Borgeren for bordenden
I Rudersdal Kommune holder de borgernes drømme i live. Det sker ved at lytte til, hvad den enkelte borger har af ønsker, håb og drømme – og koordinere indsatsen og inddrage lige netop de personer, som giver mening i forhold til borgerens egne visioner for fremtiden
Hvad vil give mening for dig?
Sådan kan det allerførste spørgsmål lyde, når en borger henvender sig til Oliver Bernhardt Schøller. Som socialpædagogisk koordinator i Rudersdal Kommune arbejder han med indsatser til borgere med psykiske udfordringer – og her er en recovery-orienteret rehabiliterende tilgang nøglen til at lykkes.
– Min fornemste opgave er at holde borgernes drømme i live. Og det gør jeg bedst ved at lytte og spørge ind til, hvad borgeren har af ønsker, håb og forestillinger om sin fremtid, fortæller Oliver Bernhardt Schøller og kommer med et aktuelt eksempel med en ung borger, han for nylig har mødt i åben rådgivning:
– En ung mand, som ret sent i sit liv har fået en autismediagnose og er gået helt ned med flaget. Han har en høj uddannelse og vil rigtig gerne bruge den, men da jeg møder ham, kan han slet ikke overskue sit liv og er voldsomt stresset. Så mit allerførste skridt er at give ham et såkaldt selvforståelseskursus om autisme, så han forstår, hvad det er, der sker i hans hjerne, og så vi sammen kan identificere de ting, der stresser ham.
Læs også 'Jeg lader borgeren tage styringen'
Udviklet en samarbejdsmodel
Som én af de fire partnerskabskommuner i Socialstyrelsens projekt om at omlægge til en recovery-orienteret rehabiliterende tilgang har Rudersdal bl.a. prioriteret at arbejde med en fast samarbejdsmodel for, hvordan man hjælper borgere med psykiske udfordringer videre. Modellen kaldes Udviklingssporet og går ud på, at man sætter borgeren for bordenden – og byder alle relevante aktører inden for i et eller flere fælles møder. Det kan fx være en socialpædagogisk bostøttemedarbejder, en misbrugsbehandler, en med kontakt til idræts- og kulturlivet og måske en person i borgerens eget netværk, fortæller koordinator for Udviklingssporet Ditte Kyed.
– Når en borger har flere forskellige behov, koordinerer vi som fagfolk, så borgeren har én indgang til kommunen og går derfra med én overskuelig plan. I praksis betyder det, at vi inddrager lige netop dem, det giver mening, at borgeren møder. Det kan være medarbejdere fra socialområdet, beskæftigelsesområdet, kulturområdet og civilsamfundet – udvalgt ud fra, hvad den pågældende borger selv udtrykker af behov, drømme og ønsker, siger hun.
Et fast element i Udviklingssporet er, at borgeren efter et sådant møde går derfra med en plan for, hvad der videre skal ske – en plan, der aldrig må fylde mere end en A4-side, så den kan hænges op på køleskabet.
– Vi kalder det ’Én plan’, og den indeholder nogle helt faste elementer som fx, hvad der går godt, hvad der er svært, hvad borgeren drømmer om – og hvad der skal ske nu. Den plan får alle, der deltager i mødet – og målet er at gøre det overskueligt og forståeligt, så man ikke forlader mødet og tænker, hvem ringer nu til hvem, og hvad skal jeg selv gøre?
Borgerne oplever, at vi som fagfolk pludselig taler sammen og har det samme udgangspunkt.
Oliver Bernhardt Schøller, socialpædagogisk koordinator i Rudersdal Kommune
Podcast om recovery
I et afsnit af Socialpædagogernes faglige podcast har vi besøgt Rudersdal Kommune for at høre om deres erfaringer med en recovery-orienteret indsats. Lyt med – og bliv inspireret til, hvordan du som socialpædagog kan arbejde med borgerens recoveryproces ved at tage udgangspunkt i borgerens behov og målsætninger.
To vigtige begreber i Rudersdal Kommune:
Udviklingssporet:
En samarbejdsmodel, hvor fagfolk på tværs af forskellige afdelinger koordinerer samarbejdet om en borger med flere forskellige behov, så borgeren oplever én indgang og én plan. Tanken er at inddrage dem, der giver mening i forhold til borgerens egne ønsker, drømme og håb.
Én plan:
Når en borger forlader et møde afholdt ud fra samarbejdsmodellen, er det med ’Én plan’ i hånden. Her står, hvad borgeren drømmer om, hvad der går godt, hvad der er svært – og hvad der nu skal ske, og hvem der er involveret.
Fordele ved tværfaglighed
I forhold til den borger, som opsøgte Oliver Bernhardt Schøller med sine udfordringer omkring en sen autismediagnose, tog møderne i Udviklingsporet bl.a. afsæt i borgerens ønsker om at finde et job og komme i gang med at dyrke motion.
– Jeg vidste, at han havde været meget fysisk aktiv tidligere, så jeg satte ham i forbindelse med en lokal løbeklub. Og så arbejdede vi med at introducere en kalender i hans hverdag, hvor han på en meget håndgribelig måde kunne arbejde med at dele dagen op i overskuelige opgaver og dermed undgå at blive stresset. I dag har han fået fint styr på alt det praktiske i sit liv, bor i egen lejlighed og har fuldtidsjob på et laboratorie. Og vigtigst af alt har den udvikling, han har været igennem, taget 100 pct. afsæt i, hvad han selv formulerede af drømme og ønsker, fortæller Oliver Bernhardt Schøller.
Både han og Ditte Kyed ser rigtig mange fordele i at arbejde tværfagligt med afsæt i recovery og rehabilitering.
– Borgerne oplever, at vi som fagfolk pludselig taler sammen og har det samme udgangspunkt – og det, jeg hører, er, at borgerne ikke længere har den der følelse af, at der hele tiden skal alle mulige forskellige mennesker ind over deres sag, og at vi reelt lytter til, hvad de selv har af ønsker for fremtiden, siger Oliver Bernhardt Schøller.
– Jo mere vi samarbejder på tværs af afdelinger og faggrupper, jo bedre lærer vi hinanden at kende – og jo lettere er det at holde fast i, at vi alle tager afsæt i, hvad borgeren gerne vil. Det er en dejlig dynamisk måde at arbejde på, fordi vi hele tiden kan justere og hive dem ind i samarbejdet, hvor det giver mest mening i forhold til borgerens ønsker, supplerer Ditte Kyed.