En ekstra fridag gør mig til den bedste udgave af mig selv
Efter 36 år som hjemmevejleder gik Lykke Ingelil Skovsgaard Batenburg som 60-årig ned på 32 timer med sin leders accept. Bonusfridagen hver fredag skaber et nødvendigt pusterum med ekstra plads til bl.a. familien, og så holder den hendes arbejdsglæde intakt
Jeg har arbejdet som socialpædagogisk hjemmevejleder i Lyngby-Taarbæk Kommune siden 1984 og er udelukkende blevet så længe i samme stilling, fordi jeg virkelig elsker mit arbejde - elsker at se tingene gro. Både arbejdspladsen, faget og borgerne, vi arbejder med.
Men i en stilling som min, hvor man konstant er på og skal levere, støtte og bidrage uden selv at være i fokus, indfinder trætheden sig også på et tidspunkt. Jeg kunne gradvist mærke, at jeg havde brug for forandring, hvis jeg fortsat skulle være tilfreds med min indsats. Så da en mangeårig kollega for et par år siden kom på nedsat tid gennem en seniorordning, spurgte jeg min leder om det samme. ’Det snakker vi bare om’, lød meldingen, og siden september sidste år, har jeg med en 32-timers arbejdsuge kunnet gøre hver fredag til en fridag.
Forinden tænkte jeg over fordele og ulemper. Ville det gå udover mine kolleger, at jeg gik ned i tid? Men jeg gjorde op med mig selv, at jeg også gjorde dem og arbejdsmiljøet en tjeneste ved at være den bedste udgave af mig selv. Og det kunne en deltidsordning bidrage til.
En fantastisk frihed
Den forlængede weekend giver en fantastisk frihed, hvor jeg får pusten og giver plads til alt det i livet, som ikke handler om arbejde- at være farmor for mine tre børnebørn f.eks. Når jeg i løbet af ugen tænker på den lange weekend, der venter, bliver jeg helt glad indeni, og det hjælper kun på arbejdsglæden.
De færre timer er heller ikke gået udover min føling med arbejdet, som man måske kunne frygte. Så længe jeg bevarer nysgerrigheden overfor faglig udvikling og ikke læner mig tilbage med en indstilling om, at jeg ved det, jeg skal, gør jeg mig selv og arbejdspladsen en tjeneste. Samtidig har jeg et indgående kendskab til mange af borgerne, jeg har kendt i årtier. Den viden deler jeg gerne ud af, hvis yngre medarbejdere søger den. Jeg vil ikke pådutte dem noget, men ser i stedet mig selv som en åben bog, de kan slå op i, hvis de har behovet.
De senere år er jeg også nået til en erkendelse af, at det er okay, at man som ældre socialpædagog ikke står i forreste række. Det skal ikke misforstås. Selvfølgelig skal vi yde det, vi er ansat til. Men jeg fandt det f.eks. meningsfuldt at træde et skridt tilbage og overlade AMR-posten til en yngre kollega efter 15 år. Det handler om, at vi med mange år bag os bliver ved med at bidrage, men også husker at give bolden videre til yngre kræfter, der kan og vil. På den måde bliver vores fag et kredsløb fremfor en lukket firkant. For ingen er tjent med en arbejdsplads med sloganet ’Sådan plejer vi at gøre’.