icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
roede_fanerB.jpg
OK 2018

Her vil socialpædagoger gå i strejke

Sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne betyder, at Socialpædagogerne nu har sendt et officielt strejkevarsel til KL og Danske Regioner. Se her, hvor mange der kan komme i strejke og hvor

2750 medlemmer af Socialpædagogerne er blevet udtaget til at nedlægge arbejdet på i alt 181 arbejdspladser i hele landet den 4. april – med mindre der bliver indgået et forlig om en ny overenskomst for offentligt ansatte inden da.

De komplette lister over hvilke arbejdspladser, som er udtaget til strejke, er nu officielt overdraget til arbejdsgiverne Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner. Det drejer sig om 155 arbejdspladser i 34 kommuner og 26 arbejdspladser i de 5 regioner.

Se listerne over de udtagede arbejdspladser (pdf):

Socialpædagogernes strejkevarsel omfatter 10 pct. af de medlemmer, der arbejder på det kommunale og regionale område. Ifølge Benny Andersen, formand i Socialpædagogerne, er det dog vigtigt at huske på, at der er tale om en fælles kamp.

– Vi skal alle sammen huske, at det ikke kun handler om de kolleger, som er udtaget til strejke. Det handler om os alle sammen. Det her er en fælles kamp. Så jeg vil stærkt opfordre til, at I alle sammen bakker om de arbejdspladser, der skal strejke 4. april, hvis der ikke er indgået et forlig inden.

Handicapområdet rammes

Ca. 65 pct. af de 2750 medlemmer, der er udtaget til strejke, arbejder på handicapområdet, som også er et af de største arbejdsområder for socialpædagogerne. Derved vil det først og fremmest være mennesker med handicap, som må undvære støtte under konflikt.

Ca. 13 pct. af de udtagne medlemmer arbejder på psykiatriområdet, og omkring 14 pct. arbejder med børn og unge med handicap. De resterende arbejder med udsatte borgere og børn og unge med sociale problemstillinger.

Udpegningen af arbejdspladser er sket lokalt i Socialpædagogernes 10 kredse. Vurderingen er, at de 10 lokale kredse har det bedste kendskab til, hvor en potentiel konflikt kan have størst mulig effekt.

Socialpædagogerne har forpligtet sig til at bidrage til et nødberedskab, så der ikke er nogen borgere, der kommer til at lide på grund af arbejdsnedlæggelsen.

Hvorfor konflikt?

Årsagen til den varslede strejke er, at forhandlingerne om en ny overenskomst for offentligt ansatte er brudt sammen. Der er flere emner, der skiller parterne ad. Men uenighed om lønnen for offentligt ansatte er den vigtigste årsag til, at en storkonflikt snart kan være en realitet. Lønmodtagerne kæmper for en reallønsfremgang for offentligt ansatte, på lige fod med lønudviklingen på det private område. Men det vil arbejdsgiverne ikke være med til.

– Her står vi fast. Vi skal sikre en reallønsfremgang for offentligt ansatte på lige fod med De ansatte i den offentlige sektor skal have del i det opsving, vi har været med til at skabe. Vi vil ikke acceptere endnu en kriseoverenskomst, som vi har gjort tidligere, siger Benny Andersen.

Efter de sammenbrudte forhandlinger ligger bolden i den såkaldte forligsinstitution, som skal forsøge at mægle mellem parterne for at få et forlig på plads. Forligsmanden har ret til at udsætte konflikten til senest 7. maj for at nå frem til en løsning.

Du kan finde svar på spørgsmål omkring konfliktsituationen på: www.sl.dk/konflikt eller ringe til Socialpædagogernes konflikt-hotline på 72 48 60 80.

Følg med i OK-situationen på www.sl.dk/ok2018 og på formand Benny Andersens facebookside

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Forbund og a-kasse, OK 2018, Artikelsamlinger