Eget budget gør borgerne mere selvkørende

For et års tid siden fik Klaus et tilbud fra kommunen: Han ville få stillet et budget til rådighed på 50.000 kr.

– I hans verden er det virkelig mange penge. Han reagerede derfor med forvirring og tvivl, for han har aldrig fået den form for støtte før, fortæller Dorthe Henneberg Baarstrøm, som er socialpædagog i Pædagogisk Vejledning i Aabenraa Kommune.

Historien om ’Klaus’ er et af flere eksempler fra projektet ’Borgerstyrede budgetter’, som Aabenraa Kommune gennemfører med støtte fra Social- og Boligstyrelsen. Projektet går kort fortalt ud på, at sammenlagt 15 borgere, som alle er i eller på kanten af hjemløshed, får råderet over 50.000 kr., som de i samarbejde med en fagperson og kombineret med social støtte skal bruge på en måde, der er gavnligt for borgerens selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet.  

– I Klaus’ tilfælde er de 50.000 kr. blevet brugt på, at han har betalt indskud i en ny lejlighed og købt møbler, så han i dag for første gang har et sted, han kan kalde sit, og som ikke er en overgangsbolig eller et hummer, hvor han stadig hænger fast i et skidt miljø, fortæller Dorthe.

Selvfølgelig er der da mange faglige overvejelser forbundet med at arbejde på den måde. For hvordan motiverer og vejleder man bedst uden at bestemme?

Lone Haugaard, afdelingsleder i Pædagogisk Vejledning

Frisættelse rykker ansvaret

Aabenraa Kommune har fået bevilget knap én mio. kr. fra Social- og Boligstyrelsen til at gennemføre ’Borgerstyrede budgetter’. Men spørger man socialchef Maja Gammelgaard, er det ikke helt uden udfordringer at arbejde med en tilgang, hvor man kan tale om den ultimative frisættelse af medarbejderne.

– Det er et fedt projekt. Ingen tvivl om det. Men det er også et projekt, der giver os lidt at tænke over. Mange tror måske, at frisættelse er løsningen på flere vilde problemer – og at arbejdet med udsatte mennesker er lettere, når man ikke hele tiden skal måles i forhold til lovgivning, kvalitetsstandarder og regler. Men helt så enkelt er det altså ikke, siger hun og uddyber:

– Når man frisætter indsatsen, opstår der nye udfordringer. For med frisættelse deponerer vi ansvaret ude hos den enkelte medarbejder, der står i front, så det nu er op til den enkelte medarbejder at vurdere og beslutte, hvad der giver mening. Og det kræver både, at man er meget bevidst om egne subjektive meninger – og at der er den nødvendige sparring. For det er stort ansvar at stå med, lyder det fra Maja Gammelgaard.

Læs artiklen 'Det bedste er at være med til at opfylde drømme' fra Socialpædagogen 

Den tunge målgruppe

Lone Haugaard, afdelingsleder i Pædagogisk Vejledning, genkender socialchefens overvejelser:

– Som udgangspunkt er det et fantastisk projekt, fordi vi giver nogle borgere en reel chance for at komme ud af hjemløshed – eller komme væk fra en bolig, der ikke gør dem noget godt. Men selvfølgelig er der da mange faglige overvejelser forbundet med at arbejde på den måde. For hvordan motiverer og vejleder man bedst uden at bestemme? siger Lone Haugaard.

De 14 borgere, der er med i projektet, tilhører den tunge borgergruppe, hvor misbrug, hjemløshed og gæld holder dem fast i en negativ spiral.

– Vi har derfor valgt, at første skridt for borgerne i projektet er, at de får tag over hovedet og får etableret sig på en måde, hvor de reelt har mulighed for en frisk start i livet. Det kan være at finde en ny bolig og betale indskud, få betalt gæld af og få købt møbler, tøj eller måske en cykel, så man har billig transport, siger Lone Haugaard.

Vores opgave er at motivere, støtte og vejlede – være fornuftens stemme, hvis borgeren mest har lyst til at bruge pengene her og nu på et fedt fladskærms-tv eller en PlayStation.

Dorthe Henneberg Baarstrøm, socialpædagog

Hvad drømmer du om?

Når en borger starter i projektet, er første skridt at spørge ind til, hvad han eller hun drømmer om, og hvor de gerne vil hen. Det kan fx være at flytte til en ny og bedre bolig mere centralt, så man lettere kan gå til, at få taget det kørekort, som man har mistet pga. alkohol – eller at få afbetalt sin gæld.

– Vores opgave er at motivere, støtte og vejlede – være fornuftens stemme, hvis borgeren mest har lyst til at bruge pengene her og nu på et fedt fladskærms-tv eller en PlayStation. Så tager vi snakken om, hvad der vil være bedst på lang sigt, fortæller Dorthe Henneberg Baarstrøm og tilføjer, at hun som socialpædagog altid tager afsæt i den enkelte borger:

– En af borgerne i projektet har fx kun mødt modgang i sit liv, og hans mestringsstrategi er ofte en ’fuck dig’ attitude, hvis han møder et nej. Med ham er jeg nødt til at bruge lidt autoritet, når jeg vil støtte ham i at træffe de bedste valg. En anden borger derimod skal jeg skubbe lidt til for at få ham i gang med at bruge pengene, fordi han helst vil være helt sikker på, at det nu også er den rette bolig osv.

En overvældende følelse

For flere af borgerne har det været svært at stole på, at pengene ikke skulle betales tilbage, fortæller både Dorthe Henneberg Baarstrøm og hendes kollega Kirsten Sams.

– Nogle af dem er vokset op på institutioner og har i den grad paraderne oppe overfor systemet, så vi har brugt meget tid på at opbygge tillid og forklare, at pengene altså ikke skal betales tilbage, men at det er en hjælp til, at de kan komme væk fra et dårligt miljø – en investering i en ny start, fortæller Kirsten Sams.

Også Dorthe har flere gange oplevet, at borgerne ikke rigtigt tror på det.

– Hvorfor lige mig? siger de. Det er en overvældende følelse for dem, næsten som at vinde i lotteriet. Så vi gør meget ud af at forklare, at det her – det er en mulighed, du har nu for at komme væk fra alt det, der tynger dig, siger hun og sætter ord på, hvorfor projektet føles så rigtigt.

– Vi er med til at opfylde drømme, og det er fantastisk. Vi kan se, at det nytter for den enkelte, og at vi hjælper nogle mennesker videre, som ellers aldrig ville have haft den chance.

Og, supplerer Lone Hauggard, så har projektet også en anden sidegevinst:

– For flere af borgerne har vi kunnet reducere den ugentlige bostøtte, fordi de har fået så meget styr på deres liv og blevet mere selvkørende.

’Klaus’ er ikke borgerens rigtige navn.