Jeg lytter uden at dømme

Sådan fortæller Sara Bilde Kristiansen. Hun er 27 år og arbejder på andet år som socialpædagog på Retspsykiatrisk Sengeafsnit 4 i Skejby – og så er hun én af fire nominerede til Politikens Pædagogpris 2023 i kategorien ’Social- eller specialpædagogik’.

– Jeg troede først, at det var for sjov, da jeg hørte, at jeg var indstillet til prisen. Men den var jo god nok, og da jeg blev nomineret, blev det fejret på afdelingen med lagkage, taler og blomster. Jeg synes nu ikke selv, at jeg gør noget særligt – vores arbejde er en kæmpe holdindsats hver eneste dag, fortsætter hun.

Ser ressourcer og kompetencer

Men Sara kan nu noget ganske særligt, fornemmer man hurtigt, når hun taler sig varm om sit arbejde som socialpædagog i en ellers sundhedsfagligt domineret verden, hvor hverdagen udspiller sig bag høje mure og låste døre.

For Sara er en socialpædagog, der lever og ånder for at give nogle af de mest udsatte og sårbare mennesker en ny chance i livet. Lige nu gælder det patienterne på sengeafsnit 4 på Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby – et rehabiliteringsafsnit for 16 patienter, der har fået en anbringelses- eller behandlingsdom, fordi de har begået personfarlig kriminalitet og som har en psykiatrisk diagnose.

– Som socialpædagog i en sygehusverden, hvor der er meget fokus på medicin, har jeg fokus på rehabilitering. Jeg bruger min faglighed til at se de ressourcer og kompetencer, patienterne har. Hvad er der i forvejen, som vi kan udvikle på, og hvordan finder jeg ind til de tanker, patienterne selv har om, hvad de kan og skal senere i deres liv. Min opgave er at hjælpe dem med at opnå det, fortæller Sara Bilde Kristiansen, der i sin tid gennemførte sin sidste praktik på R4, hvor hun nu er ansat.

Det kan godt være, at vi ikke udøver en direkte magt. Men vi er ansatte, og det er os, der går rundt med nøgler og alarmer og os, der træffer beslutningerne. Det ansvar og den magt, der ligger i det, er jeg meget bevist om.

Sara Bilde Kristiansen, socialpædagog Retspsykiatrisk Sengeafsnit 4 i Skejby

Patienternes tunge tanker

Hun fortæller om en af de patienter, hun arbejder med, som har haft en tendens til at blive meget udadreagerende i fællesmiljøet. 

– Han blev let provokeret af, hvad de andre patienter sagde. Det endte tit i slagsmål, så han blev flyttet rundt konstant for at sikre, at han ikke var tæt på dem, han ikke kunne med, forklarer Sara.

Hun fandt dog hurtigt ud af, at patienten var helt rolig, når hun havde ham på tomandshånd.

– Jeg har gået mange ture med ham fx i vores gårdhave, når han er ude og ryge – og her har jeg stille og roligt har fået ham til at fortælle om de tanker, der tynger ham. Han er bekymret for sit fremtidige liv. Hvordan han skal få et arbejde og et velfungerende liv? Og hvordan kan han finde en kæreste? siger hun og fortsætter:

– Jeg hjælper ham ved at være den, der lytter uden at dømme. Jeg bruger mig selv meget og fortæller ham fx, hvordan min hverdag fungerer, og hvad jeg laver sammen med min kæreste. Og så snakker vi om, hvad der er realistisk, når han kommer ud, og hvordan han kan arbejde hen mod det.

I dag er den pågældende patient markant mere rolig og har lært, hvordan han kan lukke af, hvis nogen siger noget til ham.

– Det er jo ikke kun min fortjeneste, for han er også blevet justeret i medicin. Men jeg mærker, at han er tryg ved mig. Jeg har snakket med hans familie, og jeg er en af dem, han ofte spørger efter, når der er fx hjemmebesøg eller samtale hos lægen.

