Det var derfor, jeg blev socialpædagog

Jeg prøvede hele tiden at huske tilbage på, hvor jeg havde været, og hvor jeg var nu. Det motiverer mig stadig at tænke sådan.

Hamza Kiran, socialpædagog og tidligere anbragt

Er jeg okay?

I løbet af de godt ti år, Søren Olsen har arbejdet på Stevnsfortet, har mange forskellige unge tilbragt et par måneder af et ofte turbulent liv bag de høje hegn og låste døre. De har enten været til fare for sig selv eller andre. Og ligesom Hamza har de haft brug for en specialiseret, socialpædagogisk indsats og grundig observation, indtil de skulle afsone en dom eller visiteres til det rette socialpædagogiske tilbud.

Alligevel husker Søren Olsen tydeligt Hamza. Med arabisk kjole og langt skæg. Han kom ud af en dysfunktionel familie med en voldelig far og en mor, der gik sin vej med tre børn i hånden. Hamza begyndte at hænge ud med ’de forkerte’, og det, der startede som drengestreger, endte i et gaderøveri og en tur i arresten på røv og albuer og videre til Stevnsfortet, da Hamza var 16 år.

– Hamza havde svært ved at finde sin identitet, men var reflekteret og spurgte ind til, om det, han gjorde og tænkte, var okay. Vores opgave var at støtte ham i at skabe tankerne om de forandringer, han ville lave ud fra hvem, han var og hvilke drømme, han havde, siger Søren Olsen.

 

Vi tror på de unge

Det var en chokeret dreng, der ankom – revet væk fra familie, venner og hverdag og tynget af skyld og skam. Men han vænnede sig til det og tænkte: Nu er jeg her, hvordan kan jeg få det bedste ud af det, fortæller Hamza Kiran selv.

I løbet af de godt 4 ½ måned, Hamza var anbragt på Stevnsfortet, arbejdede nogle af stedets socialpædagoger med hans tro på egne evner, mens andre stillede de kradse spørgsmål til hans identitet og valg i livet, som han måtte tilbage og gruble over for at finde svar.

Indsatsen var nøje afstemt på personalemøderne af et team af socialpædagoger rundt om Hamza. Søren Olsen fandt ind til Hamza gennem det fælles tredje: en guitar.

– Søren lærte mig at spille, som jeg altid havde drømt om. Derfor så jeg frem til, at han kom på arbejde, så jeg kunne vise ham, hvad jeg havde øvet mig på. Når jeg spiller musik den dag i dag, forsvinder jeg lidt. Det var rigtig rart også at kunne dengang. Søren var med til at gøre mig bevidst om, at folk gerne ville mig det godt. At jeg kunne ting, jeg ikke troede, jeg kunne. Og at det er godt at blive tvunget til at snakke om det, der er svært, siger Hamza Kiran.

Havde set en åbning

Søren Olsen fik arrangeret, at der blev indkøbt en guitar til Hamzas afdeling – i den unge Hamzas øjne var han derfor en helt. Men i virkeligheden var han såmænd ’bare’ en socialpædagog på en mission.

– Jeg havde set en åbning – Hamza og jeg havde fundet et vigtigt tillidsrum i musikken. Uanset hvad gælder det om at få de unge til at lykkes med små ting og derigennem skabe motivation og bevægelse i stedet for at fokusere på de tusindvis af fejl. Dem skal vi også nogle gange tale om. Men man arbejder jo ikke her, hvis ikke man ser et potentiale i de unge, siger Søren Olsen.

Hamza er grunden til, at jeg blev socialpædagog. Det er historien om, hvad der sker, når vi møder mennesker med tillid, respekt og anerkendelse.

Søren Olsen, socialpædagog og viceforstander

Et spejl for livet

Da Hamza Kiran gik ud gennem Stevnsfortets port igen, var der sået et frø i ham: Han ville gerne være socialpædagog. Det var vigtigt for ham at holde målet tydeligt op foran sig for at holde snuden i sporet. Og i årenes løb kom målet nærmere og nærmere.

Men det var ikke uden bump på vejen. Dels var det svært for ham at finde sine ben i familien igen, dels var det vanskeligt for ham at begå sig socialt blandt klassekammerater og i det hele taget gennemføre 10. klasse, HF og pædagogstudiet.

– Jeg prøvede hele tiden at huske tilbage på, hvor jeg havde været, og hvor jeg var nu. Det motiverer mig stadig at tænke sådan, siger Hamza Kiran.

En kæmpe rollemodel

Og netop dét spejl holder han ikke kun op foran sig selv, når noget er svært, men også op foran de unge, der i dag er anbragt på Stevnsfortet.

– Det, jeg har været igennem, kan bidrage til dem – ligesom jeg ved af erfaring, at tankemylderet er det sværeste at håndtere herinde, og at det ofte er samtale, der skal til for at bremse det. Jeg ved, at de unge typisk kører op lige før sengetid, fordi den store lås snart går for værelsesdøren, og de er overladt til deres egne tanker hele natten, siger han og Søren Olsen supplerer:

– Definitionen på det gode liv er selvfølgelig ikke at blive socialpædagog. Det er fantastisk, at Hamza har taget så store skridt, for han var ikke bare ude i noget snavs, men på kanten af at være marginaliseret ung. Derfor er han en kæmpe rollemodel for de unge. Han er et levende billede på en, der har skabt noget ud af en svær situation.

Når det virker

Jobsamtalen gik derfor heller ikke ud på at tale om sikkerhedssystemer og følelsen af at være låst inde med de unge i mange timer – det kendte Hamza alt til. I stedet skulle de tale om, hvordan Hamza Kiran kunne supplere sin faglighed med sine erfaringer.

– Hamza blev ikke ansat, fordi han har været anbragt, men fordi han er en dygtig socialpædagog. Og jeg forventer ikke, at han altid kan bruge sin fortid positivt her, ligesom vi ikke kan kopiere hans erfaringer. Men vi kan lave nogle rettelser til vores praksis, hvis vi lytter godt efter. Ligesom han minder os om, når vi er i modvind og bliver rå, at det er det at være vedholdende i samtalerne, støtte refleksionen og at lede efter ressourcer i de unge, der virker, siger Søren Olsen.

Samtidig er Hamza et levende billede på en indsats, der virkede. Og netop derfor blev Søren Olsen rørt og ramt af lykke, da Hamza dukkede op i hans liv igen.

– Som socialpædagog er man et redskab for et andet menneske. Der er ingen rigtige eller forkerte svar. Og det er både menneskeligt udviklende og dybt frustrerende. Men Hamza er grunden til, at jeg blev socialpædagog. Det er historien om, hvad der sker, når vi møder mennesker med tillid, respekt og anerkendelse, siger Søren Olsen.