icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tina Harren 1128x600 m. logo.png
Motivationen skal komme fra borgeren – og ikke fyldes på udefra, mener Tina Haren, der ser det som et opgør med ’den professionelle ekspert’.
Portræt

Tøjl din indre ordnerefleks

Socialpædagogers arbejde med at skabe forandringer i borgernes liv kan føre til omsorgstræthed, mener neuropsykolog Tina Haren. En del af løsningen er Den Motiverende Samtale, som hun i dag har med i alt sit arbejde inden for socialpsykiatrien, og når hun underviser socialpædagoger

Kender du det: Du føler, at du med alle tænkelige metoder og tilgange har forsøgt at motivere borgeren til at skabe forandringer i sit liv. Men intet virker – tværtimod bliver du igen og igen afvist, og du er på grænsen til at give op.

Det er opslidende at have det sådan, mener neuropsykolog Tina Haren – og det er kilden til den omsorgstræthed, der kan snige sig ind i socialpædagogers arbejdsliv. En del af løsningen kan ifølge hende være at tænke motivationsarbejde på en ny måde.

– Den Motiverende Samtale er et rigtig godt bud på, hvordan socialpædagoger og andre professionelle kan lære at passe bedre på sig selv ved ikke at tage for meget ansvar på sig. For det brænder vi ud af, siger hun.

Skal, skal ikke

Da Tina Haren for år tilbage selv arbejdede som psykolog på et hospital, undrede det hende, hvordan hun og kollegerne ofte kunne lægge en fin genoptræningsplan for en patient – og når patienten så kom tilbage et år senere, matchede virkeligheden ikke altid de professionelles anbefalinger. 

I dag tænker hun, at en af forklaringerne på det var, at borgeren ikke altid havde følt sig hørt i forhold til sine egne ønsker til det videre forløb og til fremtiden – og derfor mistede motivationen undervejs.

– Hele fundamentet for Den Motiverende Samtale er en personcentreret tilgang ud fra en tro på, at mennesket er motiveret, og at det er fra borgeren selv, at ressourcerne, kompetencerne og idéerne skal hentes. Den professionelles opgave er ikke at fylde motivation på, men at frembringe motivation, siger hun og fortsætter:

– På den måde står metoden i kontrast til det styrende paradigme, hvor den professionelle er eksperten, der vurderer en problematik hos et menneske og derudfra laver en plan for det menneske.

Hele fundamentet for Den Motiverende Samtale er en personcentreret tilgang ud fra en tro på, at mennesket er motiveret, og at det er fra borgeren selv, at ressourcerne, kompetencerne og idéerne skal hentes. Den professionelles opgave er ikke at fylde motivation på, men at frembringe motivation.

Tina Haren, neuropsykolog

Bruges bredt

Oprindeligt blev Den Motiverende Samtale udviklet som en måde at motivere mennesker til at gå i misbrugsbehandling. Men i dag bruges metoden langt bredere inden for fx socialpsykiatrien, sundhedsområdet og rehabiliteringsområdet.

Afsættet er, at når et menneske fremstår umotiveret, er det, fordi mennesker er motiverede for flere forskellige ting. De er med andre ord ambivalente, og det er den ambivalens, der spænder ben for forandringer.

– Jeg er fx supermotiveret for at leve sundere, fordi jeg kan mærke, at jeg har det bedre, når jeg lever sundere, og så lever jeg sandsynligvis længere. Men jeg har også en masse gode grunde til ikke at lave en forandring. Jeg har ikke tid til det, jeg elsker slik, og jeg tænker, at det nok skal gå, siger Tina Haren.

Kom godt igang

sl.dk/fagligtfokus kan du læse mere om Tina Haren – og få hendes tre råd til, hvordan du kommer godt i gang med Den Motiverende Samtale.

Ånden i metoden: samarbejde, accept og omsorg

Den Motiverende Samtale er ikke kun en samtaleteknik. Når man arbejder med metoden, gør man det ud fra nogle grundlæggende værdier, som er ånden i metoden: samarbejde, accept, omsorg,
frembringe.

Samarbejde indebærer, at den professionelle skaber en jævnbyrdig relation med personen, da begge har viden og erfaringer, der bør bringes i spil i samtalen. Man vil gerne være to eksperter i samtalen: Den professionelle er ekspert på fag, metode, tilbud m.m. Personen er ekspert i eget liv.

Accept handler bl.a. om, at den professionelle interesserer sig for personens tanker, følelser og værdier uden at være dømmende, og at den professionelle reelt respekterer de valg, personen træffer.

Omsorg handler om at rette fokus på personens trivsel og forbedring af personens samlede livssituation. Opgaven er at hjælpe vedkommende og ikke forsøge at påføre andres mål eller andres agenda og manipulere til en bestemt beslutning.

Alle forandringer kræver energi og engagement. Derfor er det vigtigt, at det er personens indre motivation, der bliver den drivende kraft i forandringsarbejdet – det er den, der skal frembringes. I Den Motiverende Samtale mener man, at motivation og ressourcer er til stede i individet. Derfor er opgaven at frembringe de ting i stedet for at installere dem gennem overtalelse og argumenter.

