Der er stadig mange mure, der skal rives ned
Kritikken fra de udviklingshæmmede skal have konsekvenser - det kræver personaleudvikling, siger SL's næstformand, Mogens Seider
- På det personlige plan føler brugerne i undersøgelsen helt tydeligt, at vi står i vejen for deres udvikling, og at vi trækker ting ned over hovedet på dem - og det er direkte alarmerende. Jeg tror at sådanne alarmklokker vil igangsætte et pædagogisk udviklingsarbejde på enhver socialpædagogisk arbejdsplads. Vi må ganske enkelt tage kritikken meget alvorligt.
Sådan siger SL's næstformand Mogens Seider som en reaktion på den brede kritik af det pædagogiske personale og den pædagogiske indsats, som rejses af udviklingshæmmede i VUL-undersøgelsen.
- Når brugerne på det konkrete plan oplever, at vi som socialpædagoger står i vejen for, at de kan få en lille have eller en vaskemaskine, så må der være noget galt med de organisatoriske rammer. Det er tydeligt, at der er brug for en fortsat diskussion om, at alle udviklingshæmmede skal behandles som alle andre borgere. Vi kan ikke som professionelle stå oppe på scenen og diktere, hvilket stykke der skal spilles. Kunsten er at sætte sig selv på anden række og være parate til at agere i arenaen, siger Mogens Seider.
Han er - ligesom en række af de pædagoger, der medvirker i undersøgelsen - ikke i tvivl om, at det et stykke hen ad vejen stadig er 'spøgelser' fra tiden på de store institutioner, der huserer:
- Når man siger, at institutionsbegrebet blev afskaffet i 1998, så er det nok en sandhed med modifikationer. I mange personalegrupper slider man stadig med at få lagt de gamle arbejdsrutiner fra sig og med at komme ud af patriarkrollen. Jeg tror, at der stadig er mange mure, som skal rives ned, og mange værdietiske diskussioner, der skal tages.
Når de udviklingshæmmede fortsat har oplevelsen af 'institution', ser Mogens Seider det som et resultat af forsømmelser:
- Vi har fra SL hele tiden sagt, at man skal passe på ikke at svigte de faglige miljøer. Og når man taler om de små enheder, eller alenearbejde, så er det svært at holde fast i. Der er ikke den samme, naturlige udvikling. Der er ofte ikke fokus på supervision, kompetencer og metodeudvikling - det kniber ofte med at få frisk luft ind i tænketanken. Modsvaret er bare ikke større institutioner - det ville jo gå stik imod de udviklingshæmmedes ønsker, og det er heller ikke SL's mål, siger han.
I stedet må der lægges meget mere vægt på udviklingen af personalet:
- Kompetenceudviklingen fulgte ikke automatisk med, da institutionerne blev nedlagt - hverken ude lokalt eller på uddannelserne. Her må vi for alt i verden ikke spare, og den diskussion vil vi i SL gerne tage med de myndigheder, der har ansvaret for det og med vores uddannelsesinstitutioner, lover Mogens Seider.
Hvis ikke gabet mellem brugere og pædagoger bliver lukket, kan der til gengæld ske en udhuling af det pædagogiske område, mener han:
- Det er afgørende, at vi ikke går i defensiven, men møder kritikken åbent og med al vores faglighed. Socialpædagogikken har tradition for at udvikle sig med de socialpolitiske rammer. Det skal også ske her og det gør det også. Men hvis ikke det gør, er jeg bange for, at de udviklingshæmmede og deres pårørende vil se sig om efter andre tilbud og andre faggrupper til at tage sig af de behov, de har, siger Mogens Seider.