Find nye veje i psykiatrien
Socialpædagoger kan spille en vigtig rolle, når målet er at nedbringe tvang, danne relationer og skabe mening i tilværelsen. Sådan lyder budskabet fra overlæge Annick Parnas, der holder oplæg sammen med socialpædagog Ronnie Sydbøge
En turnering i bordtennis. En tur i den friske efterårsluft. Eller en opgave med at snitte løg til aftenens spaghetti med kødsovs. Sådan lyder tre eksempler på forskellige aktiviteter, der bliver sat i gang af socialpædagoger på den lukkede psykiatriske afdeling 809 på Psykiatrisk Center i Hvidovre.
– Når jeg mødes med psykiatere fra andre dele af landet, kan jeg høre, at tendensen er den samme alle steder: For 15-20 år siden overså man vigtigheden af aktiviteter på psykiatriske afdelinger, og man begyndte at afskaffe dem på grund af økonomi. Men nu er det blevet tydeligt, at vi skal vende tilbage til at have fokus på aktiviteter, for de kan være med til at skabe mening, fællesskab og relationer, og derved bidrage til at mindske brugen af tvang.
Sådan siger afdelingens psykiatriske overlæge Annick Parnas, der sammen med socialpædagog Ronnie Sydbøge skal holde oplæg om nye jobområder inden for psykiatrien på Socialpædagogernes kongres.
– I dag er det ikke særlig almindeligt, at socialpædagoger er ansat på psykiatriske afdelinger for voksne, men faggruppen har virkelig noget positivt at bidrage med. Det kan vi se hos os, hvor omkring en tiendedel af de ansatte er socialpædagoger, siger Annick Parnas.
Færre bæltefikseringer
Den opfattelse deles af socialpædagog Ronnie Sydbøge, der er ansat på den psykiatriske børne- og ungeafdeling på Esbjerg Sygehus.
– I mange år har det været almindeligt med socialpædagoger i børne- og ungepsykiatrien, men jeg er sikker på, at det også vil være givtigt med flere socialpædagoger inden for voksenpsykiatrien. Det må være helt enormt trist at være indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvis der ikke er noget indhold i hverdagen, og jeg mener, at der skal skabes mere liv på de psykiatriske afdelinger.
Såvel Annick Parnas som Ronnie Sydbøge har deltaget i et projekt, hvor det med midler fra satspuljen gælder om at nedbringe antallet af magtanvendelser.
Annick Parnas fortæller, at de på afdeling 809 har nedbragt antallet og varigheden af bæltefikseringer. Således var der i 2015 30 bæltefikseringer mod fem i de første 10 måneder af 2016.
– Der er en meget kompleks forklaring på nedgangen, hvor vi systematisk har lavet mange forskellige tiltag, der fx spænder fra den måde, vi modtager nye patienter på til målrettet arbejde med at tilbyde aktiviteter, kompetenceudvikling og en metode til at reflektere over de konkrete årsager til magtanvendelse med henblik på at forebygge lignende situationer, siger Annick Parnas, der understreger, at udviklingen er sket i tæt samarbejde med afdelingssygeplejerske Karen Jurlander og med aktiv involvering af hele personalegruppen.
Teamwork
Afdelingens socialpædagoger bidrager til behandlingen i et teamwork med fx læger, sygeplejersker, sosu’er, psykologer og terapeuter.
– Noget af det, socialpædagogerne især kan være gode til, er at skabe kontakt og danne relationer til patienterne ud fra et perspektiv baseret på at mobilisere ressourcerne hos den enkelte person. Og så spiller de en hovedrolle i forhold til at skabe meningsfulde aktiviteter – noget vi som ledelse understøtter, fordi vi opfatter det som meget vigtigt.
Det er hendes erfaring, at aktiviteterne modvirker magtanvendelse, fordi det mindsker frustration og kedsomhed, og fordi det skaber bedre relationer mellem medarbejdere og patienter – noget der igen fx er relevant, fordi patienterne på afdelingen selv inddrages i voldsforebyggelsen.
– I løbet af de første 24 timer af en indlæggelse, laver vi en kriseplan for den enkelte patient, hvor der bl.a. er fokus på, hvordan patienten selv vurderer, at vi kan hjælpe, når han eller hun får det dårligt. Kan det fx hjælpe at høre musik? Eller at komme ned i sanserummet? Og hvis der opstår en situation med vold eller magtanvendelse, spørger vi også efterfølgende patienten, hvad han eller hun selv tænker, vi kunne have gjort anderledes – og så reviderer vi kriseplanen. Og når den kriseplan skal udformes, er det vigtigt, at der er en god relation og kontakt.
Motivation
Ronnie Sydbøge understreger, at arbejdet med at skabe aktivitet og indhold ikke kun indebærer, at patienterne får en række tilbud. Det handler i høj grad også om motivation.
– På hospitalet har vi et fitnesscenter, som det er meningen, at patienterne selv kan bruge efter behov. Men når man har det psykisk dårligt, er det meget svært at tage sig sammen til at gå i et fitnesscenter, så selvom redskaberne er der, kommer de bare til at stå ubrugte, hvis der ikke er nogen, der sætter rammerne. Og der handler det meget om selv at deltage. Du skal ikke stå ved siden af og kigge på, mens den unge sveder på kondicyklen. Du skal selv op på cyklen.
Som eksempel på et konkret, socialpædagogisk værktøj, nævner han en motivationsskala.
– Jeg beder den unge vurdere, hvor godt han eller hun har det på en skala fra et til 10, inden vi går en tur eller tager hen i det lokale motionscenter – og igen bagefter. Og på den måde kan det blive tydeligt for den unge, at det gør en forskel at være fysisk aktiv.
Ligesom Annick Parnas har han erfaring for, at aktivitet kan understøtte relationerne.
– Det kan være meget nemmere at få kontakt med den unge og tale om det, der er svært, når man laver noget sammen, end når man fx bare sidder overfor hinanden på to stole.
Boksehandsker
I forbindelse med satspuljeprojektet om magtanvendelse har Ronnie Sydbøge oplevet, at nogle af hans erfaringer fra børnepsykiatrien kunne overføres til voksenpsykiatrien.
– Vi mødtes på tværs af afdelingerne for at inspirere hinanden, og jeg fortalte bl.a., hvordan vi i børne- og ungepsykiatrien bruger boksehandsker og boksepude, særligt i arbejdet med udadreagerende og selvskadende unge. I stedet for at kaste med stole og borde eller skade sig selv kan det give mening at slå på en boksepude, og nu har de også fået en ovre i voksenpsykiatrien. Igen handler det om at gå foran og fx selv tage et par boksehandsker på.
Ronnie Sydbøge påpeger, at løb, fitness og boksekampe kun er en af mange forskellige aktiviteter, der kan indgå i arbejdet med psykisk syge.
– Og her tænker jeg, at det gælder om at have en bred sammensætning af medarbejdere, så man kan tilbyde noget forskelligt.