icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Johanne_Emilie_Karsten_1128x600.png
Pædagoguddannelsen

’Praksischok’ blandt nyuddannede socialpædagoger kalder på styrket specialisering

Nyuddannede socialpædagoger kan få ’praksischok’ i deres første ansættelse, viser en ny undersøgelse blandt Socialpædagogernes medlemmer. 7 ud af 10 svarer, at den socialpædagogiske specialisering på pædagoguddannelsen ikke har klædt dem godt nok på til at håndtere udadreagerende adfærd. Specialiseringen skal styrkes markant, mener Socialpædagogerne, der har fem konkrete forslag

- Det kom bag på mig, hvor voldsomt borgere kan reagere. Det havde min uddannelse ikke klædt mig på til.

- Som nyuddannet kan arbejdet med udadreagerende borgere være skræmmende. Det er stort set ikke noget, uddannelsen ruster os til.

- Det, man lærer på studiet, er meget generelt. Jeg ved ikke nok om de mennesker, jeg skal møde i mit arbejde.

Sådan fortæller socialpædagogerne Karsten Salling Poulsen, Emilie Quottrup Adelhardt og Johanne Mark Kristensen i en ny kampagne fra Socialpædagogerne. Den skal gøre opmærksom på behovet for en markant styrkelse af specialisering på pædagoguddannelsen.

Behov for styrket socialpædagogisk specialisering
Socialpædagogerne har i foråret 2022 foretaget en undersøgelse af emnet blandt medlemmerne. Den viser, at mere end 7 ud af 10, som er uddannet på pædagoguddannelsens social- og specialpædagogiske retning, er helt eller delvist uenige i, at pædagoguddannelsen har rustet dem tilstrækkeligt til arbejdet med udadreagerende borgere.

Derudover svarer hver anden, som er uddannet på den social- og specialpædagogiske retning, at de efter endt uddannelse blev overrasket over det ansvar og arbejdspres, de mødte i praksis. Mens 4 ud af 10 svarer, at de var overraskede over indholdet i de opgaver, de kom ud til på arbejdspladserne.

Sidste år viste evalueringen af pædagoguddannelsen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, at hver femte nyuddannede socialpædagog forlader det socialpædagogiske fag inden for få år efter endt uddannelse.

- I den stærke faglighed, som socialpædagoger har, ligger styrken til at forandre liv for de mennesker i vores samfund, som har det allersværest. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi ikke udvander den socialpædagogiske specialisering på pædagoguddannelsen. Vi ser, at nogle nyuddannede bliver ramt at såkaldt ’praksischok’, når de kommer fra skolebænken og ud til virkeligheden på landets bosteder og sociale tilbud. Derfor har vi i den grad brug for en styrket social- og specialpædagogisk specialisering på pædagoguddannelsen, siger Benny Andersen, forbundsformand i Socialpædagogerne.

Socialpædagogerne foreslår øget specialisering
Socialpædagogerne foreslår helt konkret blandt andet, at man fra politisk side øger specialiseringsretningen fra to et halvt til tre år, og at man indfører en specialiseringsgaranti. Sidstnævnte skal sikre, at de studerende, som søger ind på pædagoguddannelsen for at blive socialpædagoger, også er sikre på at kunne få den specialisering.

- En pædagog er ikke bare en pædagog. Og hvis du søger ind på uddannelsen for at blive socialpædagog, er det for at komme ud og arbejde med mennesker med særlige behov. Vi har enorm stor respekt for pædagoger i for eksempel vuggestuer og børnehaver. Men vi må også stå fast på, at det kræver en anden faglighed at arbejde med voksne mennesker, der for eksempel er voldsomt udadreagerende eller selvskadende, og som ofte kan have svære psykiske eller kognitive handicaps. Derfor er det afgørende, at uddannelsen klæder vores dygtige socialpædagoger tilstrækkeligt på til den virkelighed, som de kommer ud til, siger Benny Andersen.

Den fremtidige udformning af pædagoguddannelsen står over for at skulle forhandles politisk senere på året.

Socialpædagogernes undersøgelse om den social- og specialpædagogiske specialiseringsretning på pædagoguddannelsen (pdf)

LÆS MERE: Nyuddannede får en ekstra varm modtagelse i Østjylland med specialiseringsforløb med løn

Socialpædagogernes fem forslag til en styrket socialpædagogisk specialisering på pædagoguddannelsen:

  1. Øg specialiseringsretningen fra to et halvt til tre år. Uddannelsen skal være inddelt med seks semestre på specialiseringsretningen og ét semester på grundforløbet.

  2. Styrk kvaliteten på specialiseringsretningen. Studerende skal bl.a. sikres flere undervisningstimer, og der skal fastsættes vejledende pensumlister for at sikre relevant litteratur om målgrupperne.

  3. Indfør en specialiseringsgaranti. Alle studerende skal garanteres optag på den ønskede specialiseringsretning på pædagoguddannelsen. Dette skal sikre den enkeltes motivation og rekruttering til uddannelsen mere generelt.

  4. Styrk sammenhængen mellem undervisning og praktik. Der skal bl.a. sikres tættere samarbejde mellem praktikvejleder og uddannelsessted. Og fokus på arbejdet med fx social- og specialpædagogiske metoder skal styrkes.

  5. Etablér semesterstruktur med fag. Dette skal give mulighed for faglig fordybelse og sikre faglig progression i uddannelsen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Grunduddannelse, Studerende