En bog om det enkle, som er så svært
Den socialpædagogiske faglighed er ikke noget særligt – og så alligevel. Socialpædagogerne har udgivet en bog om det socialpædagogiske arbejde med mennesker med psykiske lidelser
For de fleste af os er det at få foræret en rose forbundet med stor glæde. En smuk og ofte velduftende blomst, som giveren har valgt, at man skulle have, fordi man måske er noget særligt i giverens øjne, måske har man gjort noget godt, eller måske er det fordi, giveren godt kan lide en. Det er en medmenneskelig hverdagsting, som er let at gøre, og som ofte udløser stor gensidig glæde.
Men så enkelt og ligetil er handlingen ikke, når det er en socialpædagog, der vælger at give en rose til det menneske med psykiske lidelser, man er kontaktperson for. En sådan – selv nok så hverdagsagtig handling – forudsætter, at kontaktpersonen gør det på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt. Og det kræver ikke kun medmenneskelig omsorg, men også stor faglighed at vide, hvornår det er på sin plads at give en rose.
Det er netop den faglighed, der er så svær at skelne fra almindelige medmenneskelige relationer, som Socialpædagogerne har udgivet en bog om. ‘Socialpædagogik i arbejdet med mennesker med sindslidelser’. Bogen blev delt ud til deltagerne på Socialpædagogernes konference om ‘Socialpædagogik i psykiatrien’.
Om baggrunden for udgivelsen skriver forbundsformand Benny Andersen i forordet: ‘Med de store omlægninger af psykiatrien og med bevægelsen over mod socialpsykiatri, kommer sociale tilgange og socialpædagogikken for alvor i spil’.
Stor virtuositet
Bogen er skrevet af socialpædagog Peter Boldsen, Center for socialfaglig udvikling, Aarhus Kommune, og Jan Jaap Rothuizen, leder af VIA, Pædagogik og Pædagogisk Arbejde, Aarhus.
Jan Jaap Rothuizen har i mange år arbejdet med uddannelse af socialpædagoger. Han var derfor også glad for, at Socialpædagogerne har valgt at sætte fokus på den socialpædagogiske faglighed over for mennesker med psykiske lidelser og ikke mindst glad for, at han sammen med Peter Boldsen fik opgaven. En bog om netop den socialpædagogiske faglighed er efterspurgt viden, fortæller han.
– Der er ansat mange socialpædagoger på området. Samtidig kan man have svært ved at indkredse, hvad det specielle er, som socialpædagoger kan, fordi den socialpædagogiske faglighed umiddelbart ikke er noget særligt, fordi den tilsyneladende er de enkelte hverdagsting, man laver sammen med beboeren. Alligevel er den form for faglighed ikke nem, og det kræver stor virtuositet at udøve den på den rigtige måde, siger han.
Forfatternes ambition med bogen har været at medvirke til, at socialpædagoger får sat ord på det, de gør.
– Vi prøver på at angive, hvordan man også kan have verbale overvejelser om den faglighed, så man ikke bare gør det, men også er i stand til at tale om det for på den måde at kunne dokumentere sin faglighed og stå til ansvar, siger Jan Jaap Rothuizen.
Ambivalent
Forfatterne giver i bogens forskellige afsnit både en historisk gennemgang af det socialpædagogiske arbejde med mennesker med sindslidelse og et overblik over de ingredienser, som indgår i den faglighed. Hvilke udfordringer støder socialpædagoger på, når de arbejder inden for et institutionelt system.
– Det er gennemgående for den socialpædagogiske faglighed og arbejdet, at de har et ambivalent forhold til institutionaliseringen, siger Jan Jaap Rothuizen.
Han forklarer, at socialpædagoger netop blev hentet ind på det psykiatriske område på et tidspunkt, hvor man fandt ud af, at de traditionelle institutioner ikke var livsbefordrende for de psykisk syge. På samme måde som det år tidligere var tilfældet inden for arbejdet med udviklingshæmmede. Det er sket i erkendelse af, at socialpædagoger kan noget andet, fordi de har livet og ikke sygdommen i fokus for deres arbejde.
