Vi har i den seneste tid hørt nogle grumme historier om voldelige pigebander – foranlediget af en sag fra Københavns Kommune, hvor en gruppe 14-15-årige piger gentagne gange har overfaldet, truet og tyranniseret jævnaldrende. Desværre har flere parter trukket kommunekortet og beskyldt kommunerne for at være for blødsødne og dermed indirekte skyld i, at volden fandt sted.
Det ærgrer mig rigtig meget. Det er for nemt at skyde skylden på kommunerne uden at se helheden og kompleksiteten i disse sager. Selvfølgelig berører det os alle, når vi hører, at nogen, det være sig piger eller drenge, kommer med dødstrusler og gennembanker andre – og det er bestemt ikke noget, som nogen bør udsættes for. Der er ingen tvivl om, at det er sager, vi ser på med stor alvor, og at der er steder, hvor indsatsen kan forbedres. Men kommunerne kan ikke løfte området alene.
Jeg mener, at der er behov for, at vi i fællesskab får drøftet, om vi gør det godt nok – det gælder både politi, Kriminalforsorgen og kommunerne. Og så mener jeg, at vores fælles drøftelse i virkeligheden burde starte et helt andet sted – nemlig med et fokus på, hvordan vi undgår, at der er så mange børn og unge, der har brug for hjælp og støtte fra det offentlige.
For mig at se handler det om tidlig opsporing og hjælp, så problemerne ikke vokser sig store. I KL kalder vi det at investere, før det sker. Det giver god livskvalitet og er samtidig samfundsøkonomisk fornuftigt.
Det er nemlig rigtig vigtigt, at vi husker på, at vi her har med et område at gøre, som er uhyre komplekst og fyldt med dilemmaer. Der findes ingen mirakelkur og standardløsninger, når vi har med mennesker at gøre. Og i kommunerne spærrer vi ikke børn inde og smider nøglerne væk. Det er en pointe her, at trods den helt uacceptable adfærd fra en – i det seneste tilfælde – voldelig pige, så er det vigtigt at huske på, at det er to børn vi taler om. Vi må – hvor svært det end er i den konkrete situation – holde fast i, at begge børn er ofre på hver sin måde, og gribe sagerne an med det udgangspunkt. Med det for øje skal vi stædigt arbejde videre med at forebygge, at børn ender med at udadreagere så ekstremt.
I kommunerne er vi meget opmærksomme på, at kvaliteten i sagsbehandlingen skal blive bedre. Og vi er i gang. Vi arbejder målrettet med at styrke sagsbehandlingen bl.a. via et ledernetværk for de kommunale chefer og ledere på det udsatte børne- og ungeområde, som KL driver sammen med Socialstyrelsen og Socialministeriet.
Vi er meget optaget af, at børnene bliver fastholdt og understøttet i deres nærmiljø. Særligt fordi vi fra forskningen ved, at venskaber med jævnaldrende har en positiv sammenhæng med børns trivsel og udvikling.
Vores ledestjerne er, at alle børn har ret til et godt liv med trivsel, læring og udvikling. Vi skal derfor arbejde målrettet med at sikre, at alle børn og unge får de samme muligheder. Skal det lykkes, kræver det et fokus på tidligere indsatser og forebyggelse frem for straf og behandling.
Heldigvis viser en helt ny rapport fra Justitsministeriet, at antallet af unge piger, der findes skyldige i vold, er faldet med en tredjedel over de sidste ti år – fra 132 sager i 2012 til 65 i 2013. Det betrygger mig i, at vi er på rette vej. Men det bekræfter også, at der selvsagt stadig er plads til forbedringer. Vi skal konsekvent gribe de unge, der er på vej ud i en kriminel løbebane, før de helt står klar i startboksen. Vi skal kort sagt investere, før det sker.
Thomas Kastrup-Larsen (S) er formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.
|
Deltag i debatten
|