icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Studiepolitik

PLS skifter kurs

De pædagogstuderendes organisation udstak en grundlæggende ny kurs på sit 18. årsmøde – nu skal der fuld fokus på studiepolitikken og den lokale forankring

  • Af Jens Nielsen
  • 10-2010 /

De var effektive – deltagerne på årsmødet i PLS, de pædagogstuderendes landsorganisation. Og det var også påkrævet, for efter et særdeles turbulent år, hvor økonomien var helt nede og vende, var der masser at tage fat på.

Årsmødet, der fandt sted på Skårup Seminarium på Sydfyn, nåede således i mål med både markante organisationsændringer og med et nyt principprogram, en ny arbejdsplan og en studiepolitisk hovedudtalelse. PLS er med faglig sekretær Peter Bruun Christensens ord forvandlet fra ‘Danmarks mindste fagforening’ med et bredt politisk engagement til en organisation med strikt fokus på det studiepolitiske.

– Det er jo noget af et paradigmeskift, og det er klart, at hele den reorganisering af PLS, som vi i den gamle ledelse havde lagt op til, medførte en del debat på årsmødet, siger han.

– Der var bekymring for, om det ville betyde en forringelse af servicen, når vi nu fjerner bisidderfunktionen til vurderingsmøderne. Men i sekretariatet og i hovedbestyrelsen var vi enige om, at kræfterne skulle bruges på kollektive forbedringer af studiet, siger Peter Bruun Christensen – og det fik årsmødets opbakning.

At noget skulle ændres, var der ingen tvivl om: Medlemstallet var i bund og pengekassen tom:

– PLS var klar til konkurs. Vi var insolvente. Der er noget af  en mundfuld at skulle forholde sig til som ny ledelse, konstaterede Peter Bruun Christensen i sin mundtlige beretning til årsmødet.

Stort potentiale

Derfor har PLS som organisation været igennem noget af en hestekur, som har skåret store dele af sekretariatet væk, medlemsbladet PULS har måttet lade livet og der er sat ind med besparelser på en lang række andre områder.

– Men et sted har vi valgt ikke at skære ned, og det er medlemsaktiviteterne – og der var der stor opbakning til på årsmødet. Og det skal også ses som en del af den måde, vi mener, der skal investeres i fremtidens PLS, fortæller Peter Bruun Christensen.

Allerede i det forgangne år har organisationen taget kampen op for at blive mere synlige på uddannelsesstederne: De fagligt aktive er blevet kortlagt, PLS har besøgt uddannelsesstederne og der er oprettet en række lokale netværk, som blandt andet serviceres via den webbaserede Netværksposten.

– Og det er voldsomme problemer, vi ser på uddannelsesstederne: Timetallet skæres ned og dele af undervisningen er præget af kaos – og på årsmødet var der da også bred enighed om, at der så at sige er et stort potentiale for os som organisation i arbejdet med lokale sager, siger Peter Bruun Christensen.

Endelig blev der på årsmødet sagt tak til BUPL og Socialpædagogerne, der trådte til med både økonomisk hjælp og råd til reorganiseringen af PLS. Et tættere samarbejde mellem de tre skal fremover blandt andet også sikre de studerende bistand og vejledning i praktikperioderne via organisationernes TR’er.

Læs mere om PLS, årsmødet og den nye ledelse på www.p-l-s.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse, Grunduddannelse, Studerende, Forbund og a-kasse