Et fælles ansvar
Hvilke knapper skal der skrues på for at sikre, at psykisk syge borgere med misbrug og uadreagerende adfærd ikke falder mellem to stole, når de udskrives fra behandlingspsykiatrien? Og er der behov for nye tilbud til denne målgruppe? Socialpædagogen har spurgt tre forstandere om deres bud på en løsning
Styrk netværket omkring borgeren
Klare handleplaner og et system, hvor alle tager ansvar for borgeren. Det er løsningen fremfor at etablere et helt nyt tilbud, vurderer forstander på Solvang, Anne Røder
– I alle de mange år, jeg har arbejdet i det her felt, har vi snakket frem og tilbage om at lave de nødvendige samarbejdsaftaler, så borgeren kan blive udskrevet fra behandlingspsykiatrien uden at falde mellem to stole. Og vi bliver ved og ved med at tale nye overgangsordninger og nye tilbud – som nu, hvor der igen snakkes om at lave en helt ny type institution. Men min klare holdning er, at man hellere skulle styrke de tilbud, vi allerede har.
Sådan lyder det fra Anne Røder, som er forstander på Solvang – et socialpsykiatrisk tilbud i Lejre Kommune, der omfatter både botilbud, aktivitetstilbud samt støtte til borgere bosiddende i eget hjem.
Hun er med andre ord ikke begejstret for det forslag, der netop er kommet fra Danske Regioner om at oprette en ny type institution til at håndtere udslusnings- og rehabiliteringsopgaven for de mest ustabile mennesker med psykisk sygdom.
– Hvis man opretter en ny type botilbud for de særligt farlige og udreagerende borgere, hvad skal vi så med de nuværende tilbud som fx vores? For det er jo netop den type borgere, vi får visiteret i dag – de svært krævende borgere, der ikke kan bo i eget hjem, og hvor kommunen har afprøvet alle muligheder, inden borgeren tilbydes døgnophold hos os, siger Anne Røder.
Når beboeren bliver sort i øjnene
Solvang omfatter i alt 32 boliger efter servicelovens § 107 og § 108 – og det uddannede personale, der tæller både socialpædagoger og sundhedspersonale, kender alt til den type borgere, der på det seneste har fundet vej til medierne på baggrund af voldelige hændelser. Borgere med dobbeltdiagnoser – psykisk lidelse og misbrug – samt udadreagerende adfærd.
Men frem for at tale om en ny type tilbud, skulle man hellere arbejde målrettet på at styrke netværket omkring den enkelte borger, lyder det fra Anne Røder.
– Vi har et tilbud, der fungerer – og nogle rammer, som borgeren kender og er tryg ved. Men desværre oplever vi alt for ofte, at de forskellige samarbejdspartnere, der udgør netværket omkring borgeren, ikke tager det nødvendige ansvar for eller har ressourcer til, at borgeren får den hjælp, vedkommende har brug for, siger hun og kommer med et eksempel.
– Som fagpersonale kender vi borgeren – og vi ved, at når han bliver sort i øjnene, får en trippende gang eller i det hele taget ændrer adfærd, så skal vi rykke på det. Vi ringer så til borgerens egen læge, hvor vi nogle gange får besked om at vente med at ringe til efter kl. 16, hvor vagtlægen tager over. Og så står vi der med en vredladen psykotisk borger, som måske er påvirket af stoffer eller alkohol, og må nøjes med et tilbud om kaffe og kakao, indtil lægen kan komme forbi – eller vi vælger at tilkalde politiet, hvilket ofte optrapper situationen voldsomt.
Det er et fælles ansvar
På samme måde kan det også være svært at få tid i distrikspsykiatrien, retspsykiatrien eller i et misbrugsbehandlingsforløb, når personalet på Solvang vurderer, at det er det, borgeren har brug for.
– Det føles ofte som om, at det alene er bostedets ansvar at sikre, at borgeren får den nødvendige hjælp – og jeg må være ærlig og tilstå, at vi mange gange oplever, at der er kø ved håndvasken, når det for alvor brænder på. Så står vi med en psykotisk borger, der ikke kan få akut hjælp, fordi der ikke er plads i behandlingspsykiatrien, fordi lægen ikke har tid nu og her til at rykke ud – og hvor der er en længere ventetid på en samtale i distriktspsykiatrien, eller til der gives tilsagn om misbrugsbehandling, fortæller Anne Røder.
Hun gør samtidig opmærksom på, at man ved at oprette et nyt mellemtilbud risikerer at skabe større usikkerhed hos de borgere, der i forvejen er blandt dem, der har det dårligst og har færrest ressourcer.
– Vi flytter frem og tilbage med mennesker, der har det virkelig dårligt – og hver gang vi flytter et menneske, skal vedkommende bruge ressourcer på at tilpasse sig. Det synes jeg ikke er hverken rimeligt, fornuftigt eller værdigt, siger Anne Røder.
Hun mener også, at et nyt tilbud risikerer at skabe en falsk tryghed for medarbejderne på de bosteder, der i dag rummer de mest syge borgere.
– Hvis de allermest psykisk syge anbringes i de her nye botilbud, er der en fare for, at man så ser de tilbageværende borgere på et tilbud som vores som nogle, der slet ikke er så farlige. Men vi ved jo godt, at selv de stille og rolige borgere er anbragt af en årsag, og at der pludselig kan være et eller andet, der tricker dem. Med de borgere, der visiteres til os, er vi langt væk fra stille og rolige fru Ruth, der sidder og drikker te af tynde porcelænskopper.
