Brug for bæredygtig socialpædagogik
Relationen er den bærende kraft mellem mennesker og i det socialpædagogiske arbejde, mener pædagogisk lektor. Men socialpædagogers relationsarbejde er under pres i disse år, lyder det fra en af hans kolleger
Et etårigt barn sidder foran sin mor og forsøger at få øjenkontakt med hende ved at grine, række ud efter moderen, pludre og hvad det nu har af muligheder for at komme i kontakt med sin mor. Moren reagerer overhovedet ikke, men stirrer blot udtryksløst på barnet uden på nogen måde at gengælde dets forsøg på kontakt. Til sidst bliver barnet uroligt, græder, skriger og forsøger at vride sig op af barnestolen.
Lektor i pædagogik ved UC Sjælland, Hans Månsson, viser filmscenen for de 130 socialpædagoger, der er mødt op til den første konference i det nystiftede pilotprojekt ‘fagligt selskab om mennesker med sindslidelse’.
Overskriften er ‘Identitetskonference’, og der er to gennemgående spørgsmål for hele dagsprogrammet: Hvad kendetegner en socialpædagogisk faglighed i psykiatrien og på det somatiske område? Og hvilke udfordringer er der for socialpædagogikkens faglige udviklingsmuligheder.
Den konstruerede scene med mor og barn viser, at børn – som alle andre mennesker – reagerer på relationer, på kontakten mellem mennesker. Det er derfor, man bl.a. kan sige, at latter smitter.
– I en pædagogisk betydning er det vigtigt at vide, at vi er meget sensitive over for hinanden, siger Hans Månsson og illustrer det med endnu en film: Det er en fødsel, hvor barnet som det første rækker ud efter en hånd.
– Livet begynder med en relation. Det første, barnet griber efter, er en relation. Man tillægger et andet menneske en betydning. Det er det, der rykker, og det er det, socialpædagogik handler om: At man rækker ud efter et andet menneske og vil det andet menneske.
Scenen med mor og barn viser samtidig også, at ikke alle besidder kompetencer til at række ud efter et andet menneske og dermed skabe relationer. Moren er åbenlyst ikke i stand til at skabe en relation til barnet, og hvis barnet skal trives, er der derfor brug for, at en anden – fx en socialpædagog – kan skabe en relation og drage omsorg for barnet, forklarer Hans Månsson.
Bæredygtig socialpædagogik
Hans Månsson taler om en bæredygtig socialpædagogik. Begrebet er lånt fra Brundtlandkommissionen, der i 1987 offentliggjorde en rapport, som handler om, hvilke basale udfordringer, menneskeheden står over for, hvis vi ønsker at sikre vore børn og børnebørn en tilværelse, som er præget af velfærd og trivsel.
Som udgangspunkt opstår social bæredygtighed i det nyfødte barns første møde med forældrene, og den bliver bevaret livet igennem. Det vil sige, at social bæredygtighed også eksisterer i relationer mellem voksne mennesker, siger han og forklarer, at social bæredygtighed således kommer helt af sig selv og er ikke et resultat af en bevidstgørelse om at ville andre det godt.
I den forbindelse kan man tale om bæredygtig socialpædagogik, som er det kit, der kan få samfundet til at hænge sammen ved at skabe relationer mellem mennesker, når de ikke selv kan.
– Bæredygtig pædagogik er en kulturelt baseret bestræbelse på at fremme menneskers naturlige ønske om at indgå tillidsfuldt i relationer og at være meningsfuldt forbundet med andre, siger Hans Månsson og tilføjer, at pædagoger er ‘grundpiller i det danske samfund’, som tidligere uddannelsesminister Morten Østergaard (R) udtrykte det i 2014, .
Relationsarbejde og krav
Også lektor ved DPU, Janne Hedegaard Hansen, fremhæver i sit oplæg til deltagerne i konferencen, at relationen er det centrale i det socialpædagogiske arbejde. Men der kan være meget stor forskel på, hvordan man i praksis ser på relationsarbejdet.
