Det slog mig helt ud

'Pas på, pas på!', råber kollegaen. Svend kommer stormende bagfra og griber fat om Lise Vinthers hals, imens han skriger hende ind i øret. Han rækker ud efter nøglebundtet på bordet for at fyre dem gennem rummet, og Lise Vinther får vristet sig fri. Men straks efter har han fat om halsen på hende. Og hendes ansigt begynder at skifte kulør.

– Jeg troede simpelthen, jeg skulle dø. Jeg husker faktisk ikke ret meget mere. Jeg gik totalt i chok, fortæller Lise Vinther.

Kort tid forinden var beboere og personale blevet flyttet til nye lokaler. Og her kom reaktionen, fortæller Lise Vinther.

– Der gik det galt i deres verden og også i min.

Hun ser med blanke øjne frem for sig, alt imens hun genkalder sig erindringerne om skæbnedagen i 2009 på det bo- og beskæftigelsestilbud for voksne med udviklingshæmning, hvor hun ellers elskede at arbejde. Dagen, der resulterede i en længerevarende sygemelding, kostede Lise Vinther jobbet og vendte fuldstændig rundt på hendes liv.

– Når Svend blev frustreret og ikke magtede det hele, baskede han en hånd gennem et vindue. Men han havde aldrig tidligere ladet det gå ud over personalet eller andre beboere. Det gjorde han nu, og et par dage senere gik Henriette også amok, fortæller hun.

Også her var Lise Vinther midt i orkanens øje, da vaser og stole blev smadret. Fire politibetjente måtte tilkaldes for at lægge Henriette i håndjern og køre hende til den lukkede afdeling.

Det hele kom tilbage
Lise Vinther er langt fra den eneste socialpædagog, der har været udsat for et overfald på arbejdspladsen og er gået gennem den krise, der kan følge efter. Mindst 137 ansatte på bosteder har fra 2013 til 2017 anmeldt posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) som arbejdsskade, viser tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Og Socialpædagogerne har i de seneste år oplevet en stigning i antallet af medlemmer, der bliver psykisk syge af deres arbejde.

I Lise Vinthers tilfælde blev hun efter de voldsomme hændelser flyttet til en anden afdeling, hvor der ikke var udadreagerende borgere. Og de næste år gik det godt. Indtil der atter skulle omstruktureres, og Lise Vinther fik besked om, at hun skulle arbejde i et andet hus, hvor hun vidste, at der var en udadreagerende borger. Så vendte det hele tilbage.

– Indtil da kunne jeg leve med min PTSD, fordi der ikke var nogen, jeg skulle være bange for. Jeg havde selvfølgelig altid øjne i nakken – det har jeg stadig. Og jeg skulle ikke have borgerne bag mig. Men lige dér mistede jeg alt, og angsten kom for alvor op i mig, fortæller hun.

Anbefalingen fra lægen på Psykiatrisk Center Middelfart var klar: Find et helt andet job. Men det kunne ikke passe, tænkte Lise Vinther, der elskede sit arbejde.

– Udadreagerende eller ej – det var lige mig. For jeg mærkede, at vi gjorde en forskel for dem hele tiden, siger hun.

Lurer under overfladen
Men lederens krav om, at hun skulle tilbage og arbejde med borgere, der kunne være udadreagerende, betød, at Lise Vinther var tvunget til at sygemelde sig, og efter et halvt år blev hun afskediget.

Siden da har angst, hukommelsessvigt og stress fulgt Lise Vinther dag og nat. Uroen kommer fx op i hende, når hun sidder bag rattet, og Svend pludselig dukker op i bevidstheden.

– Så må jeg køre ind til siden, stå ud af bilen og tage ti dybe vejrtrækninger for at kunne køre videre, fortæller hun.

Hvis Lise Vinthers mand skal en tur til Aalborg med arbejdet, skriver han det på tavlen i køkkenet, for ellers kan Lise ikke huske, hvor han er. Og hvis hun kan høre svinestien på nabogården, må hun skrue op for musikken, for at lydene ikke forvandler sig til Svends skrig for hendes indre øre.

– Jeg er ræd for at miste, og jeg kan ikke tåle larm. Jeg får hjertebanken og går i panik. Og jeg kan ikke huske fra næse til mund. Tankerne om overfaldene ligger i baghovedet hele tiden, siger hun.

At føle sig nyttig
På trods af sine mén er Lise Vinther lige så fast i blikket, som hun var fast besluttet på, at hun ikke skulle overflyttes til en afdeling med udadreagerende borgere igen. Og hun er i dag stadig overbevist om, at det var den rigtige beslutning. Derfor er hendes råd til alle andre, der havner i en lignende situation, at stoppe op i tide.

Men, erkender hun samtidig - det var både en stor overraskelse at skulle forlade arbejdslivet før tid og en stor sorg at sige farvel til borgerne.

– Mit arbejde betød alt for mig. Og når jeg mødte ind, kom de mig glade i møde. Jeg brændte virkelig for at give dem et godt liv. Og alene det at komme hjemmefra og komme ud og gøre nogle mennesker glade betyder virkelig meget, fortæller Lise Vinther.

I dag går dagene derimod med at lave stoftryk, strikke, sy og male. Det giver ro i hovedet. Og så søger hun atter arbejde. For i februar annoncerede kommunen at hun – på trods af sin kroniske PTSD-diagnose – er rask.

– Jeg har en sød og forstående sagsbehandler, som holder hånden lidt under mig. Men det er en kamp med systemet, for jeg skal jo søge job hver uge, selvom jeg godt ved, at jeg har både helbredet og alderen imod mig, siger hun.

På grund af risikoen for overfald er det desværre slut med at arbejde på døgntilbud, tilføjer Lise Vinther. Støj fra børn i en vuggestue eller børnehave tricker også angsten. Men hun søger alt fra skoler og SFO’er til stillinger som graver, rottefænger og piccoline. For Lise Vinther har været på arbejdsmarkedet siden 1973. Hendes håb er at komme i arbejde igen.

– Bare jeg dog kunne komme ud og tænke på noget andet. Det er det med at føle sig nyttig. Jeg kunne gøre så meget godt derude. Det er bare lige spørgsmålet om hvor og hvornår.

Borgerne i denne artikel optræder under pseudonym.