icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Minister for en dag

Politikere skal ud på gulvet

Hvad ville du lave om, hvis du var chefen for det hele og minister for en dag? I denne serie giver medlemmer af Socialpædagogerne deres bud

Hvad er de største udfordringer forbundet med netop dit arbejde som socialpædagog, og hvad skulle der til politisk for at ændre på det?
Jeg arbejder i psykiatrien på et botilbud for voksne, og her er den største udfordring, at der oppefra ikke bliver stolet nok på den faglige dømmekraft på gulvet. Der er rigtig mange ledere, chefer og embedsfolk, som vil blande sig i, hvordan vi skal gøre vores arbejde i den direkte kontakt med borgerne.

Vi bruger alt for meget tid på målinger og dokumentation, der ikke giver nok mening. Et konkret eksempel kan være, at der bliver sat et mål om, at en borger skal blive bedre til at gøre rent, og så kommer vi til at sætte for meget fokus på rengøring på dage, hvor der måske er brug for noget helt andet. Som fx at tale om en kærestesorg.

Politisk skal det løses ved at lette på detailreguleringen og New Public Management.

Hvis du blev minister, hvad var så det første, du ville gøre på det socialpolitiske område?
Jeg ville oprette endnu flere pladser i psykiatrien. Selv om der er blevet oprettet flere, skal der endnu mere til.

Hvilken regel ville være den første, du indførte, og hvilken regel ville du sløjfe?
Jeg ville indføre en regel om, at politikere og embedsmænd skulle i tvungen praktik på gulvet, så de fik en større forståelse for, hvad vores arbejde egentlig går ud på. Og så ville jeg sløjfe alle regler om ressourceforløb og tænke forfra, så der i langt højere grad blev taget hensyn til den enkeltes behov og interesser.

Hvilke/hvilken minister – forhenværende eller nutidig - er dit forbillede?
Bertel Haarder (V). Som vi siger hernede i Sønderjylland, så er der ikke så meget pjat med ham. Han taler lige ud af posen og giver sin mening til kende, når der er behov for den. Og så blander han sig ikke mere end højst nødvendigt.

Hvordan ville dit politiske slogan lyde?
Fordi jeg stoler på mennesker.

Blå bog

Navn: Christian Freund

Titel: Socialpædagog

Arbejdsplads: Aabenraa Kommune

Alder: 31 år