icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Fixerum

Narkomaner kan fixe i fred

Regeringen vil gøre det legalt at oprette stofindtagelsesrum. Der skal også være et tilbud om rådgivning, mener sundhedsministeren

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 25-2011 /

Det har været undervejs i årevis, men nu ser det endelig ud til, at narkomaner på helt legal vis kan få lov til at stikke sig i blodårene og indsprøjte heroin. Et flertal i Folketinget vil gøre det lovligt at oprettet fixerum til narkomaner. Eller stofindtagelsesrum, som sundhedsminister Astrid Krag (SF) kalder det.

Fixerum er en del af regeringens lovprogram, som bliver fremsat i foråret 2012, og senest i begyndelsen af 2013 kan de første fixerum blive etableret.  

– Stofindtagelsesrum vil være en hjælp til dem, som i dag må sidde på trappestenen for at tage deres stoffer. Det er uværdigt, uhygiejnisk og farligt, siger Astrid Krag.

De såkaldte fixerum har længe været en del af den politiske debat på Christiansborg, og under den forrige regering har Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF flere gange forgæves foreslået forsøgsordninger med fixerum.

Nu er de borgerlige partier i opposition, og de synes fortsat ikke, at det er en god ide at indføre fixerum. Venstre gruppeformand Kristian Jensen kalder det en ‘juridisk gråzone’, der kan give problemer for politiet.

– Hvis man står med sine stoffer i rummet, så er det legalt, men hvis man bliver stoppet af politiet fem meter fra døren, så er det ikke legalt. Hvordan skal politiet agere?  

Også plads til behandling

Fixerum er et sted, hvor narkomaner under overvågning af personale kan indtage medbragte stoffer. Det er ikke tilladt at handle med stoffer i fixerummene.

I en række lande, fx Tyskland, Holland og Australien har man gode erfaringer med fixerum.  

– Danmark har en meget høj dødelighed for stofmisbrugere, og erfaringerne fra udlandet viser, at stofindtagelsesrum sænker dødeligheden, siger Astrid Krag.  

– Jeg håber, at rummene kan betyde, at flere narkomaner kan komme i behandling. Der skal nemlig både være en sundhedsfaglig og en socialfaglig indsats, så stofmisbrugerne for eksempel kan få en snak om behandlingsmuligheder.