icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Domfældte

Det er svært at ride på to heste

Det socialpædagogiske arbejde er klemt mellem straffeloven og serviceloven, viser ny forskning. For første gang nogensinde er en forsker gået tæt på det socialpædagogiske arbejde med domfældte udviklingshæmmede

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 03-2016 /

Der blev gået helt tæt på den socialpædagogiske praksis, da ph.d.-studerende Mette Rømer fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet fik lov til at følge socialpædagogerne på botilbuddet Bakkebo i deres arbejde med beboerne.

Bakkebo er Region Nordjyllands specialiserede tilbud til voksne udviklingshæmmede med dom og er en del af botilbuddet Sødisbakke, der ligger ved Mariager.

Resultatet af samarbejdet blev forskningsrapporten ‘Domfældte voksne med udviklingshæmning – den socialpædagogiske indsats på et botilbud’, som udkom i 2015. Den er blevet nærlæst af ledelsen på Bakkebo.

– Vi var særdeles spændte på, hvad der kunne komme til at stå i konklusionerne, siger viceforstander og socialpædagog Anette Høg Blach.

Det er første gang, at en forsker har undersøgt, hvordan den socialpædagogiske indsats tilrettelægges og udøves som en kriminalpræventiv behandlingsindsats i praksis. Formålet med behandlingen er at skabe forandringer hos de domfældte beboere, så de ikke begår nye lovovertrædelser.

Kravet til Mette Rømer var, at hendes forskningsmæssige resultater skulle formidles på en sådan måde, at praktikere, ledere og andre interesserede uden besvær og specielle akademiske forudsætninger kunne få udbytte af at læse rapporten og bruge den i den daglige socialpædagogiske praksis.

Og noget tyder på, at hun har ramt plet. I hvert fald hvis man spørger på Bakkebo.

– Konklusionspunkterne har været centrale i forhold til vores udvikling af tilbuddet, siger Anette Høg Blach

Det er fyldt med dilemmaer

De udviklingshæmmede på Bakkebo har fået en såkaldt foranstaltningsdom. Straffeloven fastslår, at udviklingshæmmede ikke er egnede til at afsone i et almindeligt fængsel og i stedet skal have socialpædagogisk støtte til at kunne skabe sig en hverdag uden kriminalitet. Det vil sige, at det socialpædagogiske arbejde både skal foregå inden for straffelovens rammer, som betyder, at de udviklingshæmmede er anbragt med tvang, og efter principperne i Serviceloven, som bl.a. taler om selvbestemmelse.

Mette Rømer har gennem to perioder i 2013 opholdt sig på Bakkebo, hvor hun har observeret det daglige socialpædagogiske arbejde. Hun har deltaget i møder og andre aktiviteter på afdelingen, og endelig har hun interviewet medarbejderne om deres arbejde. Den meget omfattende kortlægning af det socialpædagogiske felt bliver således beskrevet ud fra medarbejderperspektivet, og viser, at arbejdet er fyldt med dilemmaer.

– Det er et dilemmafyldt rum mellem straffeloven og serviceloven. Baggrunden for beboernes ophold på Bakkebo er, at de har fået en dom til ophold på botilbud, eller det er vurderet, at de er i risikozonen for at begå kriminalitet. De skal modtage en kriminalpræventiv behandling, men har ret til at sige nej til behandling, fordi serviceloven giver beboerne medindflydelse og selvbestemmelse til så vidt muligt at bestemme over eget liv, siger Mette Rømer.

Hvis en udviklingshæmmet fx har fået en dom om, at han skal modtage misbrugsbehandling, kan han med serviceloven i hånden sige nej til behandling. Og det er i det spændingsfelt, socialpædagogerne hver dag skal agere.

Beboerne er en kompleks målgruppe, og rapporten peger på, at der er tale om to forskellige grupper, hvor den ene gruppe er på et lavt kognitivt niveau, mens den anden gruppe befinder sig i en gråzone til normalområdet. Ud over kriminaliteten har mange af dem fx også misbrugsproblemer og psykiske lidelser.

– Det er en stor udfordring for det socialpædagogiske arbejde og kræver stor viden og indsigt at arbejde med målgruppen, siger Anette Høg Blach.

