icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
TreLedere_1128x600.jpg
De tre ledere Annemette Mortensen (tv), Rasmus Ladefoged Dinnesen og Charlotte Bjaler er enige om, at de under coronakrisen har fået øjnene op for nye måder at gøre tingene på, som er til gavn for både medarbejdere og borgere.
Coronavirus

3 ledere: Corona har været en faglig øjenåbner

Efter måneder, hvor intet har været, som det plejer, er det nu tid til genåbning og besøg på socialpædagogiske arbejdspladser. Vi har bedt tre ledere om at gøre status: Hvad har vi lært i coronatiden – og hvor står vi lige nu i forhold til genåbning

 

Annemette Mortensen, leder af Bo og Støtte under Fagcenter for Særlige Tilbud i Handicapafdelingen, Aalborg Kommune:

Hvad er det vigtigste, du har lært under coronakrisen?
Selvom vi har skullet gøre mange ting på helt nye måder, så er det min klare oplevelse, at der har været utrolig meget ro på – og det gælder både borgerne og medarbejderne. Mange borgere har nydt, at de ikke har skullet skynde sig ud af døren for fx at være på dagtilbud, men at aktiviteterne i stor grad er rykket hjem til dem. Og medarbejderne har været glade for, at de har haft mere tid til socialpædagogikken – og har kunnet koncentrere sig om at være sammen med borgerne. Og min opfattelse er, at personalets ro har haft en positiv afsmitning på borgerne, for vi har ikke set mere selvdestruktion eller udadreagerende adfærd hos borgerne.

Hvad vil du gerne tage med fra coronatiden?
Aktivitetstilbuddene har jo været lukket ned, så medarbejderne derfra har været udlånt til vores bosteder. Og det har givet et meget tættere samarbejde mellem døgn- og dagtilbud, hvor alle har arbejdet tæt sammen om borgerne i hjemlige rammer. Den viden og det samarbejde må vi prøve at holde fast i, for det har åbenlyst været godt, at borgeren har været meget mere i centrum. Og så skal vi også lære af den nye mødekultur, vi har været tvunget til at indføre. Normalt hører jeg jo altid, at det er nødvendigt med fx faglige personalemøder. Men efter to måneder, hvor vi ikke har holdt et eneste fysisk møde, og hvor det faktisk har kørt rigtig godt, så tænker jeg, at vi fremover skal være mere skarpe på hvordan og hvorfor, vi holder vores møder. For det har jo vist sig, at der er andre måder at mødes på end den traditionelle.

Hvor står I nu i forhold til genåbning og besøgsforbud?
Som leder er det skønt at være i en kommune, der har helt klare retningslinjer og instrukser for alt omkring corona. Det betyder, at det ikke er mig som leder, der skal tage stilling til, hvor lang tid et besøg må vare, om stikkontakten skal sprittes af eller andre tvivlsspørgsmål. Det er der kloge sundhedsfolk, der har taget sig af, og det gør mit arbejde så meget lettere. Så vi følger alle retningslinjer og genoptager gradvist bostøtte i borgers hjem – med de nødvendige værnemidler. Det er bl.a. visir, som man som medarbejder skal bruge, når der er behov for det. Og så afventer vi at modtage telte, så borgerne kan få besøg af deres pårørende. Men indtil de er sat op, så tillader vi besøg i eget hjem under helt faste rammer, hvor max to kommer på besøg, hvor ingen besøgende bruger fællesarealerne, og hvor vi gør rent efter hvert besøg.

 

Rasmus Ladefoged Dinnesen, områdechef og forstander ved døgn- og dagtilbuddet Holmstrupgaard, Region Midtjylland

Hvad er det vigtigste, du har lært under coronakrisen?
For de ca. 60 børn og unge, der bor på vores døgntilbud, har den interne skole bragt meget positiv læring under nedlukningen. Vi valgte fra start at lukke den fysiske del af skolen og i stedet sende lærerne ud til de unge og undervise på de forskellige afdelinger. Det har givet os helt nye erkendelser. Nogle af dem, vi normalt har svært ved at motivere til skolegang, har fået mere undervisning end nogensinde før. Al læring har været en integreret del af hverdagen, så de fx har lavet matematik i køkkenet, mens de har lavet mad, eller snakket kulturforskelle og religiøs frihed, mens de bagte kage med dadler. Det er helt tydeligt, at de individuelle løsninger har fungeret supergodt hos de unge, som er på randen af livet hele tiden. Og for medarbejderne har det også været en øjenåbner: Lærerne har fået et bedre indblik i dagligdagen og hverdagsstrukturerne på en døgnafdeling, og medarbejderne på afdelingen har lært, hvor vigtig en rolle de spiller i forhold til at motivere de unge og sikre, at de er klar til at modtage undervisning.

