Gi’ stemmerne dit øre

– Forsigtigt sat skønnes det, at mellem 2 og 6 pct. af befolkningen i et eller andet omfang hører stemmer. Mange opfatter stemmer som et symptom på alvorlig psykisk sygdom. Men faktisk viser forskning, at to ud af tre stemmerhørere ikke har problemer med at høre stemmer, siger han.

Det er altså langtfra alle stemmehørere, som oplever, at stemmerne er så negative og dominerende, at de har svært ved at leve et normalt liv.

– Der er rigtig meget tabu omkring det at høre stemmer. Så når jeg er ude og holde foredrag om stemmehøring, oplever jeg typisk, at folk først smider forsigtigheden, når jeg fortæller, hvor udbredt det er at høre stemmer, og hvor mange der fungerer fint med stemmerne. Så tør de stå frem, alle dem, der hører stemmer, og som har gået rundt og været bange for, at der var noget helt galt med dem psykisk, lyder det fra Jørn Ditlev Eriksen, som for nylig holdt et webinar om stemmehøring for medlemmer af Socialpædagogerne.

En helt ny verden

Vi skal 21 år tilbage i tiden for at finde den oplevelse, der fik Jørn Ditlev Eriksen på sporet af arbejdet med stemmehørere. Dengang arbejdede han som psykiatrisk sygeplejerske – og på en international konference stødte han på en tilgang til stemmehørere, som åbnede op for en helt ny verden.

– Jeg hørte en engelsk kollega Mike Smith fortælle, hvordan han havde hjulpet kronisk skizofrene mennesker med at få kontrol over deres stemmer, så de blev velfungerende mennesker. Hans historier og metoder vendte på alle måder op og ned på det, jeg havde lært i psykiatrien – og jeg blev bare nødt til selv at finde ud af, om det, han fortalte, var sandt.

For det, Jørn Ditlev Eriksen hørte den dag, var, at stemmehørere ikke per automatik kan stemples som skizofrene patienter, der skal behandles medicinsk. Og at arbejdet med stemmehørere ikke handler om at kurere en sygdom og fjerne stemmerne, men derimod om at normalisere, mestre og forstå stemmerne.

Den tilgang satte han sig for selv at afprøve, da han kort tid efter i 2003 blev ansat som forstander på det socialpsykiatriske botilbud Slotsvænget.  

– Her havde vi rigtig mange beboere, som hørte stemmer – og selvom de ofte var voldsomt medicineret, så hørte de stadig stemmer og var meget forpinte. Men selvom medicin godt nok dæmper følelserne, så gør det jo ikke noget ved de grundlæggende problemer. Og det var dem, vi godt ville have fat i, fortæller han.

Afklaret med stemmerne

På Slotsvænget var tilgangen recoveryorienteret med fokus på det enkelte menneskes livshistorier og drømme.

– Når man går ind og arbejder med stemmehørerens livshistorie, kommer man også ind på, hvornår stemmerne dukkede op, og hvilke følelsesmæssige belastninger der udløste dem. Målet er at arbejde med stemmehørernes forhold til stemmerne, så det ikke er stemmerne, men stemmehøreren, der styrer sit liv, forklarer Jørn Ditlev Eriksen.

Resultaterne af den nye tilgang til stemmehørere viste sig hurtigt på Slotsvænget, hvor medicinforbruget faldt, og beboerne fik det bedre.

– Vi oplevede bogstaveligt talt beboere, der rejste sig fra deres egen seng – og mange af dem blev så afklarede med deres stemmer, at de flyttede fra botilbuddet.

Den tilgang, Jørn Ditlev Eriksen stod i spidsen for på Slotsvænget, hvor han stoppede som forstander i 2015, er den samme, som han bruger i dag i firmaet Psykovision, hvor hans hovedfokus stadig er stemmehørere.

– Det handler om at normalisere stemmerne og se dem som reaktioner på livet. Og opgaven er så at finde ind til, hvad der udløser den reaktion, siger han og fortsætter:

– Når et menneske hører stemmer, så er det en reaktion på nogle følelsesmæssige problemer, der er svære at acceptere eller håndtere. Det bunder ofte i traumatiske begivenheder, som kan være lige fra seksuelt misbrug til problemer i hjemmet, døden eller mobning i skolen. Men det, der udløser stemmerne, er ofte noget, man har været udsat for tidligere i livet, og som man har svært ved at forholde sig til, siger Jørn Ditlev Eriksen.