Rapporten


Rapporten ‘Domfældte voksne med udviklingshæmning – den socialpædagogiske indsats på et botilbud’ er en del af forskningsprojektet ‘En fremtid uden Dom’, der er et fælles finansieret projekt mellem regionerne Nordjylland og Midtjylland, Aarhus Kommune, Jysk Socialforskning- og Evalueringssamarbejde og forskere fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Rapporten er udgivet på Aalborg Universitetsforlag og kan downloades via www.kortlink.dk/kd97


Selvbestemmelsesretten er indiskutabel

Mette Rømer skriver i rapporten, at personalet ofte opfatter beboerne som umotiverede, når medarbejderne arbejder kriminalpræventivt med dem og forsøger at motivere dem til forandringer som fx at holde op med at drikke eller ryge hash.

Ifølge Mette Rømer opfatter personalet beboernes selvbestemmelsesret som indiskutabel. Hvis der fx står i dommen, at medarbejderne skal overvåge en beboer, må de ikke tage hans mobil, men er nødt til at tilkalde politiet.

– Den opfattelse af selvbestemmelsesretten giver frustrationer for personalet. De skal håndhæve de restriktioner, som beboerne er underlagt, fx at gå i misbrugsbehandling eller ikke at bruge mobiltelefon, men de har ingen beføjelser til at kunne udføre restriktionerne, siger Mette Rømer og fortsætter:

– Personalet arbejder socialpædagogisk, som her betyder, at arbejdet bygges op omkring at skabe relationer til beboerne. Men når man skal lave tvangsforanstaltninger som fx overvågning, så påvirker det relationen.

Ifølge medarbejderne betyder det, at de på en og samme tid både skal være politibetjent og socialpædagogisk støttende. Det er ikke altid foreneligt, da en socialpædagogisk støtte ligger meget i relationen.

En medarbejder siger det på denne måde: ‘Det er svært at ride på to heste’.

I rapporten rejser Mette Rømer spørgsmålet, om det virkelig var det, der var meningen med selvbestemmelsesretten, sådan som den er nævnt (i øvrigt kun en enkelt gang) i Serviceloven.

– Betyder selvbestemmelsesretten, at man ikke kan være styrende over for beboerne, spørger hun.

Hendes undersøgelse af praksis viser, at selvbestemmelsesretten måske har fået en større betydning, end den var tiltænkt, da loven blev udformet.

Hun skriver således: ‘Det kan diskuteres, om personalet har en for overdreven respekt for selvbestemmelsesretten og dermed ‘glemmer’ omsorgspligten, som er foreskrevet i Servicelovens § 82, som fastslår en pligt til at yde omsorg over for en borger uanset dennes samtykke’.

Godt med et fremmed blik

Da Bakkebo modtog forskningsrapporten, blev det besluttet at bruge dens konklusioner til at udvikle tilbuddet, og der blev sat en proces i gang, som berørte alle medarbejdere og ledelsen, fortæller Anette Høg Blach.

– Medarbejderne peger i rapporten bl.a. på, at formålet med indsatsen ikke har været klart defineret, og dermed bliver det også sværere at målrette den socialpædagogiske indsats, siger hun.

Beboerne ved ikke hvor længe, de skal være anbragt på Bakkebo. Det er en afgørelse, som ligger hos domstolene. Det fylder en del hos beboeren, at han ikke ved, hvad fremtiden bringer.

– Det kræver meget fra personalets side at motivere beboeren og overbevise ham om, at han er på vej med nogle positive forandringsprocesser i sit liv.

Da ledelsen på Bakkebo havde læst rapporten, valgte den seks områder, som man især skulle arbejde med, og der blev udarbejdet en konkret tidsplan for, hvornår man skulle arbejde med de forskellige punkter.

– Når man udsætter medarbejderne for, at nogen kommer ind og kigger på deres praksis, så skylder ledelsen, at der bliver handlet på de ting, der fremstår af konklusionerne, siger Anette Høg Blach.

Sødisbakke arbejder ud fra principperne i gentle teaching (se Socialpædagogen nr. 5/2011 og nr. 10/2013), der er en psykologisk baseret filosofi om menneskelige relationer.

Gentle teaching insisterer på, at omsorgspersonen skal reflektere over egen evne til at udvise nænsomhed, varme og være kærlig – uden betingelser, forklarer Anette Høg Blach.

– Nogle medarbejdere havde forstået filosofien sådan, at den bestod af en gentledel og en teachingdel. Det betød, at der i nogle tilfælde blev praktiseret handlinger, der kunne tendere en konsekvenspædagogik.

Det blev derfor besluttet, at alle medarbejdere skulle introduceres til gentle teaching, og i det daglige arbejde forsøger man at fastholde en faglig dialog, der tager sit udgangspunkt i gentle teaching.