– Socialpædagogisk arbejde er underlagt politisk formulerede mål, som udmønter sig i en lovgivning og i en administrativ styring, og der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem politiske og administrative logikker og den socialpædagogiske logik. Det vil ofte være forskelligt, hvad der opfattes som problemer og løsninger, siger Janne Hedegaard Hansen.
Ud over de politiske målsætninger er det socialpædagogiske arbejde også underlagt forvaltningens styring.
– Ofte er det de såkaldte djøf’ere – min egen faggruppe – i forvaltningen, som styrer og prioriterer de opgaver, som socialpædagoger skal tage sig af. Vi djøf’ere har en opfattelse af, at jo bedre vi styrer, jo mere effektive er vi. Men det, vi måske har glemt, er, at vi i alt for lille grad har indtænkt den socialpædagogiske faglighed, siger Janne Hedegaard Hansen.
– I det spændingsfelt er der ofte ikke en sammenhæng mellem de politiske og administrative og så de socialpædagogiske fællesskaber. Det er svært at få plads til at møde et andet menneske, fordi vi hurtigt skal kunne se en effekt og skynde os videre.
Alle er selvansvarlige
Konsekvensen af den manglende kontakt er ofte, at de socialpædagogiske observationer omkring fx en beboer sjældent vækker genklang i forvaltningen og hos politikerne.
– Der er masser af eksempler på dårlig kommunikation mellem dem og det praktiske område, siger Janne Hedegaard Hansen og rejser spørgsmålet om, hvad det betyder for den socialpædagogiske faglighed, at man på den ene side har en forståelse af virkeligheden og på den anden side har omverdenens logikker?
I tiden med bistandsloven var der en accept af, at det var ok, at nogle ikke kan tage vare på sig selv, og at samfundet derfor må drage omsorg for dem. I dag er den holdning ikke legitim. Alle er selvansvarlige og skal tage vare på sig selv, forklarer Janne Hedegaard Hansen.
– Min påstand er, at den holdning må gribe ind i jeres arbejde og i jeres selvforståelse.
I dag handler det ikke om frihed og lighed, som lå i den klassiske velfærdsmodel fra tidligere. Nu drejer det sig om inklusion, om at vi bliver lige og får lige muligheder, når vi bidrager til samfundet. Den enkelte skal vise vilje til at deltage i samfundet, og det bliver rigtig svært at være udenfor, fx arbejdsløs, fortæller hun.
– Når det er det, der er defineret som den samfundsmæssige holdning, bliver nogle ekskluderet, fordi de ikke kan udnytte deres potentiale, siger hun.
Det socialpædagogiske arbejde er underlagt samme principper og skal hjælpe et andet menneske med at finde sine ressourcer. Implicit ligger deri, at det er uværdigt at møde den anden uden forventninger og krav.
– Socialpædagoger skal hjælpe den anden til at normalisere sig selv. Hjælpen kan fortsat ydes individuelt. Omsorgsdelen er ikke forsvundet, men det er – som det flere gange fra politisk hold er fremført – uværdigt ikke at møde den anden med krav og pligter, pointerer Janne Hedegaard Hansen.
– Socialpædagogernes arbejde bliver i høj grad en del af en styringsmekanisme, hvor man skal yde noget bestemt, så alle kan komme i gang. Tidligere fik nogle pension, fordi de ikke kunne noget. Kategorien ‘kan ikke’ eksisterer overhovedet ikke i dag i den politiske retorik.
Spørgsmålet er så, hvad man skal stille op med dem, der så i den virkelige verden ikke kan, spørger Janne Hedegaard Hansen og giver selv svaret.
– Men så er det jo heldigt, at der er socialpædagoger, som er uddannet til at hjælpe andre med at klare tingene.
Det handler ifølge Janne Hedegaard Hansen om relationsarbejde.
– Socialpædagoger adskiller sig fra andre faggrupper ved, at de kan arbejde relationelt og fagligt over for sårbare grupper. På den ene side kan socialpædagoger arbejde ud fra at hjælpe det andet menneske med at håndtere sit hverdagsliv, og på den anden side kan de bruge deres relationsarbejde til at hjælpe den anden med at normalisere sig selv i forhold til samfundet.