Vi står i dilemmaerne hver dag
Hvordan gør man fællesrummet hjemligt for 12 forskellige beboere? Og hvor mange pornoplakater magter man at se på i løbet af en arbejdsdag? Dilemmaer er der nok af på botilbuddet Bøge Allé 15. Men der er – næsten – altid en løsning, fortæller socialpædagog Gitte Johansen
Hver morgen kører beboerne fra botilbuddet Bøge Allé 15 i Ribe, et botilbud for voksne med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, af sted til deres arbejde eller aktivitetstilbud. Og ved fyraftenstid vender de hjem. Til en af botilbuddets 24 lejligheder – med egen indgang, terrasse og postkasse.
Plantegningen i lejlighederne er fuldstændig identisk. Men i én lejlighed sniger hjemligheden sig ind gennem nips og souvenirs fra hele verden. Et andet sted hænger der billeder af nøgne damer på alle vægge – og et tredje sted er der pyntet op med det bare ingenting.
Jeg kan godt komme ind til en beboer og tænke, at der er trist og tomt, og at jeg gerne vil sætte et billede op eller male en farve på væggen. Men det vil forstyrre hans hoved og blive hevet ned.
Gitte Johansen, socialpædagog Botilbuddet Bøge Allé 15
– Jeg tænker hjem med stort H. Men borgerne er selvfølgelig vidt forskellige. Helt grundlæggende er et hjem jo i hvert fald dér, hvor man kan trække sig tilbage og samle energi, siger socialpædagog Gitte Johansen.
Men hvordan gør man et bosted til nogens hjem? Det skulle hun og kollegerne finde svar på, da Bøge Allé 15 i 2018 blev til efter en sammenlægning af tre små botilbud.
Er der rodet?
De var hurtigt enige om, at man fx ikke går ind i en beboers hjem, hvis vedkommende ikke er hjemme. Heller ikke selvom personalet har en nøgle, og at det ville være belejligt at få fikset noget i lejligheden, når håndværkeren alligevel er der.
– Så lytter vi rigtig meget til beboerne og de pårørende. Er nysgerrige på deres livshistorie. Ser på deres præferencer, interesser og yndlingsfarver. Hvis en beboer rigtig godt kan lide at ligge på en sofa, skal han jo ikke have en lænestol, siger Gitte Johansen.
Men det har krævet mange og lange snakke blandt personalet at finde ud af, hvad et hjem egentlig er for noget, og hvordan de skaber rammerne for det. Og det kan til stadighed udfordre de personlige præferencer og værdier, fortæller hun.
– Jeg kan godt komme ind til en beboer og tænke, at der er trist og tomt, og at jeg gerne ville sætte et billede op eller male en farve på væggen. Men det ville forstyrre hans hoved og blive hevet ned. I en anden lejlighed kan jeg få lyst til at rydde op. Men det er ikke mine normer, der skal afgøre, om der er rodet. Min grænse går der, hvor det bliver sundhedsskadeligt for den, der bor der, eller for os.
Læs, hvordan de på Mette Mariehjemmet arbejder med at skabe en følelse af familie.
Plads til personalet
Går man ind ad bostedets hoveddør og ned ad gangen, forbi kontorer med computere og kopimaskiner, er man dog ikke i tvivl om, at botilbuddet også er nogens arbejdsplads.
– Vi skal jo også kunne være her, som Gitte Johansen udtrykker det.
Og nogle gange kan beboernes opfattelse af hjemlighed støde mod fx arbejdsmiljølovgivning, hygiejneregler og sundhedskrav. I praksis er det ofte det, der skaber de største dilemmaer, fortæller Gitte Johansen.
Fx er det nødvendigt at være to medarbejdere om at bade en af botilbuddets beboere. Det er badeværelset bare ikke stort nok til. Et par ergoterapeuter foreslog, at de i stedet badede ham i stuen. Men er det værdigt? Ville man selv have lyst til det?
– Det er endt sådan, at han stadig bliver badet på badeværelset, og vi har så fundet nogle måder at gøre det på, så det bliver lidt bedre for arbejdsmiljøet og er blevet godkendt, fortæller hun og fortsætter:
– Vi havde også en beboer, der rigtig gerne ville have en kanin, som to af medarbejderne er allergiske over for. Hvad gør man så? Vi fandt ud af, at det var OK, at den boede nede i skuret, og så henter hun den ind i lejligheden, når hun vil kæle med den.
Kompromiserne bliver ofte fundet på teammøder. Her er det fx også blevet besluttet at købe noget plastikservice til fælleskøkkenet, fordi der er en risiko for, at nogle af beboerne i frustration kaster en tallerken.
– Reglen er, at arbejdsmiljø vægter højere end hjemligheden. Men plastikservice er bare ikke særlig hjemligt. Vi undersøgte, hvad der fandtes på markedet, der lignede rigtigt service, og fandt nogle glas, vi kunne bruge. Og der, hvor der er størst risiko for kast med tallerken, bliver der brugt plastiktallerkener, siger Gitte Johansen.
Forbliver dilemmaer
Selvom botilbuddet på mange måder er ’i mål’ med etableringen af et hjem for stedets borgere, er der dilemmaer, som forbliver dilemmaer. Som fx at det kan virke noget nær umuligt at indrette et fællesrum, der forener alle beboernes forskellige behov og opfattelse af hjemlighed.
Det er også et dilemma, at beboerne i princippet har mulighed for at lave mad i deres egen lejlighed, hvilket nogle af dem kan med socialpædagogisk støtte. Men i praksis ville det udfordre, hvis alle beboere droppede fællesspisningen og i stedet lavede bøf bearnaise derhjemme samme aften.
Endelig rejser det et dilemma, at borgernes medicin ifølge loven skal være låst inde.
– Det betyder, at der i hver beboers hjem er et skab, som kun personalet har nøgle til. Det er jo et dilemma, når den socialpædagogiske vej er at knokle for selvbestemmelse. Så vi står i det hver dag, siger hun.