Det er ikke så mystisk

Han giver et aktuelt eksempel med en ung mand, som han netop har hjulpet.

– Han var meget plaget af stemmer og røg ind og ud af psykiatrien, og da han kom til mig sammen med sine forældre, var det bl.a., fordi de rigtig gerne ville undgå psykofarmaka. Gennem vores møder og samtaler når jeg ind til, at han i sin barndom blev mobbet, fordi han var ordblind – og de stemmer, han hører i dag, kommer typisk, når han er presset. Så eksploderer stemmerne i hans hoved, fordi han som ordblind er angst for, at han ikke kan klare det, fx når han skal til eksamen, fortæller Jørn Ditlev Eriksen.

I takt med at den unge og hans forældre får talt højt om, at det faktisk er tidligere udfordringer med ordblindhed, der udløser stemmerne, så ændrer billedet sig.

– Det er egentlig ikke så mystisk. Det handler om at spørge ind til stemmerne, anerkende, at de er der – og interessere sig for, hvad der ligger bag. Når en ung gut som ham her og hans forældre finder ud af, at det er angsten for at fejle og ordblindhed, der udløser de destruktive stemmer, så kan de handle på det. De kan snakke åbent om udfordringerne, ligesom de kan vælge at sætte gang i nogle praktiske løsninger som fx lektiehjælp. Og i hans tilfælde forsvandt stemmerne på ganske kort tid.

Nysgerrig og åben

Eksemplet hører til i den forholdsvis milde ende af skalaen, fortæller Jørn Ditlev Eriksen. Men selv mennesker, som har hørt stemmer det meste af deres liv og har voldsomme traumer med i bagagen, kan man nå ind til med nysgerrighed og oprigtig interesse, forklarer han.

– Socialpædagoger møder jo mange stemmehørere i deres arbejde, og her er de relationer, man som fagperson opbygger, ret afgørende. For en tillidsfuld relation er helt nødvendig, hvis man vil have stemmehørere til at åbne op for den ’anden’ virkelighed, de oplever.

En rigtig god indgang er derfor at stille spørgsmål som fx ’hvornår hører du stemmer?’, ’hvad siger de?’,  ’ved du, hvis stemmer du hører?’ og ’har du nogen forklaring på, hvorfor stemmerne kommer?’.

– Der er meget tabu knyttet til at høre stemmer, så første skridt er at få etableret en fælles forståelse af, at det ikke er farligt, men at det faktisk er ganske normalt. Og så er det utrolig vigtigt, at man så at sige går med historien og prøver at forstå uden at fortolke eller korrigere, forklarer Jørn Ditlev Eriksen.

Giver sikkerhed

Og det med at ’gå med historien’ handler i høj grad om at pakke alt det, man måtte have lært om realitets­korrigering, langt væk.

– Jeg lærte i sin tid, at hvis du fx har en person, som tror, at han er Jesus, så skal du ikke tale med ham om det, for så bekræfter du ham bare i den identitet. Men du har ligesom to valg: Enten har du en ensom Jesus – eller også har du en, som kan tale om, hvordan det er at være Jesus, lyder det fra Jørn Ditlev Eriksen, som bygger videre på sit eksempel:

– Ved fx at spørge ind til, hvordan det føles at være Jesus, og hvilke udfordringer det giver, kan man stille og roligt snakke sig frem til nogle løsninger, der gør tilværelsen lettere for vedkommende. Så kommer det ofte til at handle om faktorer som søvn, mad og det at få slappet af – og så kan man gøre det, som er allerbedst for stemmehørere: lytte, føle omsorg og sørge for, at vedkommende føler sig mødt og forstået. Dermed fjerner man noget af det følelsesmæssige pres, der er.

En sidste pointe er ifølge Jørn Ditlev Eriksen også, at det på fx socialpsykiatriske bosteder er med til at gøre arbejdet mere sikkert, når man kender til og anerkender borgerens stemmer, syner og paranoia.

– Når man ved, hvad paranoiaen består i, og hvad stemmerne siger, så kan man lettere læse signalerne og undgå, at man fx fejlfortolker en situation. Så der er alt at vinde ved at forholde sig åbent og nysgerrigt til, hvordan mennesker, der hører stemmer, oplever det.