icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
TR_Malene_og_Linda.png
OK21

To tillidsrepræsentanters vurdering af OK-resultatet

Linda Holst og Malene Bæk Fyhn, TR i hhv. Gråsten og Fåborg, peger på, hvad de lægger særlig vægt på ved OK21-resultaterne. Og så fortæller de, hvordan de vil motivere deres kolleger på arbejdspladsen til at stemme

Ligeløn og fuldtid

Linda Holst er socialpædagog på Botilbuddet Alleen i Gråsten og TR og FTR i Sønderborg kommune

Hvad er du glad for ved OK-resultatet?

Jeg synes det er godt, at det er lykkedes at få en reallønsfremgang, så vores løn stiger mere end prisudviklingen i løbet af de næste tre år. Trods corona som bagtæppe er det lykkedes at forhandle en overenskomst som sikre vores løn – det er positivt.

Og så er jeg glad for puljerne til ligeløn og lavtlønsgrupperne. Godt nok får jeg ikke personligt noget ud af det, men jeg synes man må være solidarisk og være med til at udligne en uretfærdig lønforskel, så der må man starte et sted.

Det er også positivt, at der er lovet drøftelser om fuldtid. Min erfaring er, at rigtig mange socialpædagoger gerne vil på fuldtid. Men vi skal finde en løsning, hvor vi kan komme dem i møde, uden at fuldtid bliver på bekostning af arbejdsmiljøet.

Er der noget du ærgrer dig over?

Jeg havde gerne set at vi havde løftet de erfarne, dem med over 10 års anciennitet, med løntrin. Med aftalen får de ganske vist lidt mere end andre, men jeg synes, vi nogle gange spreder lønstigningen for meget ud, hvor vi i stedet kunne satse på at løfte en gruppe, så det for alvor slår igennem.

Derfor synes jeg også det er fint fx at prioritere vores færdiguddannede frem for de studerende, for de vil så få glæde af den lønstigning, når de bliver færdige. Men nu hvor BUPL har sat flere penge af til de studerende kan det godt give nogle overvejelser om, hvorvidt de studerende så vil foretrække BUPL’s område fremfor det socialpædagogiske.

Hvorfor skal man stemme?

Fordi det er er vigtigt, at modparten har opfattelsen af, at vi i baglandet har en interesse i vores løn- og arbejdsvilkår. Det er vigtigt, at vi har en høj stemmeprocent, så arbejdsgiverne kan se, at vi taler med en vis vægt, at der er en opbakning.

Som TR er det vigtigste for mig, at mine kolleger bruger deres stemme - uanset om de stemmer ja eller nej. Det skal ikke være mig, der pådutter dem at stemme ja. Jeg står for, at man skal bruge sin demokratiske ret til at deltage, for en høj stemmeprocent viser vi KL og Regionerne, at vi er optagede af vores løn- og ansættelsesforhold.

Hvad gør du som TR for at engagere folk i urafstemningen?

Jeg prøver at gøre det konkret. Det handler om at få fortalt, hvad det betyder, fx hvad en lønstigning i procent betyder i kroner og øre. Jeg har lavet en konkurrence blandt dem, der stemmer. Og så holder jeg sammen med min TR-kollega et digitalt møde for hele området. Ved at gøre det lokalt kan det blive nemmere for mine kolleger at stille et spørgsmål. Det er ikke sikkert vi kan svare på alt, men så kan vi i hvert fald gå videre til kredsen eller stille det til Benny Andersen.

OK-FORHANDLINGER 2021

Få et samlet overblik over OK21 her

Lønstigninger og arbejdsmiljø

Malene Bæk Fyhn, socialpædagog og TR i Faaborg-Midtfyn kommune, Det socialfaglige område

Hvad er du glad for ved OK-forliget?

Jeg er tilfreds med, at vi får en reallønsstigning på trods af coronakrisen. Jeg havde frygtet, at der ikke ville være noget som helst at komme efter pga. den økonomiske situation samfundet er i, så vi bare ville være sat på hold i tre år.

Så er jeg rigtig glad for, at det psykiske arbejdsmiljø får et løft i kraft af en fælles uddannelse i psykisk arbejdsmiljø til TRIO’en. Jeg oplever, at udfordringerne med det psykiske arbejdsmiljø stiger, for i takt med, at samfundet ændrer sig, opstår flere støttebehov ude hos borgerne, som hurtigt skal honoreres. Vi har brug for at blive klædt på til at kunne omstille os, når vi går på arbejde. Brug for at følge med samfundsudviklingen, så man ikke bare gør det samme, som vi altid har gjort , men at vi som arbejdsplads bliver gode til at rette til løbende.

Det vigtigt at tale åbent om de vilkår, vi er ansat på. Vi er mange faggrupper på samme arbejdsplads, fx har mine paragraf 85-kolleger forskellig faglig baggrund. Det er positivt, for vi spiller hinanden stærke, når vi har forskellige synspunkter. Men det kan også skabe en følelse af uretfærdighed at man har forskellige vilkår. Der er det vigtigt som arbejdsplads at man er åben om hvad der ligger til grund og kan snakke om de forskelle.

Er der noget du ærgrer dig over?

Jeg ærgrer mig over at vores lønniveau stadig er lavere end andre faggrupper som er professionsbachelorer. Det spørgsmål rejste jeg også på TR-stormødet. Benny Andersen kunne så forklare, at forbundene har givet hinanden håndslag på, at vi efter OK21 rejser problemet overfor politikerne på Christiansborg, fordi det er politisk skabt og også skal løses politisk.

Hvorfor skal man stemme?

Fordi jo flere der stemmer, jo tydeligere et signal sender vi til arbejdsgiverne.

Hvad gør du som TR for at engagere folk i urafstemningen?

Nu er det første gang i min TR-karriere, at jeg skal forsøge at få medlemmer til at stemme, så der er meget jeg skal lære. Jeg har allerede sendt nyhedsmails ud og vil også gøre det igen, hvor jeg bl.a. fortæller om mit spørgsmål til Benny Andersen på TR-stormødet. Så vil jeg øve mig i at oversætte TR stoffet, så det bliver lettere for mine medlemmer at relatere sig til.

Jeg vil også rigtig gerne blive god til at sende videohilsner ud, så de medlemmer der ikke kender mig, så godt får mulighed for at se mig live.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: OK 2021, Overenskomst