icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Socialpolitik

Vi skal gøre en større forskel

Socialpolitik skal bygge på viden og evidens, mener Karen Ellemann, der tror på, at hun vil lykkes med en reform af serviceloven. Socialpædagogen har mødt social- og indenrigsministeren til en snak om ambitioner og visioner

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 16-2016 /

Hun har haft travlt, siden hun – igen – satte sig for bordenden i Social- og Indenrigsministeriet for godt 15 måneder siden. Ambitionerne om at nytænke hele det sociale område fejler nemlig ikke noget hos Karen Ellemann (V), der i sin foreløbige ministertid bl.a. har lanceret ti nye langsigtede mål for det socialpolitiske område, præsenteret en ny socialpolitisk redegørelse, kastet sig ud i en svær reform af serviceloven, søsat omdiskuterede nye initiativer til at forebygge vold på botilbud – og inkasseret en ret krads kritik fra Rigsrevisionen omkring indsatsen over for anbragte børn.

For Karen Ellemann ønsker at skrue ambitionsniveauet en tak op, når det gælder hele det socialpolitiske område.

– Ligesom hos jer i Socialpædagogerne er jeg stærkt optaget af, at vi skal kunne dokumentere, at det vi gør, det rent faktisk gør en forskel. At de mange indsatser, vi søsætter over for udsatte mennesker, de har en effekt. Da jeg sad i oppositionen og var pennefører på Venstres socialpolitiske principprogram, stod det lysende klart for mig, at vi i den grad har brug for mere viden om den sociale indsats. Derfor er det på mange måder den røde tråd i det arbejde og den linje, jeg som minister står i spidsen for, lyder det fra Karen Ellemann.

For at sikre, at der kommer solide fakta på bordet, har hun derfor efter valget sidste år valgt at etablere en ny analyse- og datastrategiafdeling i ministeriet.

– Når man taler offentlig økonomi og indsatser på det sociale område, så er det altså vigtigt, at vi ved, hvad vi taler om – og fra centralt hold skal vi være klædt ordentligt på med tal, fakta og viden, så vi kan udbrede de gode eksempler, metoder og indsatser med belæg for, at der er en målbar effekt, siger Karen Ellemann.

Savner solide fakta

Da Karen Ellemann deltog i årets folkemøde på Bornholm midt i juni, optrådte hun i en uformel socialdebat med Socialpædagogernes formand Benny Andersen. På det tidspunkt, hvor der i hyggelige rammer i Pilekroen i Allinge blev snakket tidlig indsats, sociale investeringer og plejefamilier, var der kun få dage til, at ministeren skulle præsentere sin første socialpolitiske redegørelse.

I debatten varmede Karen Ellemann da også forsigtigt op til den redegørelse, der er sat i verden for at skabe et bedre overblik på det socialpolitiske område – og understøtte omstillingen af indsatserne på socialområdet, så der i højere grad bruges løsninger og redskaber, der gør en reel forskel.

– Det er sindssygt svært at sætte kroner og øre på et menneskeliv, og der skal altså solide fakta på bordet. Vi er nødt til at blive bedre til at få viden om, hvordan indsatser ikke bare gør en menneskelig forskel men også en samfundsøkonomisk forskel – det er essensen i hele diskussionen om at investere, før det sker og dermed forebygge, at mennesker havner fuldstændig uden for fællesskabet, sagde Karen Ellemann på Folkemødet.

Tre dage efter præsenterede hun så den 250 sider lange redegørelse, der for første gang samlet kortlægger udgifter, målgrupper og metoder på det sociale område.

– Vi har simpelthen ikke været skarpe nok på, hvad der virker – og hvad der ikke virker. Vi bruger hvert år 45 mia. kr. på sociale indsatser over for udsatte børn, unge og voksne og mennesker med handicap, og jeg tror på, at Socialpolitisk Redegørelse vil give et klart billede af, hvor vi mangler viden – og ikke mindst bidrage med konkret viden om, hvilke indsatser og metoder der giver god mening.

Vi skal løfte i flok

Redegørelsen er et konkret – og meget omfattende – bud på, hvordan det står til på det sociale område.

– Vi må konstatere, at bredt over hele socialområdet gør indsatsen ofte ikke en tilstrækkelig stor forskel for den enkelte. Redegørelsen giver et klart billede af, at vi på nogle områder mangler viden og evidens, og den skal nu bruges målrettet til at sikre, at vi så opbygger og opsamler den viden, der er så hårdt brug for. For vi ved ganske enkelt ikke nok om resultaterne af de indsatser, vi sætter i gang over for socialt udsatte og mennesker med handicap, lyder det fra Karen Ellemann, som samtidig opfordrer alle interessenter til at tage del i at skabe en bedre indsats.

– Selvfølgelig har jeg som minister ansvaret for at sætte rammer og prioritere. Men det er jo et fælles ansvar at få skabt en bedre indsats over for samfundets udsatte, og det skal forankres bredt lige fra kommunerne, hvor man visiterer og planlægger indsatserne, ude blandt medarbejderne, som hver dag gør et kæmpe stykke arbejde over for borgerne, og hos aktører som Socialpædagogerne, som jo har masser af fagligt stærke medlemmer, der dagligt afprøver metoder, der fungerer og kan dokumenteres. Vi skal hele vejen rundt bruge den her redegørelse som et godt redskab – og i fællesskab gå i gang med at omsætte al den viden, vi nu har samlet ét sted.

