nægtet adgang til Jens’ hjem. Det kunne være gennem humor, eller når Jens selv åbner op for at tale om sit problem. På den måde virker det ikke påtvunget eller moralsk, men som rådgivning mellem ligestillede. Jeg mener godt, at man som pædagog må vejlede og rådgive til andre muligheder end at drikke sig ihjel – man skal vel også her skelne mellem magtanvendelse og omsorgssvigt, skriver hun.
Kirsten Rosenkilde mener, at situationen med stor sandsynlighed ender katastrofalt.
– Tom bør gribe ind, før det er for sent. Muligvis med at slå i bordet og sige, at han holder for meget af Jens til, at han bare skal gå til grunde. Desværre kan det ende ulykkeligt alligevel, på trods af gode hensigter, men jeg mener, at det er vigtigt, at man forsøgte.
Læs og deltag i hele debatten i vores Facebook-gruppe, som du finder via www.sl.dk/facebook
Sverige stiller flere krav – og får flere hjemløse Kommunal boliganvisning og mindre restriktive krav er medvirkende til, at der er færre hjemløse i danske provinsbyer end i tilsvarende svenske byer. Sådan lyder konklusionen på en undersøgelse, der lige er blevet offentliggjort af SFi – det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Den danske forsker Lars benjaminsen har sammen med norske Evelyn dyb sammenlignet indsatserne for hjemløse i danmark, Norge og Sverige. – Særligt for de mellemstore provinsbyer kan man se, at tallene ligger lavere for danmark og Norge end for de fleste byer i Sverige. det mener vi skyldes forskelle i de underliggende indsatsmodeller i landene, siger Lars benjaminsen. I Sverige bruger man i vid udstrækning den såkaldte trappetrinsmodel, hvor de hjemløse skal ‘kvalificere’ sig til at få en permanent bolig. – Eksempelvis kan man kvalificere sig ved at gennemgå en succesfuld misbrugsbehandling. Men der er meget, der peger på, at trappetrinsmodellen faktisk fastholder folk i en ustabil bolig- og livssituation, siger han. En anden medvirkende forklaring kan være, at mange kommuner i Sverige har afskaffet den kommunale boliganvisning.