– Men det forekommer, at man bliver ansat i institutioner, som netop fungerer som institutioner og dermed kommer til at stå i vejen for, at den socialpædagogiske faglighed kan udfolde sig, siger han.
Det er en vigtig problemstilling, som forfatterne har valgt at behandle i bogen.
– Hvis man dyrker sin faglighed, skal man være opmærksom på, at det kan være besværligt, fordi institutionen ikke altid sætter pris på den.
Tamme og vilde problemer
Man skal skelne mellem forskellige typer problemer eller udfordringer. I bogen kalder forfatterne det for tamme og vilde problemer. Tamme problemer kan nemt indkredses og repareres. Fx hvis beboeren er angst, så han får noget medicin for at dæmpe angsten. Vilde problemer er, at mennesker har et kompliceret liv, hvor det måske er psykiske problemer, svage familier og mange andre problemer, som flyder ind i hinanden.
– Institutionerne er gode til tamme problemer, mens de ofte har svært ved vilde problemer, bl.a. fordi man ikke på forhånd kan sige, hvad der virker. Hvis en person fx er voldelig, er det godt at give ham et program, som kan nedsætte volden. Men man kan ikke bare blindt sige, at det virker. Det kan være, at problemet, der udløser volden, ligger et helt andet sted i personens liv, siger Jan Jaap Rothuizen.
I de forskellige institutioner, fx jobcentret eller psykiatrien, er opgaverne specifikke. Det første sted handler det om at komme i arbejde, det andet om medicinsk behandling. For at institutionerne kan løse den opgave, de er sat til, kræver det, at beboeren indordner sig under et institutionelt system, som netop ikke er hverdagsagtigt.
– Men en socialpædagogisk arbejdsplads er karakteriseret ved, at den er hverdagsagtig. Når en bostøtte kommer hjem hos folk i deres hverdag, er det både arbejde, sygdom og hverdagen, der løber sammen, og det må man finde ud af at gebærde sig fornuftigt i. Det er både styrken og svagheden ved det pædagogiske arbejde, siger han og uddyber.
– Det er styrken på den måde, at man har bedre mulighed for at gøre noget, der er relevant i livssituationen, men svagheden er, at man ikke på forhånd ved, hvad det er, man skal gøre.
Recovery er pædagogisk
En måde at gebærde sig fornuft i det farvand er ifølge forfatterne at orientere sig mod recoverytankegangen.
– Recovery er i sin grundsubstans pædagogisk, fordi den siger, at du ikke kan flytte et andet menneske. Det skal flytte sig selv, og spørgsmålet er, hvordan man som pædagog kan hjælpe i den situation. Det gode budskab for socialpædagoger er, at der i dag er evidens for, at recoverytilgangen virker. Det er undersøgt og bevist, at den gør noget godt, siger Jan Jaap Rothuizen.
Bogen fastslår, at ‘en recoveryorienteret tilgang er pædagogisk, idet den er baseret på den pædagogiske indsigt, at udvikling hænger uløseligt sammen med, at den, der udvikler sig, flytter sig selv. At komme sig – som er oversættelsen af det engelske begreb recovery – er noget, man selv gør. Recoverybegrebet kom frem som et resultat af socialvidenskabelige undersøgelser, der viste, at der var en forholdsvis stor gruppe mennesker med svære sindslidelser, der stort set af egen kraft, dvs. ikke som et resultat af en ‘behandling’, kom sig, enten helt eller så meget, at de kunne leve et almindeligt socialt liv’.
De seneste 10 år har recovery i mange kommuner været et centralt begreb i udviklingen af socialpsykiatrien, og bogens anden forfatter, Peter Boldsen, fortæller i kapitel 7 om sine erfaringer fra implementeringen af recoveryorienteringen i Aarhus Kommune.
Selvom bogen tager udgangspunkt i socialpædagogik i arbejdet med mennesker med sindslidelser, så har det været forfatternes målsætning, at andre socialpædagoger, ja for den sags skyld andre faggrupper, også kan få stort udbytte af at læse bogen.
‘Socialpædagogik i arbejdet med mennesker med sindslidelser’ kan hentes på www.sl.dk/psykiatri2016