Brug hinanden lokalt

• Email
• Print

Hvad nu, hvis det, der skulle være et nødberedskab, viser sig at være lig med eller næsten det samme som den daglige bemanding? En bemanding, der ikke kan hænge sammen uden en omfattende brug af vikarer, og hvor antallet af fastansatte socialpædagoger er faldet gennem de sidste fem-seks år?

I det seneste og det kommende nummer af Socialpædagogen beskriver ledere og medarbejdere, hvordan forberedelserne til et nødberedskab under en evt. konflikt har afsløret netop de to ting: At nødberedskab nærmest var lig med hverdag, og at der er en massiv brug af vikarer på en række arbejdspladser.

At det afspejler, at de socialpædagogiske ledere står i en ganske besværlig situation, er Socialpædagogerne og næstformand Verne Pedersen helt på det rene med:

– Vi ved godt, at lederne ofte står i meget svære situationer, og at de er dobbelt pressede: De er dels under et stort og stigende pres på økonomi og ressourcer ude i de enkelte kommuner, dels oplever de et stort ledelsesspænd med både flere medarbejdere og flere matrikler at holde styr på. I sidste ende vil det gå ud over fagligheden, konstaterer hun.

Men det handler bestemt ikke om hverken ond vilje eller dårlig ledelse, understreger Verne Pedersen:

– Vores ledere er jo veluddannede folk – de ved godt, hvad der skal til for at skabe stabilitet, kontinuitet og fagligt gode tilbud. De er hverken nye på posterne eller uerfarne – men det betyder jo ikke, at de kan trylle. 

Hvor trykker skoen?
Verne Pedersen peger på, at hverdagen som leder indbefatter en daglig balancegang:

 – Som leder skal man have tingene til at fungere – det ligger jo i jobbet – og så må man tilrettelægge arbejdet med den brug af vikarer, som vi ser eksempler på. Men det er klart, at der er en grænse – både fagligt og arbejdsmiljømæssigt, siger hun.

– Her kan og skal man som leder bruge sin faglige baggrund til at dokumentere og synliggøre over for forvaltningen og de lokale politikere, hvordan tingene hænger sammen – eller netop ikke kan hænge sammen. Det er afgørende, at lederne tager den opgave meget alvorligt, mener Verne Pedersen.

Hun opfordrer til, at man i de lokale ledernetværk støtter op om hinanden – for det er her, at man ved præcist, hvor den lokale sko trykker, og hvor man kan finde løsningerne.

– I forbundshuset kan vi ikke have et samlet overblik over situationen ude i de enkelte kommuner – det ser jo meget forskellige ud rundt omkring, og der er måske 98 forskellige måder at gøre det på. Jeg synes, det er en oplagt opgave i de lokale ledersektioner at gå sammen og drøfte løsninger og muligheder og erfaringsudveksle. Også på tværs af arbejdsfelter, for selvom arbejdsvilkår og rammer er forskellige, så kan lederne på børn og unge-området, i psykiatrien og på voksenhandicapområdet godt lære og have glæde af hinanden i den her sammenhæng, siger Verne Pedersen.

Det er jo ikke i orden
Samtidig lover hun, at hun og de andre politikere ’arbejder målrettet på at påvirke de overordnede rammer for ledere og medarbejdere’:

– Vi har en overordnet strategi, der handler om at faglighed og arbejdsmiljø skal gå hånd i hånd. Og skal det lykkes, skal de to hænder selvfølgelig kunne nå hinanden: Der skal være ressourcer og rammer, der gør, at det kan lykkes.

– Vi arbejder derfor hele tiden på at synliggøre det socialpædagogiske arbejde og område og de udfordringer, vores ledere står med, over for politikerne ved at vise, at det nogle steder er rigtig svært at få tingene til at hænge sammen. Vi risikerer ikke at kunne levere en ordentlig faglig indsats, og det er jo ikke i orden – hverken over for borgerne eller over for de ansatte, siger Verne Pedersen.