Mit faglige fokus: ’Anbringelseshistorier kan være med til at hele traumer’

Hvad er dit faglige fokus?

I Familiehuset i Sorø, hvor jeg arbejder, laver vi anbringelseshistorier til børn, der bliver anbragt i plejefamilier. Vi arbejder efter spædbarnsterapiens principper som metode, når vi laver historierne. Spædbarnsterapi er en form for traumeterapi, der fokuserer på barnets liv og de hændelser, der er fulgt med, inden for de første tre leveår. I anbringelseshistorierne beskriver vi barnets liv fra fødsel til anbringelse. Vi skriver om barnets forældre, hvad der er sket i hjemmet og årsagerne til anbringelsen. Det er vigtigt at skrive på en nænsom og anerkendende måde, hvor vi ikke gør forældrene forkerte, men vi pynter ikke på historierne. Historierne skrives ud fra nogle helt faste principper, hvor vi bl.a. sætter ord på barnets smerte og kommer med beskrivelser af, hvordan anbringelsen er foregået.

HØR OGSÅ Socialpædagogernes podcast om spædbarnsterapi

Hvorfor er det et vigtigt fokus at have?

Det er der flere grunde til. Inden for spædbarnsterapien siger man, at alt usagt binder energi, og at man aldrig skal lade barnet være alene med dets smerte. Alle børn har brug for at vide, hvorfor de er endt i den situation, de er, og for at blive anerkendt i deres følelser. Når vi laver historierne, interviewer vi forældrene, så de får lov at sætte ord på de håb og drømme, de har haft for deres familie, og at de vil barnet det bedste. På den måde får barnet oplevelsen af, at deres forældre vil dem det godt. Samtidig er anbringelseshistorien barnets samlede historie og ikke brudstykker fra mange forskellige fagpersoner. Alt i alt skal anbringelseshistorierne være med til at hele traumerne.

Giv et eksempel fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel:

Jeg har været med til at skrive en anbringelseshistorie for en 16-årig pige, der for nogle år siden tog kontakt til Børnetelefonen. Der var problemer derhjemme, og forældrene havde før bedt om hjælp, men fik det ikke i tilstrækkelig grad. Det, hun fortalte til Børnetelefonens medarbejder, var så voldsomt, at hun blev hentet på skolen af en socialrådgiver. Hendes forældre blev senere dømt for vold, og hun kom i plejefamilie. Begge hendes forældre var med til at bidrage til hendes anbringelseshistorie, og i dag er hun og hendes mor ved at finde en vej sammen igen.

Hvorfor var anbringelseshistorien vigtig for hende?

Det betød enormt meget for hende, at hendes historie blev samlet, og at der blev sat ord på det, hun havde følt. Hun har tidligere haft følelsen af, at hun var skyld i sin situation, fordi hun troede, at hun var besværlig og lavede for meget ballade. Men med historien oplevede hun at blive anerkendt og at være vigtig i kraft af den, hun er. Især det, at hendes forældre var med til at fortælle hendes historie, var vigtigt, for nu kan hun sætte et punktum og rykke videre.

Hvad ville det betyde for børnene, hvis I ikke lavede anbringelseshistorierne?

Så ville de ikke få den samme mulighed for at bearbejde de traumer, de har været udsat for i deres tidlige barndom. Anbringelseshistorierne giver børnene mulighed for at forstå sig selv og det, de kommer fra. Det giver bedre odds, når de skal udvikle sig i en positiv retning fremover. Det ville de ikke have lige så gode forudsætninger for uden.

Hvorfor er det et vigtigt fokus at have?

Det er der flere grunde til. Inden for spædbarnsterapien siger man, at alt usagt binder energi, og at man aldrig skal lade barnet være alene med dets smerte. Alle børn har brug for at vide, hvorfor de er endt i den situation, de er, og for at blive anerkendt i deres følelser. Når vi laver historierne, interviewer vi forældrene, så de får lov at sætte ord på de håb og drømme, de har haft for deres familie, og at de vil barnet det bedste. På den måde får barnet oplevelsen af, at deres forældre vil dem det godt. Samtidig er anbringelseshistorien barnets samlede historie og ikke brudstykker fra mange forskellige fagpersoner. Alt i alt skal anbringelseshistorierne være med til at hele traumerne.

Giv et eksempel fra din hverdag, hvor din faglighed gjorde en forskel:

Jeg har været med til at skrive en anbringelseshistorie for en 16-årig pige, der for nogle år siden tog kontakt til Børnetelefonen. Der var problemer derhjemme, og forældrene havde før bedt om hjælp, men fik det ikke i tilstrækkelig grad. Det, hun fortalte til Børnetelefonens medarbejder, var så voldsomt, at hun blev hentet på skolen af en socialrådgiver. Hendes forældre blev senere dømt for vold, og hun kom i plejefamilie. Begge hendes forældre var med til at bidrage til hendes anbringelseshistorie, og i dag er hun og hendes mor ved at finde en vej sammen igen.

Hvorfor var anbringelseshistorien vigtig for hende?

Det betød enormt meget for hende, at hendes historie blev samlet, og at der blev sat ord på det, hun havde følt. Hun har tidligere haft følelsen af, at hun var skyld i sin situation, fordi hun troede, at hun var besværlig og lavede for meget ballade. Men med historien oplevede hun at blive anerkendt og at være vigtig i kraft af den, hun er. Især det, at hendes forældre var med til at fortælle hendes historie, var vigtigt, for nu kan hun sætte et punktum og rykke videre.

Hvad ville det betyde for børnene, hvis I ikke lavede anbringelseshistorierne?

Så ville de ikke få den samme mulighed for at bearbejde de traumer, de har været udsat for i deres tidlige barndom. Anbringelseshistorierne giver børnene mulighed for at forstå sig selv og det, de kommer fra. Det giver bedre odds, når de skal udvikle sig i en positiv retning fremover. Det ville de ikke have lige så gode forudsætninger for uden.

HØR OGSÅ Socialpædagogernes podcast om theraplay

Hvilke faglige redskaber kan du ikke undvære i dit arbejde?      

Jeg har en særlig interesse i spædbarnsterapi, men jeg bruger også andre metoder, som familieterapi og theraplay. Og jeg arbejder ud fra tankegangen om, at noget står i vejen for, at forældre ikke kan passe på deres børn. Så jeg kan ikke undvære min faglige viden om, hvad der sker i mennesker på det sansende, følende og tænkende plan, og hvordan det hænger sammen i et menneske. Det er udgangspunktet for, at vi kan hjælpe udsatte børn og deres forældre.