Der blev desuden internt på Sødisbakke etableret et misbrugsprojekt, som er målrettet udviklingshæmmede, og hvor stedets interne psykolog er inddraget.

Der blev også startet et ART- program (aggressionstræningsprogram) blandt beboerne. Hovedkomponenterne i ART er social færdighedstræning og træning i moralsk ræsonnement og i at håndtere vrede.

– Målet er at give beboerne nogle redskaber til at komme videre i deres liv og opbygge andre handlemuligheder end dem, de typisk vil anvende, når de bliver presset, siger Anette Høg Blach.

Der blev kigget på den indre organisering af afdelingen. I stedet for en stor enhed med 16 beboere, valgte man at opdele afdelingen i to afsnit med en afsnitsleder i hver og faste medarbejdere i hver afdeling. Samtidig blev der sat faste dagpædagoger ind.

– Det betyder, at det er forudsigeligt for beboerne, hvem der er på arbejde, siger hun.

I det hele taget var rapporten en øjenåbner for ledelse og medarbejdere. Det var tydeligt, at der skulle strammes op med en struktur, så man fx ved, hvad man skal, når man møder på arbejde.

På spørgsmålet om, hvad det konkret kommer til at betyde, siger Anette Høg Blach.

– Vi ønsker mere strukturbåren pædagogik. Vi er ikke på plads endnu, men vi tænker, at strukturbåren pædagogik giver mulighed for at arbejde meget konkret med de mål og delmål, der er sat for den enkelte beboer.

Grib dagen-metoden er forældet

Den nye struktur er baseret på, at medarbejderne er forpligtet til bl.a. at gå i dialog med hinanden. Det er således ikke længere nok, at man – om man så må sige – møder på arbejde, ‘griber dagen’ og ser, hvad den bringer, fortæller Anette Høg Blach.

– Beboerne har brug for struktur og for, at personalet er organiseret.

Hun illustrerer det med et eksempel.

– Nogle beboere ønsker ikke at komme i dagtilbud. Vi prøver at lave aktiviteter i Bakkeboregi, så man kan blive motiveret. Det skal være lystbetonet, og vores tanke er, at vi på den måde kan motivere dem til på længere sigt at passe deres dagtilbud. Vi laver lidt en omvej, hvis det er nødvendigt for at få beboeren motiveret.

Tidligere var der ingen tilbud, hvis beboeren ikke ville i dagtilbud.

Rapporten har også medført, at Bakkebo har kigget på medarbejdernes faglighed, og der er blevet fulgt op med efteruddannelse.

– Desuden ansætter vi nu i højere grad uddannet personale, siger Anette Høg Blach.

Ledelsen kræver, at medarbejderne er udviklings- og omstillingsparate. Men samtidig har den også kigget indad på sig selv.

– Hvis alle udviklingspunkter skal give mening for medarbejderne at arbejde med, kræver det, at ledelsen udarbejder strategier og en udviklingsplan. Der skal skabes tydelighed og retning, siger hun.

Personalemøderne er en vigtig krumtap i den nye struktur. Det er her, al vigtig information videregives. Det er også her, at der kommer en ekstern konsulent og giver gruppesupervision. Den kan bl.a. handle om faglige dilemmaer. Desuden holder de enkelte team møder, hvor beboernes individuelle handleplaner er i fokus, fortæller Anette Høg Blach.

I godt et år har Bakkebo været i gang med ændringerne, og uden at der foreligger målinger, så er den umiddelbare vurdering, at beboerne i højere grad end tidligere fortæller, hvad de har brug for, og hvordan de kan blive støttet i forhold til at skabe forandringer i deres liv.

– Jeg tror, at vi har skabt en mere sikker basis, hvor de har mulighed for at få deres perspektiver sat i spil, siger Anette Høg Blach.

– Det er vores ansvar at motivere beboeren til at komme videre, og i stedet for at blive optaget af det, vi ikke kan, prøver vi at fokusere på de små skridt, vi kan tage hen mod en forandring. Vi respekterer beboerens nej, men i mange sammenhænge går vi ind og forsøger at motivere til et ja. Fx ja til misbrugsbehandling, ja til motion og ja til dagtilbud.

Anette Høg Blach fremhæver det gode samarbejde med universitetsverdenen, og beskriver rapporten som en gave, Bakkebo har fået.

– Hvis man tør tage forskningsresultaterne til sig og anvende dem i et læringsperspektiv, bliver man endnu mere kvalificeret i sit arbejde.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø