Mit hjem – din arbejdsplads
Et botilbud er både borgerens hjem og din arbejdsplads. Det kræver, at I som medarbejdere løbende gentænker, hvordan man støtter beboerne i at tilegne sig hjemmet og får øje på de blinde vinkler, lyder det fra antropolog Anne Mia Steno, som er dykket ned i begrebet hjemlighed
’Hjem kære hjem’. ’Ude godt, hjemme bedst’. ’Et hjem er der, hvor hjertet er’.
Ordsprog om hjemmets betydning er velkendte. Men hvad udgør egentlig et hjem? Og hvordan gør man et hjem ud af et botilbud, hvor borgeren måske ikke selv har valgt at skulle bo?
Selvom vi for længst har lagt fortidens institutionsprægede anstalter bag os, er nutidens hjem for borgere i botilbud stadig meget anderledes end det, de fleste af os kommer hjem til. For bor man i et botilbud, er ens hjem samtidig nogens arbejdsplads, først og fremmest socialpædagogers.
Det afspejler sig umiddelbart i de fysiske rammer med kontorlokaler, medicinrum, tavler med vagtplaner mv. Fysiske faciliteter, som typisk står i skarp kontrast til hjemlighed i klassisk forstand: et rart, trygt og personligt sted, som beboeren selv har indrettet ud fra egne valg af møbler, farver og vægudsmykning.
Læs, hvordan de på Mette Mariehjemmet arbejder med at give beboerne følelsen af hjemlighed
Antropolog og forsker i social- og specialpædagogik på Københavns Professionshøjskole Anne Mia Steno er dykket ned i begrebet hjemlighed og har undersøgt, hvordan hjemlighed udspiller sig for mennesker, som bor i et botilbud.
Hun peger bl.a. på, at de fysiske faktorer blot er et element af hjemlighed, og at det at føle sig hjemme også knytter sig til det sociale miljø og ikke mindst muligheden for at have sit eget private rum.
– Hjemlighed handler i høj grad om at have et sted, hvor man kan trække sig tilbage fra andres blikke og gøre præcis, hvad man har lyst til – fx tømme en pose chips foran fjernsynet med fødderne oppe i sofaen. Et privat rum, hvor man selv bestemmer, hvem der skal komme ind og hvornår, forklarer Anne Mia Steno.
Frihed og selvbestemmelse
Det handler i bund og grund om at have et rum, hvor man selv har kontrollen. Den mulighed har beboere på et bosted ikke altid, da personalet fx har nøglen til beboerens lejlighed eller kan kigge ind gennem en rude og grundlæggende har det som en arbejdsopgave at involvere sig i beboerens liv i varierende omfang. Anne Mia Steno har fra sine studier erfaret, at det er individuelt, hvad der har størst betydning for hjemlighedsfølelsen.
– For nogle er retten til at gå i forfald, rode alt det, man har lyst til, og muligheden for selv at bestemme, hvem der kommer ind, rigtig vigtig. For andre kan det være vigtigt at kunne omgive sig med kulturelle artefakter, som vi genkender som hjemlige. Det kan være en varm belysning, at have sengen stående op ad væggen eller omgive sig med gamle træmøbler og arvestykker. Ting, som kan besværliggøre arbejdsmiljøet, siger Anne Mia Steno.
Hvem har kontrollen?
I princippet har beboerne udstrakt selvbestemmelse. Men realiteterne følger ikke altid med hensigterne, mener antropologen og peger på et eksempel som sengetider. Beboerne bestemmer selv, hvornår de vil i seng, men i praksis kan sengetider afhænge af omfanget af tilgængeligt personale. Ligesådan kan man i princippet vælge at spise i sin egen lejlighed, men reelt kan behovet for støtte i spisesituationer gøre det vanskeligt at realisere.
Tilsvarende har beboerne formel selvbestemmelse i deres eget hjem og kan fx ryge eller spise junkfood alt det, de vil. Men i praksis kan den ret blive udfordret af omsorgspligten.
– Vi ser en subtil magt, der udspiller sig mellem omsorg og selvbestemmelse. Det kan være i form af indirekte håndhævelse af sunde madvaner og overvægtsforståelse, der sniger sig ind som en tavs og usynlig magt, siger Anne Mia Steno.
Den subtile magtudøvelse ligger også i en udbredt forståelse af, at området har gennemgået en af-institutionalisering, og at botilbud i dag er borgernes hjem, hvor de jo har selvbestemmelse. Men denne opfattelse kan blive en form for sovepude, der skygger for, at hensigterne med at sikre selvbestemmelse i eget hjem ikke altid efterleves i virkeligheden.
– Det bliver talt frem, at det er et hjem og ikke en institution, og det bliver så selvfølgeligt, at man næsten tager det for givet. Men de daglige rutiner udfordrer den sandhed, siger Anne Mia Steno og fortsætter:
– Fordi man har en fortælling om, at det er et hjem, så ser man måske ikke, at der stadig er meget, som taler imod de hjemlige forhold.
Praktikken vinder
Hun oplever, at personaler har mange refleksioner om dilemmaerne i problematikken, men at faktorer som dels hensynet til praktiske forhold og vilkår som personalemangel kan spænde ben for principperne. Samtidig sker der let en glidning henimod vante rutiner og i nogle tilfælde egne værdier med tiden.
– Det kan let blive den enkelte pædagogs værdier og forestillinger om, hvad hjemlighed er, der definerer, hvad der skal være det rigtige for beboerne. Derfor er det vigtigt at blive ved med at stille spørgsmål ved vores handlinger og spørge os selv: Hvem bestemmer egentlig? siger Anne Mia Steno, som opfordrer til, at man som medarbejder bevarer nysgerrigheden, husker perspektivskiftet og spørger sig selv: Hvordan ser det her ud fra borgerens perspektiv?
Hun nævner et eksempel fra et bosted, hvor en kørestolsbrugers rum er indrettet med vandrette vinduer øverst i væggen ind mod fællesrummet. Så kan personalet kigge ind, mens beboeren er afskåret fra at se ud.
– I sådan et tilfælde kan man jo sætte sig i en kørestol og gå på opdagelse i, hvordan rummet og omgivelserne ser ud fra det perspektiv, foreslår hun.
Prøv perspektivskifte
Og så gælder det ifølge antropologen om at gå kreativt og nysgerrigt til værks og finde individuelle løsninger. For hjemlighed kan skabes på mange måder.
– Hjemlighed kan findes i lyde, dufte eller en særlig lænestol. Det er ikke one size fits all. Socialpædagogen kan sammen med beboeren gå på opdagelse i, hvordan der er hjemligt for netop ham eller hende. Og man kan have et kritisk blik på, hvilke regler der er her
– og om de giver mening og bliver brugt, siger hun og tilføjer:
– Det kræver, at man ser sin egen praksis udefra, og at man hele tiden tager sin egen praksis op til revision og genopdager bostedet, rummet og de ting, der er der.
Hun understreger, at socialpædagoger har en vigtig rolle i at hjælpe beboerne med at indtage rummet og gøre det til deres hjem.
– Man kan se på, hvordan man kan udvide mulighederne for, at borgere kan tilegne sig de boliger, de har, frem for at praktikken automatisk vinder. Hav blik for mulighederne frem for begrænsningerne, og gå til det med et kulturantropologisk blik, slutter Anne Mia Steno.