Hoftebæltet er et hjælpemiddel

Unødvendig dokumentation
-Vi har 36 beboere og mindst 40 forskellige forhåndsgodkendelser. Selvom vi har en forhåndsgodkendelse, skal hver eneste proces registreres flere gange dagligt. Mængden af registreringer er enorm og tiden, der bruges til at dokumentere, går fra tid sammen med beboerne. Omfanget af dokumentation virker bureaukratisk og overflødigt. Særligt, at vi skal dokumentere noget, som vi har fået godkendelse til.

Hoftebæltet er et hjælpemiddel
-Vi har fx en beboer som sidder i kørestol og lider af epilepsi og spasticitet. Hun får nogle spasmer som gør, at hun kan risikere at falde ud af sin stol. Derfor er hoftebæltet i denne situation et hjælpemiddel - ikke en magtanvendelse. Det er udtryk for omsorg for beboeren – en måde, vi kan passe på, at der ikke sker personskade.

Kommuner tolker reglerne forskelligt
-Da vi skulle have fornyet forhåndsgodkendelsen til hoftebælte til en beboer, fik vi den besked fra sagsbehandleren fra kommunen, at alle muligheder skulle udtømmes først. Derfor skulle vi have en ergoterapeut ud for at se på, om stolen kunne tippes i stedet for at bruge hoftebælte. Men da vi kontaktede visitationsudvalget i kommunen for at rekvirere ergoterapeuten, fik vi at vide, at vi slet ikke behøvede en forhåndsgodkendelse, hvis de pårørende havde givet godkendelse. Så fra samme kommune kom to modstridende meldinger. Jeg kender reglerne og ved, at pårørendes samtykke ikke er nok, så vi bestilte ergoterapeuten. Der er dog mange måneders ventetid og i de måneder, vi venter, er vi nødt til at følge de regler der er og samtidig passe på vores beboer – det er lidt af et dilemma.

Manglende kendskab til beboerne
-Jeg ville ønske, at sagsbehandlerne kunne komme ud og møde vores beboere og med egne øjne se, hvad deres situation er. Det vil gøre en forskel frem for kun at læse om dem på et papir. Vi har at gøre med beboere med meget svære multiple handicap og et kognitionsniveau der svarer til et barn ml. 6 mdr. til to år. Så et besøg hvor sagsbehandlerne kunne få et større indblik i beboernes komplekse vilkår, tror jeg ville hjælpe.  

Vi har haft et eksempel, hvor reglerne stod i vejen for omsorg. En beboer som ikke brød sig om at få børstet tænder. Tandlægen advarede om, at det var vigtigt at sikre en bedre tandbørstning, da tænderne ellers simpelthen risikerede at falde ud – med hvad deraf medfører af problemer. I stedet for at give en forhåndstilladelse til kortvarig fastholdelse under tandbørstning foreslog tilsynet, at vi prøvede at gøre en leg ud af tandbørstningen. Med al respekt, så havde vi jo i forvejen afprøvet diverse pædagogiske metoder – og vi havde fx gennemført et Marte Meo-forløb for at for at finde ud af, hvordan vi kunne gribe tandbørstningssituationen an. Så når vi ansøger om forhåndsgodkendelse, er det sidste udvej.