Jeg kiggede mig ikke tilbage
Hvad sker der, når man flygter fra sit land og undervejs må overleve sult, usikkerhed, angst og voldelige menneskesmuglere? Det fik socialpædagoger fra Kreds Nordsjælland indblik i ved et arrangement om mennesker på flugt og uledsagede flygtningebørn
Jeg tog afsted en mandag. Det var morgen. Jeg gik bare. Mit hus var væk – hele byen var væk. Der stak en arm ud fra murbrokkerne. Min brors arm. Det var koldt. Min mor blev skudt. Min familie mistede jeg til en vejsidebombe. Jeg gik og gik, det var nat. Jeg var tolv år, da vi flygtede. Jeg kiggede mig aldrig tilbage.
I den mørklagte teatersal står de barske udsagn knivskarpt – og fortæller historien om Assef, Soraya, Farid og utallige andre børn og unges liv på flugt gennem bjerge, over grænser, på havet i synkefærdige gummibåde – godt gemt væk i varevogne, lastbiler og togkupeer.
Vi er på Mungo Park Teater i Allerød en lun mandag aften i maj, hvor Socialpædagogerne Nordsjælland har budt indenfor til et kredsarrangement med temaet mennesker på flugt og uledsagede børn og unge. På scenen står tre skuespillere i beskidt tøj, med trætte ansigter – og kroppe, der bevæger sig som robotter. De giver stemmer til de mange mænd, kvinder og børn, der har truffet det vanskelige valg at rejse fra deres hjemland mod Europa.
Vi startede med at gå hele vejen hen til grænsen. Jeg vidste ikke hvorfor, vi skulle flygte alene, min bror og jeg. Vi var 13 og 14 år. Vi havde ikke noget valg. Vi skulle svømme over floden, og det var rigtig koldt. Vi blev kørt hele vejen gennem Iran og sat af ved grænsen til Tyrkiet, men vi måtte gemme os, for vi havde ikke noget pas. I fire dage gemte vi os for politiet, og så gik vi igen sammen med en hel masse andre. Op i bjergene. I starten spiste vi brød og ost. Senere spiste vi bare, hvad vi kunne finde. Vi spiste græs. Det var først der, det gik op for mig, at jeg ikke skulle hjem til mine forældre igen.
Brug for vores faglighed
Mens scenen lyses op af skarpe projektører, sidder omkring 50 socialpædagoger i mørket med en knugende følelse af, at det her – det er ikke teater. Det er den virkelighed, som mange af de uledsagede børn og unge, der kommer til Danmark i disse år, oplever.
– Nogle gange er vi nødt til at se virkeligheden for at forstå det. Og med det her stykke får vi de realistiske, stærke og utrolig barske fortællinger om de mange børn, unge og familiers lange vej hertil. Det her emne er aktuelt for os alle, også selvom vi ikke nødvendigvis arbejder med målgruppen. For man kan jo sige, at der, hvor flugten ender, der kan vi som socialpædagoger træde til og være med til at give dem en god start på et nyt liv, siger Birgit Anna Larsen, faglig sekretær hos Socialpædagogerne Nordsjælland.
Hun har taget initiativ til at stable aftenens teaterarrangement på benene – en idé hun fik, da hun selv deltog i et morgenmøde om arbejdet med uledsagede flygtningebørn og -unge, som blev holdt hos Socialpædagogerne i november sidste år.
– Vi har jo en del medlemmer, som arbejder inden for det her område, og det er helt klart, at vi også ser flere nye potentielle medlemmer fra Røde Kors’ arbejdspladser i kredsen. Med arrangementet her giver vi medlemmer en fælles oplevelse og gør samtidig opmærksom på, at vi som socialpædagoger kan spille en vigtig rolle over for flygtninge og asylsøgere, som i høj grad har brug for den rette faglighed for at blive bedst muligt inkluderet i vores samfund og skabe et nyt ståsted i deres liv, siger Birgit Anna Larsen.
