Botilbud efter fuldtidsprojekt: Ingen vil tilbage til det gamle

Det kan ikke være rigtigt, at man inden for vores fag næsten ikke kan få fuldtid, ligesom det ikke kan nytte, at man siger, at man ikke kan holde til fuldtid – så er det jo arbejdsmiljøet, den er gal med

Dorthe Hougaard Sørensen, tillidsrepræsentant

Kontinuitet i arbejdet

Men kommunen ville gerne bakke op om KL og Forhandlingsfællesskabets projekt ’En fremtid med fuldtid’, som 200 arbejdspladser i 43 kommuner er en del af for bl.a. at finde løsninger på rekrutteringsudfordringerne i den offentlige sektor.

Lene Bredahls Gades ledelse bød sig til som prøvekanin med et mål om, at mindst 70 pct. af medarbejderne kom op på minimum 35 timer ugentligt. Og trods betænkeligheder var der især én grund til, at Maria Louise Elsborg Jacobsen gerne ville give det et forsøg: Kontinuiteten i arbejdet.

– Jeg brænder for mit arbejde og vil gerne gøre en forskel. Førhen havde vi meget blandede, korte vagter og kunne have svært ved at nå at følge ting til dørs, ligesom man kunne have en del fridage i ugen. Når man så kom tilbage, var det svært at følge op på ting. Men når man implementerer tiltag hos en borger, er det rigtig vigtigt at følge det tæt og være kontinuerlig omkring indsatsen. Ellers kan det skride og trække i langdrag, siger hun.

Læs også, hvordan det er gået de 200 arbejdspladser, der har arbejdet med at gøre det attraktivt for medarbejderne at gå op i tid

Hvad motiverer jer?

Hvordan det gik Maria Louise vender vi tilbage til. For prøvehandlingen handlede langt fra bare om at skrue på medarbejdernes timetal for at få flere faste medarbejdere og færre vikarer.

For at det skulle blive en succes – og for at sikre, at arbejdsmiljøet ikke skulle blive en barriere for at gå op i tid – skulle der tænkes i nye kreative løsning, som stedets leder Susanne Stenkær Ravnkilde stod i spidsen for.

Hun blev ansat for tre år siden og kom til et botilbud, der som så mange andre var præget af korte vagter for at fylde vagtplanens huller, og hvor der manglede flow i opgaverne.

– For mig at se handlede det grundlæggende om at få botilbuddet til at blomstre. Det skal være et sted, hvor man er stolt af at arbejde, og hvor vi vil noget med borgerne, siger hun.

Det skulle være frivilligt

Startstedet var en undersøgelse af medarbejdernes motivation for at gå op i tid. Mange havde et ønske om længere vagter og færre weekendvagter. Og skulle de op i tid, var det med ønsket om mere borgerkontakt og mindre arbejdspres.

Derfor blev det besluttet, at det skulle være frivilligt at gå op i tid. Men nye stillinger blev slået op som 35 timers stillinger med mulighed for ekstravagter. Og så blev vagterne omlagt fra fem-seks timers vagter til otte timers vagter, ligesom medarbejderne nu kun arbejder hver tredje weekend i stedet for hver anden.

De er forskellige steder i deres liv. Det skal vi som ledelse være lydhør over for, og jeg siger altid ’ja tak’ til at fastholde en medarbejder. Fleksibilitet er et nøgleord – så skal timerne nok komme

Susanne Stenkær Ravnkilde, leder

Bedre opgavefordeling

Samtidig blev alle arbejdsopgaver minutiøst kortlagt hen over døgnet, så spidsbelastninger i højere grad kunne udjævnes, og der kunne blive luft til mere borgerkontakt.

– Det virker logisk på bagkant, men det var faktisk en svær øvelse, siger Susanne Stenkær Ravnkilde.

Tidligere lå mange opgaver på botilbuddet nemlig i morgen- og formiddagstimerne. Det kunne være borgerens bad og aftaler ud af huset, der kræver ledsagelse – fx lægebesøg og dagbeskæftigelse.

For at få en mere jævn opgavefordeling har de fx aftalt med nogle af borgerne at flytte badet til om eftermiddagen og aftenen. Når flere medarbejdere samtidig har fået længere vagter frem for at have fri kl. 13, frigiver det hænder og tid til fx enetid med en borger, der har behov for at kigge økonomi eller handlemål igennem.

– Hvor en opgave før kunne ligge hos tre medarbejdere på samme tid – og falde lidt mellem stolene – er vi i dag generelt blevet meget mere strukturerede i forhold til, hvem der gør hvad. Og det har faktisk betydet færre opgaver til den enkelte, siger hun.