Læs også Politikens artikel om Sara

I patientens sted

Når Sara selv skal sætte ord på, hvad det er, hun kan, så lyder det bl.a.: ’Jeg er ikke vildt frembrusende. Jeg er god til at lytte. Og så bevarer jeg altid roen’.

– Vi arbejder med Low Arousal, og det falder ret naturligt for mig – det med altid at tale stille og roligt uden at blive ophidset og uden at gå for tæt på rent fysisk. På den måde kan man deeskalere ret mange situationer og undgå konfliktoptrapning, siger hun.

Men Sara har også evnen til at se det enkelte menneske – og sætte sig i patientens sted.

– Det er megavigtigt. Tænk på, at så snart en patient kommer ud ad døren, så møder de masser af personale og 15 andre patienter, der alle observerer og dokumenterer. Det vil da presse alle mennesker, så for mig er det vigtigt at anerkende, hvor svært det er at være i deres situation. Det gør jeg først og fremmest ved at sikre, at patienten føler sig hørt og set – og får lov til at forklare, hvorfor de agerer, som de gør og har det, som de har det.

Stemmer gennem stikkontakterne

Hun fortæller om en anden patient, som hun efter noget tid har opbygget så god en relation til, at han altid spørger efter at få Sara som kontaktperson.

– Han havde rigtig mange udfordringer. Han var præget af paranoid skizofreni og var meget angst og bekymret over, at nogen var efter ham. Men i takt med, at jeg lærte ham at kende, kunne jeg spørge ind til stemmerne og til hans oplevelse af, at han kunne høre os gennem stikkontakterne, og at vi kom ind i hans telefon.

Den måde, Sara samtaler med den pågældende patient på, er ved at anerkende hans oplevelse, fortæller hun:

– Jeg spørger fx, hvordan han oplever det, og hvad han hører – og så anerkender jeg hans følelser ved at sige, at jeg da godt kan forstå, at han føler sig bange og utryg. Men samtidig med at jeg siger, at jeg hører, hvad han oplever, så fortæller jeg ham også, at jeg oplever noget andet. Giver ham et andet perspektiv. Det er vigtigt.

Et frirum for tankerne

Sara oplever ofte, at patienterne er præget af skyld og skam over, hvad de har begået af kriminalitet, og at de har svært ved at snakke om de følelser med deres pårørende.

– Jeg hjælper dem med at italesætte, hvad de kan, og at de er noget værd. Mit arbejde bygger jo på relationer, der bygges op over tid. Når man lærer hinanden at kende, spørger jeg fx ind til det, der står i patientens journal for at høre, hvordan han selv har oplevet det, og hvad hans familie siger. Jo mere trygge de er ved mig, jo lettere er det at fortælle om det, de oplever, siger Sara, som bl.a. indgår i en terapigruppe ’Bedre liv’ for fire af afdelingens patienter.

– Vi tager emner op som fx den svære samtale – hvordan man kan snakke med sine pårørende om sygdom og kriminalitet. Vi har også talt om omgangskreds og misbrug, og hvordan man kan arbejde med at sige nej til dem, man kender fra før. Vi giver patienterne et frirum, hvor de kan dele de svære tanker med hinanden.

Det er os, der har nøglerne

For Sara er det vigtigt, at hun som fagperson hele tiden er bevidst om den rolle, hun har på retspsykiatrisk, fortæller hun.

– Det kan godt være, at vi ikke udøver en direkte magt. Men vi er ansatte, og det er os, der går rundt med nøgler og alarmer og os, der træffer beslutningerne. Det ansvar og den magt, der ligger i det, er jeg meget bevist om.

Derfor prøver hun selv hele tiden at være så ærlig og nede på jorden i forhold til patienterne, som det er muligt. For med den tilgang er det lettere at undgå forråelse, mener Sara.

– For mig er det virkelig vigtigt, at vi taler ordentligt til og om hinanden og hele tiden prøver at sætte os i den andens sted. Det gælder både i forhold til patienter og kolleger. Jo bedre vi kender hinanden, og jo mere opmærksomme vi er overfor hinanden på afdelingen, jo lettere er det at undgå frustrationer og konflikter, fordi vi tager tingene i opløbet.