Et stort ansvar

Samtidig med at ambivalensen kan spænde ben for forandringerne, så ønsker socialpædagoger ofte det allerbedste for de mennesker, de arbejder med. Netop derfor bliver de hurtigt ramt af det, som man i metoden kalder ’ordnerefleksen’.

– De er tilbøjelige til at bruge deres gode idéer og ekspertviden til at overtale borgeren til forandring – og lave planer for borgerne: ’Jeg synes, det kunne give mening for dig, at du gjorde sådan og sådan – og vi skal også have en mentor på fra jobcentret, og de har også et tilbud nede i sundhedshuset’. Men så arbejder man ikke frembringende – man får ikke sat mennesket i centrum, og borgeren kommer ikke i kontakt med sin egen motivation, siger hun.

Og hvad værre er, så får ordnerefleksen socialpædagogen til at tage alt for meget ansvar på sig, tilføjer Tina Haren.

– Det er et meget stort ansvar at skulle installere en forandring i et andet menneske. Når det ikke lykkes, giver det følelsen af at have prøvet alt og være overvældet af afvisninger. Det er enormt frustrerende, for de gør jo deres allerbedste. Og de tager ikke fejl – deres løsninger ville være relevante i mange tilfælde. De kommer bare ud af den forkerte mund, siger hun.

For problemet er, at hvis socialpædagogen fortæller, hvorfor og hvordan borgeren skal forandre sit liv, så vækker det borgerens ambivalens, forklarer Tina Haren.

– Så aktiverer det borgerens manglende tro på sig selv, og vedkommende får lyst til at fortælle, hvorfor forandringen ikke kan lade sig gøre, siger hun.

Tal om ambivalensen

Med Den Motiverende Samtale forsøger man at påvirke, hvad der fylder i samtalen – argumenterne for eller argumenterne imod en forandring. Ved at påvirke, hvad der fylder, kan man frembringe motivationen til forandring, fortæller Tina Haren.

Det oplevede hun selv, da hun som neuropsykolog blev tilknyttet en mand, der havde haft en samlermani gennem 40 år. Hun blev koblet på sagen, mens manden var indlagt pga. en blodprop.

Som det første gjaldt det for Tina Haren om at danne en relation til manden og om at belyse ambivalensen – altså få ham til at fortælle, hvad det gav ham at samle, og hvilke ulemper der var ved det.

– Det gav ham så meget at samle. Og der var virkelig mange ting ved at lade være, der var svære for ham. Så han havde enormt stærke status quo-udsagn, som er argumenterne imod forandring. Så mange, at det faktisk gav mening for mig, at han ikke slap det. Han havde derimod ingen forandringsudsagn, som er argumenter, der taler for forandring, fortæller Tina Haren.

Giv plads til forandringen

Samtaleteknikken i Den Motiverende Samtale er at lytte efter status quo- og forandringsudsagn, at stille åbne spørgsmål og desuden at lave spejlinger, fordi man på den måde udviser empati.

Samme tilgang brugte Tina Haren med manden, der samlede. Og stille og roligt begyndte han at tale om, hvilke fordele der ville være, hvis han lykkedes med at slippe sin samlermani.

– Der begyndte at komme små forandringsudsagn om gerne at ville have sin familie på besøg og at kunne passe sine børnebørn. Så blev jeg lidt i dét for at give forandringsudsagnene plads. Jeg spurgte fx, hvordan det ville ændre hans liv, hvad han ville lave med sine børnebørn, og hvad det ellers ville betyde for ham, hvis han ikke samlede. På den måde frembragte det hans motivation, fortæller Tina Haren.

Da forandringsudsagnene fyldte tilpas meget, kunne hun tage fat i den sidste del af metoden, som er at lægge en plan for forandringen. Men det var vel at mærke manden selv, der skulle diktere det næste skridt.

Han pegede på sine pilleglas, som han samlede i sit natbord på hospitalet og hidtil havde nægtet at smide ud.

– Og så var vi i gang og arbejdede videre gennem nogle måneder. I dag har han fuldkommen forandret sit liv. Det kan godt være, han ikke bor så ryddeligt som du og jeg, men han kan skille sig af med ting, og han passer sit barnebarn, siger hun.

Ingen tryllestav

Metoden egner sig ikke kun til samtalesessioner, men kan bruges i bilen på vej til Distriktspsykiatrisk Center eller over opvasken, mener Tina Haren.

– Det handler egentlig bare om at lytte til, hvad borgeren siger – og at huske på, at det ikke er nogen tryllestav, fortæller hun og fortsætter:

– Man skal ikke blive stresset over status quo-udsagn – ambivalensen er en naturlig del af det at være menneske. Tidligere nederlag og mødet med professionelle, der har villet noget på borgerens vegne, kan gøre det svært for borgeren at mærke, hvad vedkommende selv vil. Her gælder det om at holde fast i sin metode og have tillid til, at alene det at møde et menneske med accept over tid faktisk gør en forskel, siger hun og erkender, at det lyder nemmere, end det er.

– Den Motiverende Samtale tager tid at lære og kræver øvelse. Men igen: Jeg tror, det koster mere på stresskontoen at lade være, og forandringerne tager længere tid eller er umulige, hvis vi ikke har borgeren med.

Man skal ikke blive stresset over status quo-udsagn – ambivalensen er en naturlig del af det at være menneske.

Tina Haren, neuropsykolog

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Arbejdsmiljø