Tre nedslag i praksis: Giv den unge lyst til at samarbejde
Med afsæt i den narrative praksis har psykoterapeut Martin Nevers, der er direktør i DISPUK, nogle helt konkrete råd til, hvordan du giver børn og unge lyst til at samarbejde med dig. Det kalder på tre nedslag i praksis: invitationen, samtalen og efter samtalen
Kender du det? Den unge har overhovedet ikke lyst til at tale med dig. For det er ikke ham, der har fundet på, at I skal mødes. Og han har allerede talt med så rigeligt fagprofessionelle i sit liv. Hvis det ikke lykkes dig at skabe lyst til mødet og engagere den unge i samarbejdet, kommer han næppe igen.
Netop den problematik har Martin Nevers oplevet et utal af gange. Han har en baggrund som lærer og leder af en intern skole på en døgninstitution og er i dag direktør i DISPUK (Dansk Institut for Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation, red.), hvor han underviser, har supervisioner – og har samtaler med udsatte børn og unge.
På Fælleskonferencen 2023, som Socialpædagogernes faglige selskaber for nyligt afholdt under overskriften ’Faglighed i relationsarbejdet’, holdt han oplæg om, hvordan man giver unge lyst til at samarbejde – når lysten ikke umiddelbart er der.
– Jeg hører tit, at det tager tid at opbygge en relation, men det gør det faktisk ikke. Tiden går bare. Hvis det fx tager tre måneder at skabe en god relation, så lad os mødes om tre måneder. Det er ikke tiden, der gør det. Det er aktiviteterne. Aktiviteter kan tage tid. Men det er noget andet. I stedet skal vi spørge os selv, hvordan vi kan engagere os i samarbejdet med børn og unge, så de får lyst til at engagere sig i samarbejdet med os, siger han.
Det kræver for Martin Nevers at se tre konkrete nedslag i praksis:
1. Invitationen
Allerede før Martin Nevers mødes med et barn eller en ung første gang, gør han sig umage med at sende en personlig invitation for derved at arbejde på relationen forud for mødet.
Det gjorde han fx forud for en samtale med ni-årige ’Malthe’, der var i så stor mistrivsel, at han havde selvmordstanker. Martin Nevers ringede til Malthes mor og spurgte ind til hendes bekymringer for ham, og hvad Malthe derudover var optaget af, så han kunne tale direkte ind i begge dele. Moderen fortalte, at drengen var fan af fodboldspilleren Messi, som Martin Nevers derfor researchede på, indtil han fandt en anekdote, han kunne koble sig på i sin invitation.
– Barnet eller den unge skal opleve, at jeg har set, at vedkommende er mere og andet end sit problem – at der også er noget, han eller hun brænder for, som vi kan finde fælles interesse i, og som kan være en drivkraft. Og så bestræber jeg mig på at fortælle, hvad jeg har hørt om problemet – uden omsvøb og formuleret, så problemet er adskilt fra den unge, altså et eksternaliserende sprog om problemet, siger han.
I sin invitation er Martin Nevers desuden optaget af at skrive præcist og personligt – og trække på egne oplevelser og erfaringer. Det gør han for, at den unge kan mærke ham og for også at gøre modtageren nysgerrig på at lære ham at kende – så relationen går begge veje.
– På den måde arbejder vi allerede inden, vi mødes. Så kan vi gå direkte til at tale om det, der er svært, når vi mødes. Samtidig skal arbejdsopgaven være overkommelig for mig, så jeg genbruger historier, der hjælper til at skabe en relation, i mine invitationer, fortæller han.
Se den invitation, Martin Nevers sendte til Malthe, i bunden af artiklen, red.
2. Samtalen
Under samtalen med den unge sidder Martin Nevers gerne foran et stort whiteboard, typisk mere eller mindre med siden til den, han taler med. For så kan han løbende skrive ned, hvad den unge helt præcis siger og til slut læse det op.
– Jeg har stort fokus på, at den, jeg har en samtale med, føler sig kompetent i samtalen med mig. Den følelse skaber jeg ved at signalere, at ’det, du siger, er så meget værd, at jeg skriver det ned’. Og frem for at forsøge at referere, hvad den unge har sagt – og formentlig referere forkert – læser jeg til sidst vedkommendes egne ord op. Det har en stor effekt at høre sine egne ord gennem min stemme, fortæller han.
Hvis Martin Nevers ikke har et whiteboard til rådighed, sætter han sig ved siden af den unge – frem for over for – og lægger sine papirer imellem dem, så den unge kan se, hvad han skriver ned.
– Øjenkontakt giver ikke plads til at være i rummet. Både den unge og jeg har brug for at tænke sig om undervejs, og det er svært, når man har øjenkontakt, for så er man hele tiden holdt fast i relationen til den, man ser i øjnene. Selvfølgelig er nærværet vigtigt. Men jeg tror på, at det ligger i min hånds holden fast i det sagte, når jeg skriver ned, siger han.
Kan overføres til alle målgrupper
Martin Nevers pointer kan for ham at se overføres til alle målgrupper.
– Selvom borgeren ikke har et sprog, kan du mærke, om vedkommende har haft en god eller en dårlig dag, og så kan du bevidne det. Det her handler for mig at se om et grundlæggende menneskesyn og blik på den verden, vi gerne vil være med til at skabe. At arbejde pædagogisk er også at være politisk. Vi er med til at forme kulturen i vores pædagogiske tilgang, så man må som pædagog også have et blik for hvilken kultur, man bidrager til at skabe igennem pædagogikken.
3. Efter samtalen
Efter samtalen trækker Martin Nevers på det, der ifølge ham er den mest magtfuld praksis: bevidning.
– Vi lever i en tid, hvor vi trænger til at føle os set, hørt og forstået – og føle os forbundet med andre og føle, at vi har en reel betydning. Det er det, bevidning kan, og som derfor med en lille indsats kan skabe stor effekt, siger han.
LYT TIL Socialpædagogernes faglige podcast om narrativ praksis
Martin Nevers sender et bevidnende brev til barnet eller den unge, hvor han skriver noget af det, den unge fortalte, uden at ændre i ordlyden. Og hvor Martin Nevers eksplicit giver udtryk for, at han efterfølgende har gået og tænkt videre over det, den unge har fortalt.
– Vi kan kigge på vores kærlige praksis, som er at lytte, uden at ville lave om på et menneske. Derfor bruger jeg bevidning til at vise, at jeg har forstået det her menneske på dets egne præmisser – hvad der er vigtigt for den unge. Og ikke mindst vise, at jeg har tænkt videre over det – altså at den unge har haft betydning for mig, siger han.
I brevet laver Martin Nevers typisk også en reference til barnet eller den unges interesse – som da han til den ni-årige dreng sluttede af med at skrive lidt om Messis kamp i weekenden.
– Det er mit håb, at han at føler sig forbundet til mig. Og i mit brev forsøger jeg i det hele taget at give igen – og dermed give lyst til at snakke igen, siger han.