To virkelige skæbner på scenen
Og skulle nogen have været i tvivl om, hvordan det føles at krydse grænser for at undslippe krig, død og traumatiserende oplevelser, så fik deltagerne som optakt til selve teaterstykket chancen for at høre to flygtninges personlige historie. I Mungo Parks café gik først den 30-årige syrer Abdul Rahman Arafh og siden den 22-årige afghaner Popal Naseri på scenen som en del af projekt ‘Flygtninge fortæller’, som Dansk Flygtningehjælp Ungdom, DFUNK, står bag.
– Jeg var politisk aktiv og deltog aktivt i demonstrationer i Syrien dengang, vi stadig havde et håb om frihed og demokrati. Men jeg måtte begrave mange af mine venner og min familie efter luftangreb og skyderier. Jeg mistede min barndom – og var pludselig i livsfare i mit eget land. Derfor valgte jeg at blive smuglet gennem først Afrika og siden op gennem Europa. Jeg blev flygtning, fordi jeg ikke havde noget andet valg, lød det fra Abdul Rahman Arafh.
For Popal Naseri handlede flugten fra Afghanistan først og fremmest om at undslippe den træningslejr, som han var blevet placeret i for at blive oplært som selvmordsbomber. Han var kun 11 år, da Taleban spændte en selvmordsbombe på hans krop og sendte ham afsted for at ramme en militærbase i Afghanistan.
– Jeg kunne bare ikke udløse bomben, så jeg blev taget til fange og sendt tilbage til træningslejren. Men jeg stak af, for jeg havde ikke noget at miste. Både min mor og far var døde. Jeg flygtede gennem Iran og Tyrkiet, og krydsede Middelhavet i en overfyldt gummibåd. Da jeg krydsede grænsen til jeres grønne land, blev jeg modtaget af en kvinde, som gav mig en lille brik juice og en sandwich – og så sagde hun velkommen til Dannmark, fortalte Popal Naseri.
Endestation langt ude i skoven
Tilbage i teatrets mørke skyller både blæst, regn, sne og bølger ind over scenen. I en spraglet mosaik af korte udsagn hører vi om, hvordan man som flygtning nærmest bliver følelsesløs og bare følger med strømmen i håb om at undslippe såvel græske fængsler, overfyldte bulgarske flygtningelejre og politi med stokke, geværer og knipler.
Jeg er så bange på turen. Bange for, at jeg forsvinder. Men under flugten transformerer jeg mig til et rovdyr. Det sker gradvist. Først får jeg spidse hjørnetænder, og så får jeg klør. Jeg stinker mere og mere. Jeg bevæger mig anderledes, hurtigere, lydløst. Jeg ser alt. Med nye pupiller. Jeg er på vagt. Jeg lugter på lang afstand. Jeg ved godt, hvor du er, før du selv ved det. Jeg bliver farlig. Det var jeg ikke, da jeg tog afsted. Da var jeg bare et barn. Det er jeg ikke længere.
I stykket følger vi de unavngivne aldersløse børn og unge op gennem Europa – og oplever, hvordan de hen over landegrænser prøver at holde fast i de velkendte stemmer, de har forladt.
Husk varmt tøj, gode sko, redningsvest. Husk vand. Dit pas. Husk nøglen til dit hus, telefon, oplader og ekstra simkort. Et tæppe. Gode sko. Shampoo, hvis det er. Husk et billede af din mor. Husk det kys, du fik. Husk en sten fra din fars olivenlund. Husk penge. Mange penge. Alle dine penge.
Endestationen i ‘Uledsaget’ – der hvor flygtningenes fortælling slutter – er Danmark.
