icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Socialt udsatte

Mangel på målrettet alkoholbehandling

Hver femte af de socialt udsatte danskere får ikke den alkoholbehandling, de har brug for – kommunerne mangler individuelt tilpassede tilbud, viser undersøgelse

  • Af Jens Nielsen
  • 05-2016 /

En socialt udsat dansker kan ikke bruge det samme tilbud om behandling for alkoholmisbrug, som en dansker, der har bolig, job og familie. Men det er i realiteten det, mange socialt udsatte bliver tilbudt – og det er ikke godt nok.

Sådan konkluderer Rådet for Socialt Udsatte, efter at SFI på opdrag fra rådet har undersøgt, hvordan kommunernes tilbud til de udsatte danskere er – set fra et brugerperspektiv. Undersøgelsen er således bl.a. baseret på interviews med 128 udsatte, der har fortalt om deres oplevelse af de tilbud om alkoholbehandling, de har fået.

Her siger godt en fjerdedel – 27 pct. – at der mangler relevante tilbud, som passer til deres ønsker og behov. Og hver femte, 21 pct., mener, at de samlet set ikke har fået den hjælp, der kunne føre dem ud af deres misbrug.

Undersøgelsen viser ikke overraskende, at de udsatte er en gruppe borgere med meget sammensatte problemer. Alkoholmisbrug er kun én del af  komplekset, der også tæller psykisk sygdom, stofmisbrug, hjemløshed, fattigdom og gæld.

58 og 57 pct. siger, at de oplever, at henholdsvis fysiske og psykiske problemer påvirker deres liv, men det er de psykiske problemer, de selv angiver som dem, de har mest brug for hjælp til at håndtere.

Netop sammensatheden af deres problemer betyder også, siger mange af de medvirkende i undersøgelsen, at det tilbud, de får, skyder ved siden af deres behov. Og hver fjerde finder det meget svært at få et konkret tilbud, mens 15 pct. har oplevet direkte afslag på alkoholbehandling.

Noget af det, de udsatte efterspørger, er opfølgning og hjælp til fastholdelse af positive forandringer oven på et behandlingsforløb, viser undersøgelsen. Og mange har brug for at blive hjulpet på gaden eller der, hvor de bor, fordi de har svært ved at møde op på behandlingsstedet.

Øjenhøjde

De socialt udsatte betegner især de opsøgende indsatser som betydningsfulde, men undersøgelsen viser også, at der er stor forskel på, hvorvidt kommunerne råder over denne slags tilbud. Men den tredjedel, der har haft kontakt med en opsøgende medarbejder, føler sig hjulpet af det.

I rapporten siger en af de medvirkende udsatte: ‘Jeg synes, at gadeplansmedarbejdere er mere værd, fordi de tager fat på en anden måde. Eller også accepterer vi dem, fordi de møder os på gaden. Det er vejen frem’.

Forskerne bag undersøgelsen peger på, at netop det individuelle møde og tilgang er vejen frem:

‘Hvis faste behandlingsstrategier som Housing First eller trinbaserede tilgange medfører en manualiseret tilgang med faste svar på, hvad borgere skal have af tilbud og i hvilken rækkefølge, de skal have tilbuddene i, kan det betyde, at borgere ikke bliver mødt med det fokus, de selv ønsker. Manualer og ufleksible behandlingsstrategier risikerer på den måde at modarbejde en individualiseret og differentieret tilgang […] Kort sagt har de socialt udsatte borgere brug for professionelle og for systemer, der kan og vil møde dem, der hvor de er’, hedder det.

Fra Rådet for Socialt Udsatte opfordrer formand Jann Sjursen da også til netop at gøre det:

– Undersøgelsen peger på, at kommunerne i større omfang skal opsøge socialt udsatte og tage dem i hånden hen til relevante og individuelt tilpassede tilbud. Det virker. Men når det er sagt, så viser undersøgelsen også, at der skal mere forskning på området, så kommunerne også kan få bedre viden om både målgruppen og indsatserne, siger han.


Rapporten ’Alkoholbehandling til socialt udsatte borgere. Systemets tilbud i borgerperspektiv’ kan hentes på SFI’s hjemmeside via www.kortlink.dk/kmvr