Hvad synes man er rimeligt, at en mand på 56 år skal leve for
Jørgen Nielsen er arbejdsløs og får arbejdsmarkedsydelse. Lige om lidt ryger han på kontanthjælp, hvis ikke han får et arbejde
Jørgen Nielsen har arbejdet hele sit liv. Kom i elektrikerlære som 16-årig og blev udlært i 1979. Han har arbejdet en del i udlandet for danske firmaer som elektriker og inden for service af maskinanlæg.
I 2001 vendte han tilbage til Danmark og fik arbejde som elektriker. Sin fritid brugte han bl.a. som tennis- og bordtennistræner for børn og unge i lokalområdet. Han kan lide at arbejde med de unge og var derfor heller ikke i tvivl, da han i 2008 fik tilbudt ansættelse som pædagogmedhjælper på en døgninstitution for udsatte børn og unge.
– Jeg har altid interesseret mig for arbejdet med unge mennesker.
Han skiftede fagforening til Socialpædagogerne.
Hans grundholdning er, at man skal være medlem af en fagforening, så det har han altid været, uanset hvor i verden, han har befundet sig.
– Det handler om solidariteten og om at stå sammen, siger han.
På døgninstitutionen befandt han sig godt med arbejdet og oplevede, at han virkelig kunne bruge sine erfaringer fra det frivillige trænerarbejde. Børnene var i alderen 13-18 år, og var enten frivilligt eller tvangsmæssigt anbragt. Desuden var der såkaldte eksterne elever, der boede i selvstændige lejligheder uden for døgninstitutionen. Jørgen Nielsen var kontaktperson for nogle af dem.
I det pædagogiske arbejde indgik han på lige vilkår med kollegaer, der havde en pædagogisk uddannelse. Han befandt sig i et godt fagligt fællesskab, og hans arbejdsglæde var stor.
– Helt grundlæggende mærkede jeg, at jeg kunne gøre en forskel og hjælpe de unge til at få et bedre liv. Lytte til dem og forsøge at motivere dem til at se tingene fra en lidt anden vinkel end der, hvor de kom fra.
Mange af børnene havde store problemer derhjemme og i skolen. Flere var halvkriminelle og misbrugere af fx hash og spiritus.
Vi ringer, hvis der sker noget
Men i januar 2012 sluttede det. Døgninstitutionen blev ændret, og Jørgen Nielsen blev afskediget på grund af arbejdsmangel.
I dag er han 56 år og har søgt et hav af stillinger både inden for det socialpædagogiske felt og inden for alle mulige andre områder. Han ønsker et hvilket som helst arbejde. Hans elektrikeruddannelse er forældet, så han har især søgt ufaglært arbejde. Han har søgt mindst et par stillinger om ugen. Han har søgt pr. brev, på mail og telefonisk.
Medmindre firmaet på sin hjemmeside har skrevet, at ‘uopfordrede ansøgninger modtages ikke’ har han mange gange ‘tilladt’ sig at sende en uopfordret ansøgning eller er mødt personligt op på arbejdspladsen for at høre, om de manglede en mand. Her er det typiske svar: ‘Vi skriver dit navn ned og kontakter dig, hvis der sker noget’. Men der sker ikke noget.
Hver tredje måned har han været til samtale i jobcentret og i Socialpædagogernes A-kasse. Møderne handler om, at han skal vise, hvilke stillinger han har søgt.
Jobcentret har sendt ham på kursus i at skrive en jobansøgning.
Fire gange har han været på kursus i jobsøgning.
Men uden resultat.
– Der er ingen grund til at sende folk på kursus fire gange i det samme. Men man kan ikke gøre noget, for hvis du opponerer imod det, så kan man risikere at miste dagpengene, siger Jørgen Nielsen.
Der er stort set ingen ledige stillinger inden for det socialpædagogiske område og heller ikke udenfor.
Han har været i både virksomhedspraktik og i aktivering som elektriker og pedel.
I slutningen af 2014 var han i virksomhedspraktik plus løntilskud som pedelmedhjælper på en skole. Et helt regulært arbejde, som han fandt interessant og trivedes med. Han talte med eleverne og havde gode arbejdsopgaver.
– Jeg ville f… gerne ansættes.
Arbejdsgiveren modtog refusion for sin lønudgift i løntilskudsperioden.
– Allerede fra dag ét gjorde skolen opmærksom på, at jobbet ophørte, når løntilskudsperioden udløb. Skolen får herefter en ny i virksomhedspraktik, siger Jørgen Nielsen.
Hvor blev solidariteten af
Jørgen Nielsen får arbejdsmarkedsydelse, også kaldet ARMY, som kun udgør 60 pct. af almindelig understøttelse, og til maj er det helt slut, så er der kun kontanthjælpen tilbage.
Han tænker mange gange om dagen: Hvis jeg dog bare kunne få et arbejde. Blive brugt og levere noget. Og tjene en løn, som jeg kan leve af.
Når skatten er betalt får han udbetalt 6.800 kr. om måneden plus 520 kr. i boligsikring. Pengene skal dække alle hans udgifter.
– Er det rimeligt, at en mand på 56 år, der har betalt skat hele sit liv, skal leve for det, spørger Jørgen Nielsen.
Han forstår ikke, hvordan nogen i ramme alvor kan mene, at man kan leve for så lille et beløb, og han forstår endnu mindre, at en regering har besluttet så store forringelser på dagpengeområdet, at han skal leve i ren fattigdom. Han har i hele sit arbejdsliv betalt til en arbejdsløshedsforsikring.
– Hvorfor skal vi, der er ramt af dagpengereformen, i den grad gå ned i indtægt? Det med solidariteten mellem de forskellige samfundsgrupper kniber det med. Det er urimeligt. Det er uanstændigt. Og det er uretfærdigt, siger han.
Konsekvenserne af at være ramt af ledighed er større, end mange tror. I de perioder, hvor man er arbejdsløs, bliver der ikke indbetalt penge på pensionskontoen, fortæller Jørgen Nielsen.
– Der ligger en kæmpe bombe under pensionssystemet. Masser af mennesker, som ikke har indbetalt pensioner, bliver ramt af fattigdom, når de bliver pensioneret. Mit indtryk er, at der slet ikke er nogen – hverken faglige organisationer eller politikere – som tør nævne det.
Jørgen Nielsen efterlyser, at hans egen fagforening, Socialpædagogerne, blander sig meget mere i dagpengedebatten og fortæller politikerne, at det ikke er godt nok.
– Hvor er solidariteten med de svageste i vores fagforening. Socialpædagoger som gruppe tager sig af de svageste i samfundet, men når der så opstår en situation, hvor dem, der tager sig af de svageste, pludselig selv bliver de svageste, er der ingen, der hjælper dem. Hvor er solidariteten?
Jørgen Hansen optræder under pseudonym.