Lægger sig fladt ned

At der er behov for viden og dokumentation af, at indsatserne rent faktisk virker efter hensigten, stod helt klart i den beretning om indsatsen over for anbragte børn og unge, som Rigsrevisionen offentliggjorde i august. Kritikken var til at tage og føle på – og handlede bl.a. om, at kommunernes sagsbehandling i mange anbringelsessager ikke overholder lovens krav om børnesamtaler, handleplaner og børnefaglige undersøgelser – og at Social- og Indenrigsministeriet ikke i tilstrækkelig grad har understøttet kommunerne i at indfri formålet med anbringelsesreformen.

Reformen fra 2006 skulle ellers sikre, at anbragte børn fik de samme muligheder som andre børn for at få en uddannelse, et arbejde og et familieliv ved bl.a. at styrke kvaliteten af kommunernes sagsbehandling i anbringelsessagerne.

– Rigsrevisionen pegede i sin beretning desværre på velkendte problemstillinger, og jeg oplevede da også, at KL nærmest lagde sig fladt ned og vedkendte sig, at det her simpelthen ikke er godt nok. Og det samme må jeg jo sige som minister. Til gengæld oplever jeg, at der blandt både politikere og praktikere er bred enighed om, at det her skal løses, siger Karen Ellemann.

Hvilket bringer os tilbage til det, der for ministeren er det helt centrale også i forhold til anbringelsesområdet: at der skal viden, fakta og evidens på bordet.

– Det bekræfter mig i, at der er brug for, at vi får sat skub i udviklingen af hele den vidensbaserede socialpolitik, som er og bliver mit helt store fokusområde. Vi skal have modet til at omlægge indsatserne, vi skal være bedre til at følge op på, om det så også virker i praksis – og vi skal blive stærkere på at sætte klare mål for, hvad vi ønsker at opnå.

Måske for ambitiøse

Da Karen Ellemann i 2009 – også som socialminister – var med til at fremlægge visionerne for Barnets Reform, lød budskabet, at samfundet nu skulle gøre en ekstra indsats for de børn, der ikke får den omsorg, de har behov for. Og selvom ministeren her syv år efter stadig er stolt af det politiske håndværk, der lå bag reformen, erkender hun, at politikerne måske har villet for meget på området for udsatte børn.

– Det slår mig i dag – hvor vi står med Rigsrevisionens beretning, som så tydeligt slår fast, at vi ikke har gjort det godt nok – at vi måske har været for ambitiøse. Vi har været så optagede af, at vi opnåede politisk enighed rundt om forhandlingsbordet, og vi vedtog både indsatser og retningslinjer ved lov – men vi forsømte nok at sikre os, at man ude i kommunerne også kunne følge med, siger Karen Ellemann, som mener, at man nogle gange som politiker må være lidt mere forbeholdne over for hyppige lovændringer.

– I dag må vi konstatere, at det nok har været en større udfordring for kommunerne at implementere alle initiativer, krav og tiltag i Barnets Reform, end vi havde forudset. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi husker at understøtte kommunerne med efteruddannelse, ekspertbistand og viden om, hvad der virker.

Derfor er ministeren da også rigtig positiv over for det konkrete forslag, som Socialpædagogerne, Dansk Socialrådgiverforening og Danske Professionshøjskoler har lanceret, om at der etableres et nationalt udviklings- og forskningsprogram inden for det sociale område for at få udbredt de mest effektfulde indsatser. Ud fra ønsket om, at medarbejdere og myndigheder på det socialfaglige område har behov for mere anvendelsesorienteret forskning, der er forankret i den fagprofessionelle praksis.

– Uden at kende det konkrete forslag i detaljer – endnu – så er jeg umiddelbart meget positiv over for forslaget. I ministeriet er vi jo oven på den socialpolitiske redegørelse i fuld gang med at få lavet en datastrategi for socialområdet, og det lyder som om, at det fremlagte bud på et udviklings- og forskningsprogram hænger fint sammen med det arbejde. Vi vil jo på mange måder det samme – nemlig at sikre solid evidens på området – og her er det jo også vigtigt, at vi tænker uddannelserne ind og ad den vej højner kvaliteten for de fagprofessionelles arbejde.

Ikke for professionelle familier

I løbet af det seneste halve års tid har Karen Ellemann i flere omgange deltaget i forskellige aktiviteter, som Socialpædagogerne har stået for. Ud over det allerede nævnte debatarrangement på Folkemødet 2016 har ministeren været med på et par arbejdspladsbesøg på socialpædagogiske arbejdspladser, hun har været i dialog med familieplejekonsulenterne – og senest deltog hun på Socialpædagogernes store konference i Nyborg, ‘Sammen om den rette indsats’ (se artiklerne på side 4-11), hvor der blev sat fokus på at forbedre indsatsen for udsatte børn og deres familier.