Hvad vil du gerne tage med fra coronatiden?
Vi har jo arbejdet på helt nye måder, hvor vi har brugt video, telefonsnak og gåture for at sikre sårbare børn og unge den nødvendige støtte. Der, hvor det har virket godt, skal vi bygge videre på de gode erfaringer. Vi har også fået øjnene op for, at nogle ting godt kan klares uden det personlige møde. Normalt, når vi indskriver unge til døgnafdelingen, har vi rigtig mange køreture frem og tilbage, hvor rigtig mange mennesker skal koordinere og deltage. Nu har vi lært, at nogle møder faktisk sagtens kan fungere virtuelt – og der tænker jeg da, at vi kan bruge de timer, kilometre og takstpenge på andre gode ting. Men når det er sagt, er det selvfølgelig vigtigt at holde fast i de personlige møder, når de er nødvendige.

Hvor står I nu i forhold til genåbning?
Det var hårdt at lukke ned fra den ene dag til den anden. Men på nogle måder synes jeg faktisk, det er væsentlig mere kompliceret at lukke op, fordi vi jo ikke bare kan vende tilbage til tiden før corona. Der er stadig mange hensyn, der skal tages – og mange ting, vi ikke kan og vil gøre som før. Men rent praktisk så har vi nu genåbnet vores interne skole, ligesom vi også har åbent op for flere tværgående funktioner som yoga og fysioterapi og forskellige aktivitetstilbud. Den allerstørste udfordring er dog, at perioden har været en hård tid for mange medarbejdere. Vi omlagde tjenesteplaner for over 100 medarbejdere, som har skullet møde på nye tidspunkter, løse opgaver på nye måder – og klare en hverdag, hvor vi helt har fravalgt vikarer for at minimere smitterisikoen. Så jeg har som leder en vigtig opgave i et anerkende, hvor hårdt det har været for mange – ikke kun selve arbejdet, men også savnet af kollegialt samvær, netværk, faglig fordybelse og alt det, der har været skåret helt ned. Vi skal nu sammen finde tilbage i vores fællesskab i organisationen samle op på alle de følelser og frustrationer, der måske dukker op i takt med, at vi vender tilbage til en mere normal hverdag.

 

Charlotte Bjaler, leder af Ungehuset i Rønne på Bornholm:

Hvad er det vigtigste, du har lært under coronakrisen?
Jeg er imponeret over, hvordan vi under helt ekstraordinære forhold har formået at fastholde arbejdet med de unges sociale handleplaner. Alle medarbejdere i Ungehuset har knoklet på med høj faglighed og store relationskompetencer – og den måde, vi har nået de unge på, skal vi da tage med os. Vi har tænkt alternativt, brugt naturen, bragt mad og aktiviteter til døren og i det hele tage leveret indsatser målrettet den enkelte. Og det har virket. Samtidig har nedlukningen lært mig, hvor vigtigt det er, at vi taler de unges sprog og får budskaber som det at holde afstand og passe på smitte sagt på en måde, som de kan forholde sig til.

Hvad vil du gerne tage med fra corona-tiden?
Noget af det, jeg har været meget optaget af under hele forløbet, er, hvordan jeg doserer informationsflowet til medarbejderne, så de får de oplysninger, de har brug for i forhold til kerneopgaven – men bliver skånet for ikke-relevant information. For hold da op, hvor er der kommet meget information ude- og oppefra. Og der tænker jeg da, at vi også skal se på vores kommunikation og vores mødekultur fremadrettet. For vi har faktisk klaret rigtig meget via Skypemøder, telefonmøder og en-til-en snakke, hvor vi fx går en tur og taler om, hvordan de har det, og hvordan det ser ud med opgaverne.

Hvor står I nu i forhold til genåbning?
Vi har lige nu fokus på at hjælpe de unge i skole igen, og det er en stor opgave, fordi mange af dem er sat langt tilbage. Vi henter dem, kører dem i skole og har et tæt samarbejde med deres lærere og støttepædagoger. Så er vi også begyndt at lukke op for besøg på de unges værelser og afholde forskellige borgerrettede møder i huset. Men i Region Hovedstaden må vi jo endnu kun i begrænset omfang komme på vores arbejdsplads. Vi har nu været isoleret så længe, at der er et kæmpe behov for at komme tilbage til vores faglige fællesskaber i Ungehuset – fundamentet i vores kerneopgave. Det er ganske enkelt ikke muligt at sikre kvaliteten i vores arbejde uden adgang til de fysiske rammer. Der er også et stort savn af faglig sparring og supervision. Jeg oplever tydeligt, at nogle medarbejdere er ret brugte i forhold til at have trukket et tungt arbejdsfelt med hjem i dagligstuen og efter en lang periode, hvor arbejdstiderne har været ret udflydende. Så min bekymring lige nu går mest på, at der bliver behov for at samle nogle medarbejdere op, som har ydet en ekstra indsats i en lang periode.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Ledere og mellemledere