Ved grænsen får vi kartofler og sovs. Vi spiser ikke noget. Vi sidder tæt sammen på en bænk. Om aftenen bliver vi kørt til Gribskov. Til modtagelsescentret. Det ligger meget langt væk inde i skoven. Politiet har pistoler. Vi er sikre på, at nu skal vi henrettes. Vi siger ikke noget, men alligevel er det som om, vi tager afsked med hinanden. Vi er syv og ni år.
De rammer plet
Efter forestillingen Uledsaget bad vi fire af deltagerne om at beskrive, hvad de tog med sig hjem fra Kreds Nordsjællands arrangement om mennesker på flugt og uledsagede børn og unge
Teaterstykket og de personlige historier matcher det, vi oplever
Lone Dentor Pedersen, funktionsleder i Røde Kors
De rammer helt rigtigt – jeg kunne genkende meget fra de historier, som børnene hos os fortæller. Måden at rejse på, det med at være afhængig af en menneskesmugler, usikkerheden, angsten – det matcher det, vi oplever. Og jeg synes, det var en rigtig fin kombination, at der var et par historier fra det virkelige liv først, som gav en god grobund for at se teaterstykket, der jo var båret meget af enkelte udsagn og skæbner. Samtidig bekræfter det for mig, at vi i Røde Kors har en vigtig funktion som dem, der kan være børn og unges livline i den periode, hvor deres asylsag behandles. Vi er med til samtlige møder med myndighederne og skal med vores værgefunktion være med til at sikre deres tarv og rettigheder i asylfasen.
Det rammer mig meget at se, høre og opleve disse unge på flugt
Kit Hansen, Center for Udvikling og Støtte, Hillerød
Det har været super fedt – og meget chokerende. En ting er at læse om de her ting i medierne, noget helt andet er at se, høre og mærke disse unge mennesker, der har været på flugt. Det rammer en på en helt anden måde – det gjorde det i hvert fald hos mig. Og selvom jeg ikke selv arbejder med målgruppen til daglig, så kan jeg sagtens se mig selv arbejde som socialpædagog med fx voksne flygtninge, som har brug for støtte til at opbygge en tro på sig selv og omverdenen for at komme videre. De kommer hertil uden netværk, uden familie og med en masse forfærdelige ting i bagagen – så de har brug for den rette faglige indsats for at komme godt videre.
Det var et stærkt billede på, hvordan flugten påvirker den enkelte
Helle Bargholz, Røde Kors’ Center Esbønderup
Jeg er jo på et familiecenter, hvor vi ikke arbejder med uledsagede børn og unge – men traumerne og historierne er jo helt de samme også hos familierne. Og det med, at man får sat nogle billeder på, hvordan flugten påvirker den enkelte, det er meget rørende. Det er meget relevant for mit arbejde, som jo i høj grad handler om at kunne give børn, unge og familier en stabil hverdag – et frirum, hvor de kan genfinde deres ressourcer og få noget mod på livet. Som socialpædagoger møder vi børnene der, hvor de er. Vi arbejder med at skabe rum for dem til at være kede af det og anerkende de følelser, de har. Og så spiller vi da også bare en masse kalaha og fodbold og lader dem være børn igen.
God inspiration til, hvad vi kan gøre bedre og mere af i Sandholm
Eva Bitsch, netværksmedarbejder, Røde Kors’ Center Sandholm
Efter at have oplevet arrangementet i aften tænker jeg da over, hvad vi kan gøre bedre og mere af for at afhjælpe den angst og usikkerhed, de her mennesker kommer med. Vi prøver jo at reducere den der usikkerhed, de har, ved at give dem viden om, hvor de er, og hvad der skal ske. Vi sørger for, at de har det, de har brug for her og nu, hvad enten det handler om koden til wifi, en telefonsamtale, så de kan ringe hjem og sige, at de er kommet godt frem – eller et verdenskort, så de kan forstå, hvor de er. I teaterstykket siger en af karaktererne ‘jeg var helt beskidt, jeg lignede en flygtning’, så vi prøver at give dem noget værdighed – et bad, noget rent tøj, tryghed.