Mødet med Polarnattens børn
Dansk pædagog rejste til Grønland for at få et værested for børn sat på skinner. Her fortæller hun om frustrationerne, om de omsorgssvigtede børn og om at afholde hyggeaftener for børnene på forældrenes lønudbetalingsdage
Den ni-årige dreng og hans lillebror er det første, der møder Elizabeth Andersen, da hun en lørdag i november tropper op på værestedet i den lille sydgrønlandske bygd Alluitsup Paa. Dagen forinden har hun for første gang sat sine fødder i den grønlandske sne.
Drengen er blå på den ene kind. Han har ventet på, at værestedet skal åbne.
Medhjælperen på stedet er ikke mødt. Ingen ved helt hvorfor, så Elizabeth Andersen bliver straks kastet ud i opgaverne.
– De to drenge var noget forkomne. Jeg kan ikke tale grønlandsk, men vi fik en tavs kommunikation, hvor jeg med mit blik og min måde at omgås dem, kunne vise min forståelse, fortæller Elizabeth Andersen. Hun og en anden dansk pædagog er blevet sendt til bygden af Foreningen Grønlandske Børn for at arbejde pædagogisk med børnene, ansætte og undervise personalet og for administrativt at få værestedet til at fungere.
| Lørdagene efter lønudbetaling var de værste. Det er jo dagen efter fredag, hvor mange forældre ofte har drukket for meget. Så der kommer mange børn på værestedet. Det, jeg kunne gøre, var at give dem noget te, holde om dem og give dem lov til bare at være der. Elizabeth Andersen |
– Det er svært for mig at forstå, at forældre kan drikke så voldsomt og lade deres børn rende rundt ude i polarnatten. Samtidig gjorde den råstyrke, drengen og mange af de andre børn trods alt havde, et dybt indtryk på mig. Den ældste dreng tog sig af sin lillebror, selvom han selv var ramt.
Elizabeth Andersen understreger at der også er velfungerende familier i bygden. Men hun ved, at der stadig er børn, der bliver misbrugt og omsorgssvigtet. Alligevel mener hun, at hun har været med til at forandre noget. Til trods for at hun i første omgang sagde nej til at tage af sted.
Børn er stadig børn
“Hun må da have spist søm”, er Elizabeth Andersens første reaktion, da hun bliver ringet op af generalsekretæren i Foreningen Grønlandske børn og spurgt, om hun havde lyst til at tilbringe tre vintermåneder på et værested i Sydgrønland. Men nogle billeder derfra får hende til at ændre mening.
– Jeg tænkte, at godt nok kender jeg ikke meget til Grønland, men jeg kender noget til børn. Trods kulturforskellene så er børn jo stadig børn, og langt hen ad vejen kan jeg genkende alkoholskader og omsorgssvigt, når jeg ser det, siger Elizabeth Andersen, der som institutionsleder er vant til at tage sig af det administrative.
Hendes opgave bliver dels at gå ind i det praktiske pædagogiske arbejde. Dels at få hyret en leder til stedet, få stablet en personalepolitik på benene, få struktureret dagligdagen, få skabt nogle rammer for det pædagogiske arbejde og give det uuddannede personale undervisning. Målet er at få skabt stabilitet. Der bliver lavet en fast aftale om, at børnene kan besøge den nærliggende idrætshal. Det samme gør hun med bygdens internetcafé. Og så skal personalet til at bage sammen med børnene.
– Tidligere fik børnene et stykke knækbrød at spise om eftermiddagen. Men det blev de jo ikke mætte af. Så det blev til en fast pædagogisk aktivitet at bage brød sammen med børnene. Alle skulle have lov til at spise sig mætte. En gang om ugen serveres der varm mad, og hvis der er frugt i bygdens eneste butik skal de helst have et stykke frugt en gang om ugen, fortæller Elizabeth Andersen.
De dage, hvor forældrene får løn, kommer der flere børn på værestedet. En del af forældrene bruger straks de fleste af pengene til alkohol. Så på lønudbetalingsdagene bliver der afholdt diskoteksfest, og hvis børnepengenes udbetaling falder på en hverdag, bliver der arrangeret bingo for byens børn.
Bedre rustet
– Lørdagene efter lønudbetaling var de værste. Det er jo dagen efter fredag, hvor mange forældre ofte har drukket for meget. Så der kommer mange børn på værestedet. Det, jeg kunne gøre, var at give dem noget te, holde om dem og give dem lov til bare at være der, fortæller Elizabeth Andersen.
De hektiske lørdage med mange børn bliver ikke gjort nemmere af, at der kun er én ansat på vagt disse dage.
– Så skulle man selv stå for mad, pædagogik og beskæftigelse med børnene. Samtidig med jeg ikke kunne sproget. Børnene kunne godt sige “computer”, og så vidste jeg, at de ville spille computer. Men jeg kunne ikke gå ind i konflikterne og den almindelige snak, og det var meget frustrerende, siger Elizabeth Andersen om arbejdet i Grønland.
– At lave en årsplan og en personalepolitik er der ingen ben i. Men når man så har aftalt et møde med nogen, kan det være, at de slet ikke møder op. Så de der stress-skuldre, der sidder oppe over ørene herhjemme falder ned på plads, og man lærer at tage tingene som de nu kommer.
– Vi ved, at det ikke er værestedet, der ændrer noget i hjemmet. Og at når børnene bliver 14 år, så kan de ikke længere komme der, og hvad skal de så?
Alligevel mener Elizabeth Andersen, at resultat af opholdet er positivt.
– Personalet er blevet bedre rustet, for de har fået nogle pædagogiske rammer og en struktur, som de let kan følge. Vi vidste godt, at den pædagogiske standard ville falde, når vi forlod stedet, men vi vidste også, at vi forlod et sted, som kunne fortsætte med at fungere rigtig godt.
I juni vendte Elizabeth Andersen tilbage til Alluitsup Paa for at følge op vinterens arbejde. Og hun kunne konstatere, at mange af børnene havde fået det bedre. Men hun kunne også konstatere, at ud over de tre-fire tilfælde af seksuelt misbrug, som hun allerede kendte til, var der kommet adskillige mere.
– Men på værestedet kan børnene få et pusterum og noget stabilitet. De har fået et sikkert sted at være, hvor de kan have tillid til de voksne, og hvor de altid er velkomne, siger Elizabeth Andersen.
| Vanskelige vilkår – Generelt har grønlænderne vanskelige vilkår. Stor arbejdsløshed og misbrugsproblemer giver dårlige forældreevner, og hvis man vil have en uddannelse, skal man rejse langt væk, siger Bente With, generalsekretær i Foreningen Grønlandske Børn. Foreningen har derfor etableret dels et værested i Alluitsup Paa i Sydgrønland, som er et tilbud til alle bygdens børn, dels et ungdomshus for 14-20-årige i Østgrønland, hvor personalet forsøger at motivere unge til at uddanne sig eller tage et arbejde. Bente With understreger, at de to steder også bliver brugt at velfungerende børn og unge. Foreningen har den overordnede projektledelse og betaler samtlige udgifter til ungdomshuset og halvdelen af udgifterne til værestedet, mens kommunen betaler resten. – Med projekterne kan vi tilbyde en hjælpende hånd. Hvis der er brug for en psykolog eller en pædagog på stedet, forsøger vi at finde nogle danskere, som kan tage derop i en periode og hjælpe med at få stederne til at fungere og til at undervise de ansatte. For det er umuligt at finde uddannet personale deroppe. Derfor er vi nødt til at “uddanne” personalet selv, fortæller Bente With. Tre gange om året besøger hun Grønland for at følge op på de initiativer, som er sat i gang samt støtte og vejlede personalet. På sigt er det meningen, at stederne skal fungere som selvejende institutioner. kab |