icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Storstrøm_konkurrence2.jpg
OK21

Præmier på højkant blandt stemmedeltagerne

På initiativ fra en lokal TR stiller Socialpædagogerne Storstrøm nu præmier til rådighed til dem, som har lyst til at lave lodtrækninger blandt de kolleger der deltager i urafstemningen om OK21. En hyggelig måde at være synlig på, mener TR’erne

Blandt tillidsrepræsentanterne i kreds Storstrøm er der gået sport i at få stemmeprocenten til OK21 op – og de får nu en hjælpende hånd af kredskontoret.

Straks efter det virtuelle TR-stormøde i sidste uge greb TR Ulla Houldcroft ideen om en konkurrence og ringede til kredskontoret og fik fat på faglig sekretær Tina Hansen fra Socialpædagogerne Storstrøm:

– Ulla ringede og sagde, at de godt kunne tænke sig at lave en konkurrence og spurgte, om vi ikke havde lyst til at støtte op med nogle præmier. Det synes vi, var en god ide, så vi sagde ja. Vi vil jo gerne have stemmeprocenten op, så vi bakker op om ideen. Og så tænkte vi, at det tilbud skulle alle kredsens TR da have, så vi sendte en mail ud til alle om, at hvis de har lyst til at lave konkurrencer, så stiller vi præmier til rådighed, fortæller Tina Hansen.

Synlighed på en sjov måde
Det tilbud er faldet i god jord hos mange TR’er. I skrivende stund har 20 meldt tilbage til kredsen, at de gerne vil være med, så nu pakkes der præmiekurve på kredskontoret. Hvad præmierne præcis består af, er en overraskelse, men Tina Hansen løfter dog sløret for, at kredsens specialøl med eget Socialpædagogerne Storstrøm-logo er at finde blandt andre gaver fra kredsens hylde med gode sager med logo.

Selvom præmieideen er i den lette genre, handler det også om en positiv måde at skabe synlighed på fortæller Tina Hansen.

– På den her måde giver vi vores TR’er mulighed for at blive synlige i forbindelse med noget godt og hyggeligt. Det, synes vi, er værd at støtte.

Nyhedsmail til kolleger

En af dem, som har taget imod tilbuddet, er Maria Boesen og hendes to TR-makkere i Handicap Team Nykøbing i Guldborgsund Kommune. De har sendt en nyhedsmail ud til kollegerne, hvor de dels informerer om de vigtigste resultater i OK21-aftalen og samtidig fortæller, at man kan være med i lodtrækningen om præmier, når man deltager i urafstemningen og derpå sender en mail til TR.

– Vi synes, det er en sjov ide. Jeg har allerede fået 17 mails fra kolleger, der har stemt på blot to dage. Jeg kan godt lide, at vi også kan henvende os med noget, der er lidt sjovt og hyggeligt, så det ikke altid kun er det mere tørre stof, kolleger får fra os, siger Maria Boesen.

Hun fortæller desuden, at de har gjort brug af den skabelon, de fik fra TR-stormødet og af en nyhedsmail, som deres FTR har udsendt om OK21.

– Vi har ladet os inspirere af det materiale, vi har fået, og så har vi tilpasset det til lige netop vores arbejdsplads. Vi kender jo vores kolleger og ved, hvordan og hvad vi bedst formidler til dem, så de får læst det, siger Maria Boesen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: OK 2021, Overenskomst