Højere faglighed

Men det koster noget på dagsnormen at give medarbejderne længere vagter og færre weekendvagter. En pris Susanne Stenkær Ravnkilde har været villig til at betale – valutaen er højere faglighed.

– Vi har arbejdet med at konvertere vikartimer til fast personale. Jeg vil ti gange hellere have en fast, uddannet medarbejder velvidende, at det koster mere. Min påstand er, at en dygtig socialpædagog kan gøre det samme som to uuddannede. Så vi tør godt være lidt færre på arbejde, fordi der er mere kvalitet i det, vi laver, siger hun.

Ud over, at det har været frivilligt at gå op i tid, har det også været vigtigt, at medarbejderne kunne gå ned i tid igen, hvis behovet opstod, fortæller Susanne Stenkær Ravnkilde. Det centrale er, at de trives.

– De er forskellige steder i deres liv. Det skal vi som ledelse være lydhør over for, og jeg siger altid ’ja tak’ til at fastholde en medarbejder. Fleksibilitet er et nøgleord – så skal timerne nok komme, siger hun.

TR jublede

For at få enderne i vagtplanen til at mødes, har det krævet noget helt særligt af vagtplanlæggerne. Og så er der indgået lokalaftaler om de længere vagter og om nedsat hviletid, som det har været frivilligt for medarbejderne at underskrive.

Desuden har dialog, inddragelse og involvering været en nøgle til succes – ikke mindst i forhold til TRIO-samarbejdet, hvor man i perioder har mødtes hver 14. dag og med en udvidet medarbejderkreds.

Her sidder Dorthe Hougaard Sørensen som tillidsrepræsentant med. Og hun jublede bogstaveligt talt, da hun blev præsenteret for projektet.

– Jeg har været meget fortaler for det, og vi har haft det oppe at vende flere gang. For det kan ikke være rigtigt, at man inden for vores fag næsten ikke kan få fuldtid, ligesom det ikke kan nytte, at man siger, at man ikke kan holde til fuldtid – så er det jo arbejdsmiljøet, den er gal med. Men den indstilling er helt klart også blevet flyttet med det her projekt, og der er kommet en mere åben dialog for at fastholde medarbejdere og tiltrække nye, siger hun.

Vi har haft et særligt fokus på pauser og på at lave skift, når vi er omkring visse borgere. Og så skal man kende sine egne grænse. Den balance er jeg konstant opmærksom på

Maria Louise Elsborg Jacobsen, socialpædagog

Vejen til at lykkes

Tilbage til Maria Louise Elsborg Jacobsen, som i dag oplever at have flere dage med tid til faglig dokumentation, sparring med kollegerne – og tilmed succesoplevelser med borgerne, som hun tilskriver den øgede kontinuitet i arbejde og de flere faste medarbejdere.

– Vi havde en borger, der ofte røg i affekt og havde en uhensigtsmæssig adfærd, når vi ikke kom. Vi satte målrettet ind for at ændre på vores eget narrativ om ham og give ham oplevelsen af, at vi ville ham – ved også at opsøge ham, når han ikke havde kaldt. Vi udarbejdede en hel tilgangsmappe, som vi faste medarbejdere fulgte. I dag har han stort set aldrig de følelsesmæssige udfald. For ham har det betydet alverden, at vi lagde den fælles strategi og hele tiden fulgte op. Så er sandsynligheden for at lykkes bare større, fortæller hun.

Virkeligheden for Maria Louise har dog også været, at hun i en periode var i et team med borgere, der stillede meget høje følelsesmæssige krav. Det udløste en belastningsreaktion, som betød, at hun måtte gå ned på 32 timer fast, men derudover dækker ind for en kollega, der er lånt ud til Hjernecenter Randers.

– Vi har haft et særligt fokus på pauser og på at lave skift, når vi er omkring visse borgere. Og så skal man kende sine egne grænser. Den balance er jeg konstant opmærksom på, siger hun.

Ønskeplaner

Prøvehandlingen har betydet, at andelen af medarbejdere på botilbuddet, der arbejder 35 timer eller derover, i dag er gået fra 45,2 pct. til 62,5 pct. Og indsatsen – med alt hvad den indebærer – er kommet for at blive.

Til december indleverer medarbejderne deres ønskeplaner, som vagtplanlæggerne efterfølgende arbejder med at få til at passe sammen. Dog ligger weekendvagter fast. Resultatet bliver udrullet fra februar og frem til sommer.

– Jeg tør godt sige, at i dag vil ingen gå tilbage til det gamle, siger Susanne Stenkær Ravnkilde.