Vi løfter anbringelsen sammen

Anja Villumsen, 48 år, er uddannet socialpædagog og familieplejekonsulent i Ishøj Kommune, hvor hun har været ansat i godt otte år.

Gitte:
Anja kender mine sårbarheder. Og jeg har tillid til, at hun er min advokat i kommunen. Hun har kontakten til kommunens sagsbehandler, som hun kender bedre end mig, og ved dermed, hvordan virkeligheden skal serveres.

Anja:
Gitte kvalificerer min sparring ved at fodre mig med observationer. Og der er naturligvis mange følelser forbundet med at være en familie. Det gør det unikt, men også svært at være plejefamilie, for så kan der opstå blinde vinkler, som vi skal kunne tale om. Jeg kommer udefra med nye perspektiver. Men jeg skal lytte og respektere de følelser, der er på spil.

Gitte:
Vi ses minimum hver ottende uge. På den måde vokser problemer sig sjældent store. Jeg kan også ringe, hvis jeg er sur og bare skal brokke mig. Det er Anja, jeg læner mig op ad – eller tuder op ad.

Anja:
Der går sjældent 14 dage imellem, at vi taler sammen. Jeg ringer måske for at høre, hvordan det gik med gymnastikopvisningen eller et skole­møde, som vi har arbejdet hen mod. I teamet er vi alle socialpædagoger og kan løfte plejefamilieopgaven og støtte op om udfordringerne, fordi vi har en faglig indsigt – fx i traumer, angst og tilknytningsmønstre, som vi forstår, hvad er, hvordan kommer til udryk og skal håndteres i en familie.

Gitte:
Samtidig kan vi sammen finde nogle veje inden for de love og regler, der er – fx i forhold til samvær eller børnesamtaler. Andre gange er der vilkår, vi ikke kan ændre på, men bare må rumme.

Anja:
Gitte kender børnene allerbedst og har en stemme, der skal lyttes til. Hun kan observere, så vi sammen kan vurdere barnets behov for fx terapi, eller se nogle reaktioner på samvær, som en rådgiver ikke ser. Og jeg oplever, at der bliver lyttet, når vi bringer den socialpædagogiske faglighed ind i sagen og dermed kvalificerer rådgiverens beslutninger.

Gitte:
Det er altid Anja, jeg ringer til, hvis der er problemer. Skolen har fx været en svær samarbejdspartner, da den ikke så plejebarnet.

Anja:
Så lavede vi strategier for at håndtere det. Nogle møder var jeg med til, nogle skulle Gitte deltage i selv, men så sparrede vi inden. På et tidspunkt besluttede vi at gennemføre et skoleskift for et af plejebørnene – det var en svær beslutning.

Gitte:
Den beslutning havde ikke været rar at stå alene med. Uden Anja var anbringelsen brudt sammen.

Anja:              
Men det kræver gensidig tillid. Hvis Gitte ikke delte åbent og ærligt, men det bare gik ’fint nok’, ville det give anledning til undren. Det er ikke altid, man kan se ind i en krystalkugle, hvordan et barn udvikler sig. Noget kan blive svært at håndtere i en familie. Men med et tæt samarbejde kan vi nå at gribe det svære, før det vokser sig stort og får konsekvenser for plejefamilien og børnene.

LÆS MERE om Gitte Jensen og Anja Villumsens faglige samarbejde