– I sætter fokus på et meget vigtigt emne, nemlig hvordan vi bliver bedre til at hjælpe udsatte børn og deres familier. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi vendte det om: Vi har ikke råd til at lade være, lød det fra ministeren i Nyborg.

Og udviklingen på hele anbringelsesområdet er da også noget, der optager Ellemann meget – selvom det måske for nogle kan synes som et dilemma, at hun på den ene side taler om mere evidens og fakta og på den anden side er en kendt fortaler for, at man ikke professionaliserer området for meget.

– Jeg mener, at børn – uanset deres behov – først og fremmest har brug for en tryg opvækst i en kærlig familie. Derfor skal plejefamilien ikke være små mini-institutioner – men en tryg base, som først og fremmest skal give barnet omsorg, følelsesmæssigt engagement og en hverdag, der mest muligt ligner almindelige familiers hverdag, siger hun.

Og er der tale om behandlingskrævende børn og unge, så er det ikke nødvendigvis familien, der skal løse den opgave.

– Er der et behandlingsbehov, så er det noget, der skal foregå parallelt ved siden af. Jeg ved godt, at mange plejefamilier har stor socialpædagogisk kapital og kender det her felt – de er fagfolk i deres professionelle virke. Men barnets opvækst skal så vidt muligt være i familielignende rammer, og derfor skal plejefamilien i min optik ikke være behandlende. Den specialiserede indsats skal gives af professionelle behandlere samtidig med, at barnet bor i familien.

Revideret kuldsejler

At Karen Ellemann ikke er bleg for udfordringer, viser hendes seneste udspil til en reform af serviceloven, der blev præsenteret tidligere på måneden.

– Jeg husker så tydeligt, da den tidligere socialminister (Manu Sareen, red.) efter meget lang forberedelse kom med et udspil – og jeg var som alle andre vidne til, at det kuldsejlede, hvilket jeg var oprigtigt ked af, fordi der var mange gode elementer i det, siger Karen Ellemann, som altså nu selv vover sig ud i samme opgave – at få landet et udspil til en ny servicelov.

– Jeg ved da godt, at det er en stor udfordring, men jeg føler, at jeg har lavet de nødvendige indledende øvelser. Jeg har meget tidligt nedsat en følgegruppe med repræsentanter fra bl.a. KL og Danske Handicaporganisationer, og den gruppe har afholdt syv møder. For mig har det været vigtigt at signalere, at de reelt er inddraget i det forberedende arbejde og på den måde har indflydelse på, hvad der skal ligge i sådan en reform. Men jeg er jo ikke naiv, så jeg har da hele tiden vidst, at gruppen nok ikke ville ende med at præsentere en samlet pakke.

I det udspil, ministeren præsenterede på baggrund af følgegruppens arbejde, ligger tre hovedformål: Reglerne skal gøres enklere, så de bliver lettere at administrere og gennemskue. Borgerne skal sikres en indsats, der modsvarer deres behov. Og endelig skal kommunerne have bedre muligheder for at vurdere, hvilke indsatser, der skal til for at opfylde borgerens behov for hjælp.

Tilliden skal genopbygges

Ganske som forudset er der allerede nu godt gang i diskussionerne om, hvorvidt det overhovedet vil lykkes Karen Ellemann at gennemføre en reform af serviceloven.

– Sidste gang var stemningen ikke just varm og lykkelig, og den situation vil jeg naturligvis helst undgå. Men nu er vi i gang, og jeg vil gerne kvittere for den åbne og ærlige dialog, vi har haft indtil videre. Og går alt, som jeg håber, forventer jeg at kunne fremsætte et lovforslag i starten af næste år, lyder det fra ministeren, som opfordrer alle til at have den overordnede intention med serviceloven for øje.

– Det handler om at sikre borgerne en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der matcher borgerens behov – og mit store ønske er, at vi formår at luge ud i administrationen omkring serviceloven og gøre reglerne mere overskuelige og lettere at håndtere. For det vil jo frigive ressourcer, som vi kan bruge på andre områder, siger hun – med et stille håb om, at det vil lykkes denne gang:

– Jeg kan som minister ikke leve med, at tilliden mellem borger og kommune har det skidt, så med det forestående reformarbejde håber jeg at få genoprettet tilliden mellem parterne. Det er ødelæggende for enhver, når der sker forkerte afgørelser og når klager løber frem og tilbage – både for de mennesker, der har brug for hjælp og for de kommunale forvaltninger.

Blå bog

Karen Ellemann (V) er social- og indenrigsminister. Hun er uddannet lærer og arbejdede på Rungsted Skole, indtil hun blev valgt ind i Folketinget i 2007. Hun var opstillet i Brøndbykredsen i Københavns Omegns Storkreds. Hun har besiddet flere ordførerposter for Venstre og har bl.a. været udlændingeordfører, folkeskoleordfører og socialordfører. Hun har desuden tidligere været indenrigs- og socialminister, miljøminister og minister for nordisk samarbejde. Hun blev udpeget som social- og indenrigsminister i den nuværende regering i juni 2015.


Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik