Vi må lære at give slip
Både forældre og pædagoger trænger til at fokusere på deres egne reaktioner, når de udviklingshæmmede kommer med ønsker om større selvstændighed, siger LEV-formand Sytter Kristensen
- Kritikken her kommer jo fra en gruppe af rimeligt velfungerende udviklingshæmmede, og jeg er lidt chokeret over at høre de her udsagn fra dem. Og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det må opleves for de svagere grupper, der ikke selv kan formulere sig.
Sytter Kristensen er formand for LEV, og hun mener, at den skarpe kritik, som en række udviklingshæmmede leverer i VUL- undersøgelsen, må vække til eftertanke hos pårørende og forældre. I undersøgelsen giver mange af de udviklingshæmmede udtryk for, at deres forældre sidder alt for tungt på deres liv, og Sytter Kristensen mener, at de pårørende i højere grad må øve sig på at give plads til deres voksne udviklingshæmmede barns eget liv.
- Hvis man ikke lærer at give slip, så går det galt. Hvis det var dig eller mig, hvis forældre kom og blandede sig på den måde, så ville vi give dem et rap over fingrene, men mange udviklingshæmmede kan eller tør ikke sige fra på den måde. På den anden side må man vel også sige, at hvis man som forældre ikke er på vagt, ville det også være galt, konstaterer hun.
Når denne barneforældre-rolle hænger ved skyldes det mange ting, mener Sytter Kristensen:
- Det er meget vanskeligt ikke at springe over i forældrerollen - der er jo noget instinkt i det her. Når man har et voksent udviklingshæmmet barn, så får man ikke de tilbagemeldinger, man får fra et normalt barn - forsikringen om at det går ok med pengene, med jobbet og derhjemme, som vi andre kan klare via en snak i telefonen.
Og man har heller ikke været igennem den samme løsrivelsesproces, men går på en helt anden måde en følelse af, at man er nødt til at være der hele livet, siger hun.
- Men vi er nødt til at lære at arbejde bevidst med det 'ejerskab', der for mange ligger i forholdet til det voksne barn: Når barnet er blevet myndigt, er der områder, vi ikke som forældre har råderet over mere - selvom det er svært at acceptere rent følelsesmæssigt.
Sytter Kristensen ser mange sammenfald mellem den indtrængen i den udviklingshæmmedes privatsfære, som forældre og pædagoger - ud fra ædle motiver og af lutter beskyttertrang - kommer til at foretage fra hver sin kant:
- Både i den pædagogiske verden og blandt forældre og pårørende må vi prøve at svare ærligt på, hvorfor det er så svært ikke bare at gå ind og tage over. Måske er det en latent menneskelig egenskab - men den må vi blive bevidst om og bruge positivt, så det ikke føles forulempende for den udviklingshæmmede, siger LEV-formanden.
Hun efterlyser bedre muligheder for at lære noget om det psykologiske side af den uundgåelige løsrivelsesproces mellem den udviklingshæmmede og forældrene.
- Det er ikke noget, der er brugt meget energi på tidligere - jeg tror, jeg gennem årene er stødt ind i ét amt, der knyttede en psykolog til en gruppe unge udviklingshæmmede, der var på vej til at flytte hjemmefra. Ellers er der ikke noget støtte at hente, konstaterer Sytter Kristensen, der medgiver, at det er et område, LEV selv kunne bruge flere kræfter på.
- Men måske skulle de pårørende og socialpædagogerne tage hinanden i hånden og sammen blive bedre til at lytte og give plads til den udviklingshæmmede - vi skal måske arbejde mere med os selv og ikke kun snakke om 'de andre'. De unge udviklingshæmmede i dag stiller jo ret store krav i forhold til for 10-15 år siden, og det ville da være en rigtig god ide at få konfrontationen mellem deres ønsker og familien og de professionelle frem i lyset, mener Sytter Kristensen.