De rigtige kompetencer gør forskellen
Der er brug for flere små specialiserede tilbud, hvor kerneopgaven er målrettet netop disse borgere, lyder det fra forstander i Pilekrogen, Nille Jensen
– Vi har 18 års erfaring – og det går rigtig godt.
Så kort kan det siges, hvis man spørger Nille Jensen, som er forstander i § 108 botilbuddet Pilekrogen i Gentofte Kommune – et tilbud, der blev oprettet i 1998 til netop de patienter på de retspsykiatriske og lukkede afdelinger, som man ikke kunne udskrive, fordi der ikke var nogle steder, der kunne rumme denne målgruppe.
– Vi taler om den svageste gruppe inden for psykiatrien – borgere, der er blevet kastet rundt i behandlingssystemet og som har et utal af indlæggelser med sig i bagagen, siger forstanderen.
Hun mener, at styrken ved et tilbud som Pilekrogen er, at de specifikt har den her målgruppe som deres kerneopgave.
– Med vores faglighed formår vi at stabilisere en kaotisk livssituation og stoppe en omfattende social deroute. Vi opbygger virksomme relationer og vi skaber mulighed for recovery og forandring – og på den måde er vi i stand til at skabe ro og tryghed i borgerens liv, siger Nille Jensen.
I alt bor der 16 beboere i Pilekrogen med komplekse problemstillinger og skizofrenidiagnoser, dobbeltdiagnoser og behandlingsdomme.
– Det er naturligvis vigtigt, at vi har et godt samarbejde med behandlings- og retspsykiatrien, så borgerne kan få den hjælp, de har behov for ved en indlæggelse. Og at ingen udskrives, hvis de er til fare for sig selv eller andre, siger forstanderen.
Væk fra de store enheder
Hun er på ingen måde begejstret for tanken om at oprette en helt ny form for botilbud i socialpsykiatrien.
– Skal vi så til at lave steder med låste døre, tremmer for vinduerne og bæltefiksering? Det ser jeg i bedste fald som et fromt ønske fra en kuet behandlingspsykiatri – og i værste fald som et hyklerisk forslag fra Danske Regioner, som jo i forvejen har en rets- og behandlingspsykiatri, hvor de kan fastholde og bruge tvang, lyder det fra forstanderen.
Så frem for at oprette nye tilbud og indføre tvang på det socialfaglige område, skulle man hellere lave nogle flere små botilbud til målgruppen, foreslår Nille Jensen.
– Det dur ikke med store centrale institutioner, hvor man blander målgrupperne for meget, for så går det galt, når man pludselig står med de her borgere. I stedet skal man oprette flere små botilbud med gode fysiske rammer og dele borgerne op i mindre, overskuelige levegrupper – og så skal man selvfølgelig have de rigtige faglige kompetencer og normeringer. Sværere behøver det ikke at være.
Borgerne skal færdigbehandles
Der er for kort vej fra den lukkede afdeling til et liv på forsorgshjem eller et andet botilbud, siger forstander på Saxenhøj, Erik Søndergaard
En del borgere er ikke færdigbehandlet, når de udskrives fra hospitalspsykiatrien og lander i en eller anden form for bosituation – ofte i miljøer, der slet ikke er gearet til at håndtere deres situation. Derfor opleves en del af borgerne fortsat behandlingskrævende, når de ender på Forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing – mange af dem er hjemløse med psykiatriske problemstillinger, som ofte kommer direkte fra psykiatrien.
Sådan lyder vurderingen fra forstander Erik Søndergaard, der allerede i maj for to år siden – i forlængelse af to tragiske knivdrab på Saxenhøj – gjorde opmærksom på, at der mangler en tilbudstype til netop denne målgruppe.
– Indlæggelsestiden bliver kortere og kortere – og man udskriver pga. pladsmangel den borger, der har det mindst dårligt. Sådan er virkeligheden i dag. Og i det øjeblik, regionerne udskriver en psykisk syg borger, så er borgeren et kommunalt ansvar – men kun de færreste kommuner er gearet til de her borgere og de har ikke de nødvendige specialiserede tilbud, siger han.
Fire indikatorer i spil
Selv har Erik Søndergaard fire indikatorer, han er særlig opmærksom på, når han skal tage stilling til en forespørgsel på indskrivning på forsorgshjemmet fra behandlingspsykiatrien.
– Jeg ser på, om medicineringen er stabil, om der er paranoid skizofreni, misbrug og en evt. kriminel fortid – og er disse ting i spil hos en borger, så vælger jeg nogle gange at sige nej. Det er først og fremmest af hensyn til mine medarbejderes sikkerhed, samt en vurdering af, at behovet for fortsat at være tilknyttet et botilbud med psykiatrisk kompetence vejer tungest.
Men selvom Erik Søndergaard godt kan se ideen med at etablere nye bosteder til de borgere, der er for dårlige til fx at komme på Saxenhøj, så mener han på ingen måde, at der skal skrues op for brugen af tvang.
– De værktøjer har psykiatrien jo i forvejen, og det hører ikke hjemme på bostederne. Det, der skal til, er, at vi sikrer, at borgerne ikke udskrives, før de reelt er færdigbehandlet, og at vi som forsorgshjem kan være sikre på, at borgeren kan få den nødvendige behandling inden for psykiatrien, når der er brug for det. For vi er et omsorgstilbud og et socialpædagogisk tilbud – vi må ikke foretage behandling.