icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Andre faggrupper.png
OK 2018

Vi står sammen med socialpædagogerne

Sammenholdet og kampgejsten er ikke til at tage fejl af, da flere end 10.000 tillidsrepræsentanter på tværs af forbund var samlet i Fredericia.

Paulo Pedersen, pædagog, BUPL

Hvorfor er det vigtigt, at alle faggrupper står sammen?

Jeg synes, det er vigtigt, at vi står sammen, fordi jeg tror på, at det den eneste vej fremover, når nu vores arbejdsgivere tænker mere på at trykke os ned hele tiden. Det er det eneste modsvar vi kan komme med, synes jeg. Det gør mig stolt at stå her sammen med så mange faglige organisationer med én fælles kamp. Det tror jeg ikke er sket før, at vi står sammen i den fælles kamp om at få bedre arbejdsforhold og løn, og allermest for at få anerkendelse for det, vi gør.

Her er jo alle lige fra soldater og politifolk til sygeplejersker og pædagoger - hvad betyder det, at fællesskabet er så bredt funderet?

Det betyder, at de ting, som vi går og tror vi kæmper med alene, det gør vi jo ikke. Det er universelle problemer i det offentlige, og der er grund til, at vi står sammen om det. Vi har valgt tre hovedpunkter, og det er tre hovedpunkter, som alle kan gå ind på. Det, at det her betyder så meget for mange andre end lige pædagogerne, det er bare sejt. Også at vi har opbakningen fra det private arbejdsmarked – det kan få hårene til at rejse sig. Det er et dejligt sted at være.

 

Preben Westh, Politiets lederforening

Hvorfor er det vigtigt, at vi støtter hinanden på tværs af forbund og faggrupper?

Det er vores håb, at vi ved at gøre det på den måde kan lægge så meget pres på dem, vi forhandler med, så vi kan få vores krav igennem.

Socialpædagoger og politifolk kan måske synes langt fra hinanden i hverdagen – hvordan kan de to faggrupper støtte hinanden i den her konflikt?

Det synes jeg ikke, at vi er. Vi har en fælles opgave i at være en samfundsstøtte på hver vores område. Det er de samme borgere, vi hjælper. Når I skal have nogle ordentlige arbejdsvilkår, så bakker vi op og omvendt. Det viser vi jo netop på en dag som i dag, hvor vi står sammen på tværs. Om det er skolelærere, politifolk og sygeplejersker – vi skal have alle med.

Og det er derfor, du er her i dag?

Lige præcis.

 

Camilla Levisen, sundhedsplejerske, Sygeplejerskerne

Hvorfor er det vigtigt, at alle faggrupper står sammen?

Det er vigtigt for at give det fælles løft i forhold til vores arbejdsvilkår og for at få anerkendt vores værd. Jeg synes ikke, vi bliver anerkendt for det arbejde vi gør, og vi bliver ikke honoreret for det i tilstrækkelig grad. Så jeg kæmper for, at vi alle sammen kan få en bedre løsning.

Jeg tror godt, at vi kan revolutionere og lave et skred i forhold til, at det skal ændres nu. Nu har vi været meget stille i flere år og ved flere overenskomstforhandlinger – nu er det på tide, at der bliver lagt mærke til os – og det tænker jeg, at der gør i dag.