En sen identitetskrise

Det unge par havde to uger til at lære hinanden at kende før brylluppet. Hiba Faisal greb den første og bedste brudekjole i den lokale butik, og efter en kort ceremoni hjemme i haven drog parret til Syrien, hvor hun blev indkvarteret i en lejlighed i Damaskus, mens han vendte retur til Danmark.

Efter at have ventet seks måneder på familiesammenføring landede Hiba Faisal i Danmark – et fremmed land, hvor hun ingen kendte ud over sin nye mand og hans moster og onkel. Hun gik straks i gang med sprogskolen og lærte at tale dansk på rekordtid – så VUC og derefter pædagoguddannelsen, inspireret af en veninde fra sprogskolen, der havde opfordret hende til at give pædagogstudiet en chance.

– Der var langt fra jura til pædagog. Jeg kunne høre min mors stemme for mig og alle dem omkring mig sige: ’Skal du virkelig bruge tre et halvt år på at lære at skifte ble?!’ Det sad i mig, fortæller hun.

Mærkede forventningspresset

Selvom Hiba Faisal bosatte sig i Danmark, mærkede hun stadig båndet til hjemlandet, hvor særligt svigerfamilien havde forventninger til, at det unge par hurtigst muligt skulle stifte familie. Det var hendes første møde med det, hun kalder transnational negativ social kontrol.

– Hvornår får I børn? Kan I overhovedet få børn? lød spørgsmålene. I dag tænker jeg: Hvorfor hørte jeg på, hvad andre ville have mig til? siger hun og tilføjer, at hun, på trods af at hun havde et meget begrænset netværk til den gamle verden, mærkede forventningspresset.

– Der kom telefonopkald fra hjemlandet, som kunne ødelægge min dag totalt og skabe konflikter mellem mig og min mand, fortæller Hiba Faisal.

Der blev også sat spørgsmålstegn ved, om al den uddannelse nu ville føre til noget godt.

– Jeg måtte lukke af for det, der kom fra mit hjemland. Jeg gennemgik en sen identitetskrise, fordi jeg stod i en helt ny kultur, som jeg skulle navigere i uden noget sprog, samtidig med at jeg skulle tage hensyn til familien i hjemlandet.

Blev vores livsprojekt

I dag har Hiba Faisal og hendes mand tre børn, der er født og opvokset i Danmark. Og selvom der har været krav og forventninger fra familien i Irak om fx, hvordan opdragelsen skal foregå, har hun haft fuld opbakning fra sin mand.

– Uden min mand havde jeg ikke kunnet gøre det. Han sagde fra starten: Du tager en uddannelse, jeg arbejder. Det blev vores begges livsprojekt. Han har modtaget opkald og bemærkninger og også skånet mig for nogle af dem. Vi har sammen valgt at være her, og vi stoler på hinanden. Mine børn skal have friheden til at leve det liv, de gerne vil – og selv er jeg blevet meget bedre til at sige tak, men nej tak.

Selvom den unge jurastuderende aldrig havde forestillet sig at blive socialpædagog, viste netop den uddannelse sig at få stor betydning både fagligt og personligt.

– Pædagoguddannelsen er den bedste uddannelse, jeg har taget. Den har givet mig meget mere end blot det faglige. Jeg har udviklet mig så meget personligt
– som kvinde og som mor, siger Hiba Faisal.

Uddannelsen har nemlig også givet Hiba Faisal indsigt i de kulturelle, sproglige og pædagogiske udfordringer, der opstår, når man har en anden kulturbaggrund i en dansk kontekst, og hvad det betyder for børnenes opvækst. Hendes egne børn var små, mens hun læste til pædagog, og hun har så at sige haft ekstra praktik i form af egne børn, i takt med at hun fik et teoretisk grundlag.

– Det har givet mig indsigt i, hvad der sker, hvis børn ikke er med til fødselsdage eller udflugter med børnehaven. Jeg lærte også, da jeg krævede, at børnene talte kurdisk til mig, og de så bare ikke sagde et ord – at hvis jeg gerne vil vide, hvad de har lavet i børnehaven og have en tæt relation til mine børn, så må jeg gå på kompromis med sproget.

Samme indsigt har fået hende til at gribe telefonen til sine børns klassekammeraters forældre, hvis de ikke dukkede op til klassearrangementer.

– Så fortalte jeg dem, at de er inviteret, og at et klasse­arrangement faktisk er lige så vigtigt som skoletimerne, fordi børnene så kan være med i det sociale. Og så har jeg mindet dem om, at de også selv har en interesse i at møde forældrene til de børn, deres barn skal vokse op med. De telefonsamtaler betød, at de alle sammen kom.